Har du trænet din komfortzone i dag?
- Bo Funder
- for 1 dag siden
- 4 min læsning
Kan du huske den originale Tamagotchi fra 1996? Den lille digitale nøglering, der opførte sig som et kæledyr, der skulle fodres, oplæres og underholdes for ikke at sygne hen og måske helt gå hen og dø. Den råbte bogstaveligt talt på opmærksomhed.
I dag er det jo ikke fordi vi mangler digitale enheder som optager, stjæler og til tider terroriserer vores tid og opmærksomhed. Og til forskel for den lille Tamagotchi, så skal vi kun sørge for at oplade vores smartphone, så klarer den resten af opmærksomheden uden, at vi behøver anstrenge os synderligt.
Vores komfortzone er på sin vis ligeså primitiv og analog, som den 30 år gamle nøglering. Så hvis du ønsker en rummelig og nuanceret komfortzone, hvor du ikke bliver nervøs, usikker eller ligefrem angst, når livet byder dig noget nyt og ukendt, så er du nødt til at gøre arbejdet selv. Din komfortzone skal trænes. Den skal fodres og den skal stimuleres. Ofte, gerne dagligt. Opfat din komfortzone som en muskel, der skal trænes. Eller som din hjerne, der skal stimuleres og udfordres. Ellers ender din komfortzone med langsomt - og næsten uden du bemærker det - at blive mindre og mindre.
Hvis du ikke gør noget for at skubbe til og udvide din komfortzone, så bliver resultatet et meget lille mentalt råderum, som kan ende med at føles kedeligt i zonen, og skræmmende farligt uden for zonen, og i værste fald være med til, at isolere dig fra at opleve og mærke livet. Det er nok de færreste der har dét som mål, men som vores velfærdssamfund er skruet sammen i dag, bliver det desværre nemmere og nemmere at falde ned i komfortzonens snævre grøft. Og er man endt dér, kan det virke uoverskueligt at skulle kæmpe sig ud af mudderet, som suger en fast, og kravle op af de stejle grøftekanter igen.
Nøjagtig som med musklerne, så nytter det ikke at lægge ud med 3 timer hård vægttræning første gang du er besøger træningscenteret. Det ender blot med skader – og i tilfældet med komfortzonen, kan du få en dårlig oplevelse, hvis du skubber får hårdt på i begyndelsen. Du bliver nødt til at gå langsomt til værks, og stille og roligt udvide din komfortzone. Men ikke så langsomt at det ikke gør en smule ondt, ellers ville musklerne jo heller ikke blive styrket, hvis ikke de bliver presset. Og i ordet ‘komfort’-zone ligger jo netop, at de ting du vælger at gøre for at skubbe til og presse dig selv, naturligvis skal føles, ja – ukomfortable.
Da jeg i 2022 drejede tændingsnøglen i min campervan og kørte ud af Danmark, var jeg presset helt i bund. For selvom jeg havde forsøgt, at træne min komfortzone gennem halvandet års forberedelser inden turens begyndelse, så blev jeg ramt af overraskende mange ubehagelige, negative tanker og forestillinger allerede inden jeg var ude af Snekkersten …
Hvordan kunne jeg forlade mine børn, min familie, mine venner? Alle dem jeg holder af. Var det ikke bare et super egoistisk projekt, som jeg aldrig skulle have søsat? Hvordan skulle jeg finde ud af alle camperens funktioner – gas, vand, varme og så videre (for selvfølgelig havde jeg helt bevidst ikke sat mig ind i alle de ting på forhånd, da jeg havde en romantisk forestilling om, at det havde jeg jo fem måneder til at finde ud af)? Ville jeg overhovedet kunne gennemføre turen, eller ville jeg vende hjem allerede efter få uger? Hvem ville jeg være, når jeg vendte hjem? Ville jeg blive ensom undervejs? Ked af det? Ville jeg have overskud til at møde nye mennesker på turen, eller blot sidde alene og kukkelure i camperen?
Tankerne myldrede frem, og mine hjerne forsøgte med alle midler at få mig til at vende om. Allerede ved første afkørsel på Helsingør-motorvejen var det næsten lykkedes, men jeg fik alligevel overtalt mig selv til at fortsætte. Og hele vejen til det første overnatningssted ved Vadehavet i Nordtyskland, forsøgte jeg at tale pænt til mig selv, og overbevise mig om, at jeg jo ikke skulle finde svar på alle de spørgsmål inden jeg krydsede grænsen. Jeg havde fem måneder, så tag det langsomt, én udfordring ad gangen.
Der skete meget inde i mig undervejs, og jeg både voksede mentalt og skubbede ind i mellem min komfortzones grænser langt ud mod horisonten. Måske derfor virkede det heller ikke uoverskueligt skræmmende, da jeg, kun godt et år efter jeg vendte hjem, besluttede at trække teltpælene op og flytte til Sicilien i en periode. Naturligvis godt hjulpet på vej af canadisk motivation, som kastede en hel del komfort ind i ligningen. Men det kunne kun føles så ‘ikke-farligt’ fordi jeg i årene inden havde trænet min komfortzone jævnligt.
Husk, at din komfortzone udelukkende findes inde i dit hoved. Der er jo ikke (i det mindste i vores del af verden) nogen som sætter minebånd op og afgrænser din komfortzone og mentale bevægelighed. Så hvis du af og til føler dig begrænset i dit liv, og at det kan være svært, at gøre det du virkelig drømmer om, så skub langsomt på og udvid din komfortzone lidt ad gangen. Øvelse gør mester, og det paradoksale er jo, at der ikke findes en målstreg. For hver gang du udvider din komfortzone, så føles det du tidligere fandt svært og farligt jo pludselig som let, og dermed indenfor din komfortzone. Heldigvis bliver du undervejs belønnet med opnåede delmål og drømme som bliver til virkelighed, så arbejdet er det hele værd. Særligt når du pludselig tænker tilbage på noget du tidligere fandt farligt og som nu er inden for din komfortzone – så ved du at du har skubbet på og er vokset.
Det er nok de færreste at os, der stadig har liv i vores Tamagotchi, men fortvivl ikke - din komfortzone behøver hverken batteri eller netforbindelse. Den kan trænes hver dag, helt uden andre hjælpemidler end din opmærksomhed.
God fornøjelse.
Kommentarer