Pak og rejs let
- Bo Funder

- for 6 dage siden
- 2 min læsning

Så er vi endnu engang på farten. Denne gang østpå efter en hyggelig jul i Canada og et festligt nytår i Mexico. Det bliver dejligt med gensyn i Danmark.
Når man rejser så ofte som vi gør, lærer man at rejse let og kun medbringe det, der er mest nødvendigt. Så vidt muligt forsøger vi at opbygge en basisgarderobe både i Canada og på Sicilien. Og med tiden også i Danmark. Det vil gøre, at vi kan rejse mellem vores tre hjem med kun en personlig genstand som bagage.
Jeg medbringer altid min rygsæk - mit kontor. Her har jeg kameraudstyr, bærbar computer, mus, musemåtte, notes- og skitsebog, kuglepen og tegnepen, powerbank, kabler og ladere, og mine tre harddiske på hver 4TB. På dem har jeg mine daglige backups i to kopier, samt arkiv over tidligere jobs de seneste 20 år. På den måde ved jeg, at alt det vigtigste er på min ryg, jeg kan arbejde hvorsomhelst – og jeg forlader aldrig min rygsæk, eller lader den ude af syne.

I min kabinekuffert har jeg tøj til den aktuelle rejse. Altid 10 par underbukser, 10 t-shirts - og dernæst hvad der passer til årstiden.
Jeg har en lille slingbag med alt det personlige - pas, tegnebog, ID-kort, internationalt kørekort, briller, telefon, øretelefoner (både trådløse og et gammelt sæt med aux-stik til flyet), usb-kabel, mine nøgler mv.
Om halsen, eller klikket på rygsækken, en rejsepude - den får man altid lov at tage med om bord. Shelly bruger den til at pakke i - det giver lidt ekstra plads til fx en sweater og undertøj.


En lille gennemsigtig toilettaske er en fordel - så behøver du ikke flytte dine væsker frem og tilbage. Jeg har toilettaske og computer i samme taske, min rygsæk. Så skal jeg kun have fat i én taske gennem Security. Bælte og mit ur lægger jeg i rygsækken inden Security. Det gør det så meget hurtigere og smidigere at komme igennem, og jeg skal ikke åbne min kabinekuffert på noget tidspunkt.
Fordelen ved at rejse med kun en personlig genstand og kabinekuffert er mobiliteten - du er hurtigere ude af lufthavnen, og du risikerer ikke at din bagage går tabt undervejs. Og den begrænsede plads gør, at du kun medbringer det mest nødvendige. Som i ‘downsizing on the go’ … jo mere lagerplads du har i dit liv, jo mere ’shit’ har du tendens til at anskaffe dig.


Flere og flere flyselskaber tilbyder gratis check-in af kabinekuffert - ofte en dag eller to før afgang. For flyselskabet nedbringer det selvfølgelig kuffertkaos om bord, og hvis du stoler på bagagetransporten i den pågældende lufthavn, så giver det en lethed, kun at have din personlige genstand at slæbe på i lufthavnen - specielt hvis du rejser alene. Det kan blive trangt på toilettet med kabinekuffert, rygsæk, slingbag, rejsepude og jakke, og forsøge at holde alt væk fra gulv og toiletkumme.
Mange spørger hvordan jeg kan leve med kun en lille kabinekuffert, når jeg fx skal tilbringe to måneder i Canada. Men det kan sagtens lade sig gøre … og folk vænner sig til at se dig i den samme skjorte flere gange. Gevinsten er en meget lettere måde at rejse på, mindre grej at tage stilling til og fokus på dét det handler om - rejsen.
God tur!




















Kommentarer