Uanset alder, så har broer det samme smukke formål – at skabe forbindelser.
Akvadukten Pont du Gard er 2.000 år ældre, men en mindst lige så stor byggemæssig bedrift.
Landsbyen Peyre, som ligger i floddalen under broen Viaduc de Milleau, er kåret som en af Frankrigs 10 smukkeste byer. Det overrasker mig ikke.
Ved en lille sø i Massif Centrale kan jeg fejre to store milepæle samme dag.
1. juni kører jeg ind i Massif Centrale, som er helt nyt for mig. Jeg har set og hørt om området i forbindelse med Tour de France, og mine forventninger til landskabet og de små maleriske byer bliver bestemt ikke gjort til skamme. Ved søen Lac du Laouzas gør jeg holdt på en fricamperplads i første række ved søbredden. Her slår jeg campingstolen ud og kan gøre status over de to milepæle jeg runder samme dag – jeg har rundet 10.000 kilometer, og det er samtidig dagen, hvor jeg er nøjagtig halvvejs på min rejse.
Det er tankevækkende så hurtigt de første måneder er gået, men jeg kan også mærke, at der er sket en ændring i mig. Fra de første ugers usikkerhed omkring camperen, aleneheden og projektet i det hele taget, er jeg nu fuldstændig fortrolig med livet on-the-road. Alle hverdagstingene ved vognen og camperlivet kører på rygraden, og jeg er inde i en rytme hvor jeg hver morgen, mens kaffen køler af i emaljekruset, tjekker app'en Park4Night for at finde næste overnatningssted. Jeg googler hurtigt seværdigheder undervejs, vælger til og fra, og har lynhurtigt en plan for dagen klar i mit hoved. Variablen er dagens arbejdsmængde, da jeg aldrig ved hvor travl en dag jeg får på 'kontoret', så jeg bemærker som regel også lige camperpladser eller andre overnatningsmuligheder undervejs, hvis det skulle blive nødvendigt at slå lejr tidligere.
Så eventyret er pludselig gået hen og er blevet hverdag. Jeg trives i det, og selvom jeg de fleste dage bliver fyldt med oplevelser og nye indtryk, så bliver det rent faktisk hverdag. Det lyder meget privligeret og er da også en stor luksus. Jeg har skrevet en blog-indlæg om tankerne omkring det der sker, når der går hverdag i eventyret – læs mere hér.
Du er selv ansvarlig for at fylde dit liv med eventyr.
For at bryde den eventyrlige hverdag, tager jeg kontakt til Michael Blomsterberg, og spørger om han giver en kop kaffe. Det er en god måde at tvinge mig selv ud af den opståede trummerum. Møde nye mennesker, høre deres historie og fortælle dem min. Jeg har beskrevet mødet med Michael og hans spændende historie og nye liv i Provence – læs den hér.
Fra Bedoin og Provence kører jeg mod den franske riviera. Jeg er fyldt med inspiration og ny eventyrlyst efter to dage i selskab med Michael og hans venner. Ved kysten mødes jeg med en gammel veninde, Ane, som bestemt også har gjort noget ved sin drøm. Hun har bosat sig ved rivieraen og forsøger at leve af, at leje sit hus ud. Vi mødes på hendes båd, som har nogenlunde samme omfang som min camper, så der bliver hurtigt udvekslet erfaringer omkring det minimalistiske liv.
Jeg besøger Michael Blomsterberg uden for cykelbyen Bedoin, og vi får nogle intense og hyggelige timer sammen. Inden jeg cykler mod toppen af Mont Ventoux, viser han mig sine små lokale hemmeligheder. Læs mere om mødet med Michael.
I lystbådehavnen ved La Londe-les-Maures mødes jeg med Ane, der udlever drømmen om et liv ved den franske riviera. Jeg er første gæst om bord på hendes båd, så vi invier den som det sig hør og bør med en flaske rosé.
Rejsens første færgeoverfart går fra Toulon til Bastia på Korsika. Alene den metalliske lyd af biler, der kører om bord på færgedækket, vækker eventyrlængsel i mig. Det er lidt den samme følelse jeg bliver ramt af, når jeg træder ind i en lufthavn. Så da fortøjningerne bliver smidt og færgen sætter kurs mod den smukke middelhavsø, er det med eventyret brusende i årene igen, og samtidig nyder jeg at blive transporteret i 12 timer uden selv at skulle stå ved roret.
Eventyret kan således vækkes alle steder. Også i en travl hverdag med pendlerjob, forældremøder og mellemfornøjet dansk gråvejr. Eneste der er helt sikkert er, at vi selv er ansvarlige for at få det til at ske. Bryde lidt ud af hamsterhjulet og få nogle af dagene til at glitre. Der er sjældent nogen der kommer og forærer dig et eventyr. Så sørg for at få de små eventyr ind i dit liv.
Nøjagtig som mine tre sønner, så er de tre store middelhavsøer vidt forskellige.
Korsika – er den smukke, vilde og rebelske
Den rå natur passer til den dramatiske historie, der har præget øens fortid. Øen er ubeskrivelig smuk, og de smalle, snoede og af og til skrækindjagende bjergveje kan tage timer at forcere. Både på grund af vejenes beskaffenhed, men også fordi man er tvunget til hele tiden at stoppe op for at fotografere. Jeg ankommer til Bastia på Korsikas nordøstlige kyst en tidlig morgen og kører straks længere nordpå, ud på Cap Corse. Her er øde og ikke mange tegn på turisme. Jeg finder en lille vindblæst camperplads, som på kortet ligger perfekt, tæt på vandet. Men her er så støvet og blæsende, at jeg kun bliver en enkelt arbejdsdag. Camperen er fuldstændig støvet til indvendigt, og det kræver en grundig rengøring at fjerne sand og støv allevegne.
Jeg kører af den vildeste bjergvej på Cap Corses vestkyst, og tilbringer et par dage i øens tidligere hovedby Corte, inde midt i Korsikas bjerge. Her oppe er temperaturen udholdelig, og byen er hyggelig med gode spisesteder og en afslappet atmosfære. Herfra kører jeg ud til østkysten, hvor jeg har været tidligere for mange år siden. Landskabet er fladere, og jeg finder frem til en af de smukkest placerede campingpladser jeg har oplevet. På toppen af et lille næs ligger den, Camping Fautea, med udsigt til to små strande, et gammelt genova-tårn og det azurblå Middelhav så langt øjet rækker. Her grounder jeg nogle dage, og bruger en hel dag på turens første egentlige strandtur.
Inden jeg sejler videre sydpå til Sardinien, kører jeg igen tværs over øen til den lille havneby Propriano. Landskabet er lige overvældende, og jeg mødes af en masse sønderskudte vejskilte, som vidner om at der stadig hersker en vis rebelskhed på øen.
Den billedskønne strand Cala Goloritzé kræver halvanden times bjergvandring (500 højdemeter nedad) før du kan stikke fødderne i det lækre vand. Når du skal tilbage er det opad!
Sardinien er et minikontinent spækket med store oplevelser.
Vejen op til plateauet ovenfor byen Baunei byder på turens snævreste hårnålesving, hvor jeg et par gange må bakke lidt for at komme helt rundt i svingene.
Sardinien – den blide, varme og charmerende
Et minikontinent af store oplevelser. Modsat Korsikas dramatik, både i natur og befolkning, så skal man lige geare ned et par gange når man kommer til Sardinien. Her er naturen mere venlig, bjergene knap så høje og skarpe, og hvor franskmændene på den anden side af strædet kan være hurtige i vendingen, så er Sardinien typisk italiensk ... tranquilo! Tag den med ro! Og der er da heller ikke grund til andet. Byerne er pittoreske, befolkningen åbne, varme og charmerende, og strandene er fra en anden verden. Jeg elsker Italien, og i særdeleshed Sardinien.
Jeg bruger i alt to uger på øen, og bevæger mig langsomt fra det turistfulde nord, sydpå og op i bjergene, som alligevel har en råhed, som overrasker mig. Fra Baunei kører jeg ad turens uden sammenligning smalleste bjergvej, op på et plateau, hvorfra man kan vandre ned til stranden Cala Goloritzé. En fantastisk tur, som bestemt kan anbefales trods strabadserne. Efter nogle dage ved østkysten kører jeg ind midt på øen, som virker meget øde og oprindelig. Jeg kommer frem til en campingplads, hvor jeg bliver modtaget med en varme som jeg ikke har oplevet magen til. En fantastisk plads, hvor jeg bliver nødt til at blive i to dage – de mennesker der driver pladsen er hele essensen af Sardinien.
Ud for Sardiniens sydvestligste hjørne ligger en lille ø, Isola di Sant'Antioco. Her bruger jeg de sidste dage af min Sardiniensfærd på at cykle og opleve den skønne ø. Jeg runder sydspidsen af Sardinien på min vej til færgen i Cagliari, og fra motorvejen kan jeg se et hav af flamingoer, som bader vådområderne syd for havnebyen i lyserødt. Hen på aftenen sejler færgen ud af havnen og sætter kurs mod den sidste af de tre store øer, Sicilien.
På den lille ø Isola Sant'Antioco, ud for Sardiniens sydvestlige kyst, får jeg efter tre ugers pause endelig gang i cyklen igen.
Fra Cagliari på Sardinien sejler jeg med natfærgen mod Palermo på Sicilien. På soldækket falder jeg i en længere snak med et ældre engelsk ægtepar, som har bemærket mine Out of Office stafferinger på camperen. Endnu engang viser klæberne sig, at være en god døråbner til at møde mennesker.
I fire timer får vi testet affjedringen, og har hele tiden Etna at sigte efter.
Det er lidt af en drøm at vågne op til sådan en udsigt. Hvad man ikke kan se på billedet er, at det ikke blev til mange drømme i løbet af natten på grund af støjen fra bølgerne og de rullende sten ... et udpræget luksusproblem!
Sicilien er ufattelig smuk, og meget anderledes end Sardinien og Korsika. I den lille bjergby Cerami spiser vi frokost og føler os som på et filmset til Godfather.
Sicilien – den lovløse, temperamentsfulde og utæmmede
Klokken er halv seks om morgenen, og hverken katte eller rotter har endnu forladt de beskidte gader, da jeg kører fra færgen i Palermo. Sicilien er lidt af en kontrast, når man kommer fra Sardiniens overvældende skønhed. Og i sig selv er Sicilien også kontrastfyldt. Fra gaden, hvor jeg har booket en airbnb-lejlighed til Heidi og to af vores til sammen fire børn, kan man gå ad de beskidte og stinkende fortove kun 150 meter til begyndelsen på hovedstrøget, som skærer sig hele vejen gennem Palermo. Hér er der pludselig velplejet og rent, og på hjørnet findes butikker som Hermés, Prada og Louis Vuitton.
Heldigvis skal man ikke langt ned i byen, før blingbling-butikkerne bliver afløst af gadehandlende, uendelige rækker af boder med streetfood og en varme og leben, som virkelig gør, at man kommer i den helt rette sydlandske stemning. Jeg har et enkelt døgn alene i byen inden de andre ankommer, og bruger den på en frokost (spaghetti a la carbonara) midt på gaden, en eftermiddagsdrink i skyggen af træerne ved Teatro Massimo, og lidt spicy indisk take-away fra en bod til aftensmad. Da de andre ankommer dagen efter har jeg fået vasket alt tøj, skiftet sengetøj i camperen og er klar til besøg hjemmefra efter at have været fem uger alene på landevejene.
Det er fantatisk at se velkendte ansigter og snakken går så lystigt, at jeg næsten falder over ordene. Vi bruger en dag sammen i Palermo, hvor de kan akklimatisere – termometret står på 43 om dagen og 38 om natten, så de lange bukser og sweatshirts bliver hurtigt gemt væk i kufferterne.
Fra Palermo kører vi østpå langs kysten, finder et badested og om aftenen når vi frem til en fin lille campingplads, som yderst bogstaveligt ligger kun et halvt stenkast fra Middelhavets bølger. Aftenen går med brætspil, vino og mere snak. Livet er let.
Næste morgen er målet at nå vulkanen Etna, og herefter finde et sted at overnatte på Siciliens østkyst. Køreturen tager noget længere end beregnet – det er mange år siden der er lagt asfalt på vejene, så vi bliver i den grad rystet godt sammen. Efter en gåtur lidt op ad Etna og rundt i det vilde, imponerende landskab, ender vi sent om aftenen på en myggefuld camperplads med lidt skumle faciliteter – men hvad kan man forvente for 10 €. Den sidste aften i juni måned afsluttes med en midnatspizza, som heldigvis holder samme høje standard, som alle pizzaer gør i Syditalien.
Streetfood i Palermo er et kapitel for sig, og smager uendeligt meget bedre, når man har nogen at dele den med. Efter fem uger alene er der igen gæster om bord – det føles skønt!
Ved Tusa på Siciliens nordkyst camperer vi med 25 meter til Middelhavets bølger. Teltet bliver slået op for første gang, og aftenen går med brætspil, vino og snakke. Min ferie er begyndt, og det er noget anderledes ikke at skulle tænke på arbejde hele tiden.
Hele rejsen måned for måned
Klik for at læse om rejsens fjerde måned
