top of page

Provence og Middelhavet


Fra Maison Michael ville jeg have kørt igennem Gorges de la Nesque, som er et mini Grand Canyon i området, men lige denne søndag på året er der motionscykelløb for de lokale børn, så jeg må lægge vejen uden om. I stedet kører jeg til den smukke by Bonnieux, som jeg har lavet lidt research på. Byen spiller en stor rolle i min yndlings-feel-good-film A Good Year. Den ligger smukt op ad en bjergside, og de stejle gader er da også meget filmiske. En kilometer uden for byen ligger det lille Château la Canorgue , der er omdrejningspunktet i filmen og som Max Skinner, en usympatisk børsmægler spillet af Russell Crowe, arver fra sin afdøde onkel.


Jeg har glædet mig til at se det flotte chateau, men denne søndag er det som om, de ting jeg har sat mig for, er lukkede. Vingården har kun åbent mandag til lørdag (så husk det, hvis du er i området). Men det er ellers en fungerende vingård, med vinsmagning og naturligvis gårdsalg. Det kommer ikke bagpå mig, at Ridley Scott valgte netop denne del af Provence til filmen, og igen og igen må jeg tage mig selv i hele tiden at ville stoppe for at tage billeder. Jeg kører videre ad en smal bjergvej gennem nogle små kløfter, og får sendt dronen i vejret og filmer den flotte vej. I Cucuron stopper jeg igen, og går en tur gennem den gamle bydel, og krydser torvet, med den lille cafe, hvor Fanny Chenal (spillet af Marion Cotillard) i filmen arbejder som tjener.



Når nu jeg ikke kan levere billeder fra vingården, haven og de omkringliggende vinmarker, så får I istedet en lille ordveksling fra filmen, som ligesom ligger stemningen an. Har du aldrig set filmen, så ligger den på Viaplay, og er bestemt seværdig med et tæppe, et glas vin og måske en kæreste ved hånden. Og ligesom mænd bliver mere sentimentale og pladderromantiske med alderen, så bliver filmen også bedre og bedre. Sådan er det med gode årgange.


Fanny Chenal: [Fanny approaches a customer who is behind a raised newspaper] Bonjour. Vous avez choisi?

Max Skinner: [lowers newspaper] I think so.

Fanny Chenal: [recognizing him] You sure you don’t need more time?

Max Skinner: No, I know what I want.

Fanny Chenal: You’re sure?

Max Skinner: Absolutely.

Fanny Chenal: So, what is it to be?

Max Skinner: How’s the soup?

Fanny Chenal: The soup is finished.

Max Skinner: Like my job… The fish?

Fanny Chenal: We’ve run out.

Max Skinner: That’s like me with excuses.

Fanny Chenal: Don’t waste my time. Choose something we have.

Max Skinner: I would like a lifetime spent with an irrational and suspicious goddess, some short-tempered jealousy on the side, and a bottle of wine that tastes like you, a glass that’s never empty.







Som så mange andre af de steder jeg efterhånden har besøgt på min rejse, kunne jeg være blevet en uge eller to i Provence. Intet under, at det er så populært, bare mærkeligt, at det er gået min næse forbi i så mange år. Men jeg skal videre! … og stiller gps’en til La Londe -les-Maures, som er en bade- og havneby ved Middelhavet. Jeg har ikke set havet siden Heidi og jeg forlod Faro i Portugal for tre uger siden. Men nu er havet der igen, og efter lidt søgen finder jeg frem til den lystbådehavn, hvor jeg skal møde Ane, som jeg har kendt siden mine teenageår. Hun har, ligesom Michael, forladt Danmark – ihvertfald for en god stund – og er ved at skabe et liv hernede. Hendes hus er udlejet, så vi mødes i stedet på hendes båd, der ligger i havnen. Dejligt med gensyn med et kendt ansigt, og om bord på den nyindkøbte (jeg er første gæst) brugte båd, får vi hurtigt liv i en flaske rosé, og så går snakken lystigt.


Det er jo lidt med både, som med campere, og vi ender næsten også med at stå og sparke dæk og fendere, og får sammenlignet toiletter, køkkener og sovepladser. Jeg er lidt misundelig over, at bådejere bare kan sejle lidt ud for kysten og tømme toilettet … men samme øvelse ville nok ikke være så lækker, hvis det var tilladt på motorvejene. Pludselig er klokken 21, og inden vi skal finde noget at spise, skal jeg have tjekket ind på den lokale campingplads. Som alt andet den dag, er den lukket, og jeg søger lidt længere væk fra havnen, og finder turens hidtil mest ucharmerende campingplads med elendige toilet- og badefaciliteter, hundredevis af larmende børn, hunde der hyler natten lang og så tætte pladser, at man føler man sover i ske med naboerne. Men heldigvis var det også turens hidtil dyreste plads med en pris på 36€!



Efter en lækker middag, hvor vi til sidst bliver bedt om at gå, siger jeg farvel til Ane, og lister tilbage en lille kilometer gennem en mørk skov til min camperen, og forsøger at få lidt søvn. Jeg føler mig taknemlig for alle de mennesker jeg har mødt de seneste tre dage. Nye og gamle bekendtskaber, på udenlandsk jord, og samtaler som bare kunne have fortsat og fortsat. Hvor er jeg dog priviligeret.


Nu sidder jeg på færgen til Korsika og skriver. Langt de fleste om bord har lagt sig til at sove, men jeg har et mylder af ord i hovedet fra dagene forinden, som bare trænger til at komme ud i tasterne. Det er syvende kapitel på min tur, der er ved at tage sin begyndelse med denne sejlads. Jeg har hele tiden haft Korsika og Sardinien som et stort fixpunkt på turen, og selvom jeg har været på begge øer tidligere, så bliver jeg i dag igen ramt af en eventyrlyst og -følelse. Der er noget ved at tage ud til en ø (også selvom jeg bor på en til daglig), og det deler naturligt turen op. Jeg glæder mig til at prøve cyklen af på øerne, og jeg glæder mig til den helt enestående natur jeg ved, der venter mig. Det bliver aldeles eventyrligt. Nu vil jeg krybe til køjs og lade kaptajnen finde vej. Godnat.




65 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

Læs også