At arbejde som digital nomade er ingen ferie

Sneen er væk. I hvert fald fra hovedstrøgene, indkørslerne og de åbne marker. Man skal lede grundigt i skyggeområder og baggårde for at finde lidt sort, skorpet sne. Og ifølge den canadiske kalender er vi nu også gået ind i foråret – mere præcist den 20. marts, som markerede forårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Vi går mod lysere tider – ihvertfald i forhold til solen og årets cyklus.

Jeg føler vinteren har varet i evigheder denne vinter. Da jeg ankom til Canada i slutningen af november, rasede en snestorm over Ontario, og termometret snittede minus 23. Da vi rejste tilbage til Danmark i januar (glemte vist helt, at vi var fem dejlige dage i Mexico med 30 grader!) var det lille kongerige ramt af Kong Vinter med frostvejr og store mængder sne. Senere på måneden fløj vi til Sicilien, som i løbet af januar og februar blev ramt af den værste og vådeste vinter i 100 år. Det er i hvert fald hvad de lokale fortæller os, og nogle af dem er næsten med sikkerhed så gamle, at de kan huske det. Cyklonen Harry ramte øen, og især østkysten med Messina og Catania blev hårdt ramt af massive ødelæggelser. Længere mod vest kollapsede dele af byen Niscemi og styrtede i afgrunden, og 1.500 mennesker er fortsat evakueret. Cianciana er også ramt – blandt andet er hovedvejen til Agrigento blokeret af jordskred og forventes ikke at blive åbnet igen før 2027 (sicilianske forventninger vel at mærke).

Vi nåede at få halvanden uge med lunere temperaturer, og den uophørlige regn, som havde stået på i fem uger, stoppede. Solen kom frem, bjergskråningerne blev lynhurtigt dækket af et tæppe af gule blomster og vi indtog den første kaffe på tagterrassen med lukkede øjne og næsen vendt mod en skyfri himmel. Men så rejste vi igen til Danmark, hvor vi havde nogle få dage med noget der mindede om forår. Derefter koldt og regnfuldt. For en uge siden kom vi så tilbage til Canada … her er vinteren langt fra ovre. Men som jeg er blevet fortalt, så har Canada otte årstider, og på denne tid af året kan man gå fra vinter og minus 20 til forår og sommertemperaturer i 20’erne på blot en uge. I skrivende stund er vi oppe på 0 grader, og det ser ud til at blive varmere i slutningen af ugen. Og så bliver det koldt igen.

Så vi nærmer os et halvt år med minusgrader, og jeg er ærligt talt lidt træt af det. Trænger til at smide hue og vanter ind bagerst i skabet, finde mine Birkenstock frem og sætte kurs mod den nærmeste udendørs café. Kom så forår, du kan godt!

–

Ikke mere snak om vejret. Derimod en sjov iagttagelse, som vi har snakket en del om. Hver gang vi flytter os fra land til land, ønskes vi ‘God ferie’. Enten af folk vi forlader, eller folk vi skal mødes med. Vi er bevidste om, at vi lever et liv der er lidt anderledes end mange andres, og vi får mange tilkendegivelser fra folk om hvor fantastisk og misundelsesværdigt vores livsstil må være. Og det er også rigtigt – til dels. For det er ingen ferie, og som i alle liv, er der plusser og minusser. 

På plussiden er naturligvis de mange rejser, og at vi hele tiden er i bevægelse og i nye omgivelser. Det kræver selvfølgelig at man er til dét, men det er vi heldigvis begge. Vi er begge priviligerede at kunne arbejde hvorsomhelst, så længe vi har en internetforbindelse. Det giver frihed til at kombinere arbejdsliv, fritid og eventyr. Mange tror at vi er på ferie hver gang vi er i Danmark, når vi tager til Sicilien eller når vi flyver til Canada. Men sådan hænger virkeligheden desværre ikke sammen. Faktisk holder vi yderst sjældent reel ferie, men vælger i stedet friheden til at kunne arbejde på forskellige tider af døgnet og i forskellige tidszoner. Når vi fx er i Canada starter min arbejdsdag typisk klokken fem om morgenen. På den måde har jeg godt seks timer, hvor jeg arbejder på samme tid som mine kunder og leverandører i Europa. Ved 11-12-tiden om formiddagen kan jeg så stemple ud, og selvom det i min alder kræver en lur i løbet af eftermiddagen, så føler jeg at jeg har mere fritid end ved en normal 9-16 arbejdsdag.

På minussiden er selvfølgelig savnet. For uanset hvor vi befinder os, så vil vi altid savne nogen. Og vi vil gå glip af begivenheder, som man ellers tager for givet at deltage i. Det er et vilkår for vores forhold, og ikke noget vi ser på med bedrøvede øjne – ellers ville det ikke være til at holde ud. 

At leve i to verdensdele kræver en hel del mere arbejde end jeg havde forestillet mig. Som udgangspunkt kan Shelly fx kun være i Schengen-området i tre måneder, herefter skal hun forlade området. Schengen omfatter 29 lande i Europa, hvoraf 25 af dem er med i EU. Fire lande – Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz – er ikke EU-lande, som er med i Schengen. Derimod er Irland og Cypern med i EU, men ikke Schengen. 

Det er lidt nemmere med Canada. Teknisk set kan jeg opholde mig seks måneder i Canada, derefter forlade landet én dag, hvorefter jeg har yderligere seks måneder. Men den går ikke i længden, og hver eneste gang jeg rejser ind i Canada, bliver jeg da også spurgt til hvor længe jeg har tænkt mig at blive, og om jeg har en returbillet ud af landet. Derudover skal jeg holde øje med hvor længe jeg opholder mig i Italien, da jeg, hvis jeg ikke er minimum 180 dage i landet, vil miste min bopæl.

Så en stor del af vores tid går med at planlægge hvor vi er hvornår. Det er et større puslespil, når vi også gerne vil ramme runde fødselsdage, bryllupper, mindedage, jubilæer og andre større begivenheder på hver side af Atlanterhavet. Og særlig nu, hvor vi er blevet beriget med et barnebarn i Danmark, kræver det ekstra planlægning ikke at gå glip af alt for meget – for han vokser dæleme hurtigt. Samtidig er der en del penge at spare ved ind imellem at bruge nogle aftener på at finde flybilletter.

I bund og grund tror jeg ikke vores liv er så anderledes som mange tror. Vi har blot familie og venner spredt ud over et større område, og derfor bliver vi nødt til at flytte os rundt. 

I øjeblikket nyder vi Canada og familie og venner her. Og jeg har set en erantis stikke hovedet frem, så forhåbentlig er foråret lige om hjørnet.