EPILOG:
Hvad har rejsen ændret for og i mig? – og hvordan skal mine hverdage se ud i fremtiden?
Inden jeg tog afsted, var der mange der spurgte mig, hvad jeg forventede at få ud af rejsen. Hvad målet var. Det kunne jeg ikke rigtig svare entydigt på. Det kan jeg stadig ikke. Men i løbet af de mange måneder med forberedelser, gik det alligevel op for mig, at der var flere mål. Faktisk ret mange.
For det første ville jeg gerne udleve min gamle drøm om et stort roadtrip. Jeg er også blevet bevidst om, at vores komfortzone bliver mindre og mindre, jo ældre vi bliver. Den ville jeg gerne udfordre og udvide. Jeg ville også gerne afprøve og bevise, at man godt kan passe sit arbejde og samtidig fylde hverdagen med eventyr. Og så vil jeg gerne inspirere andre til, at tænke over – og måske gentænke – hverdagene, være bevidste om ikke at gå i stå og blive bange for at leve, og sidst, men ikke mindst, minde om, at vi skal tage vores drømme alvorligt.
Fra grønskolling til erfaren digital nomade på en måned.
Da jeg forlod Danmark, var der mange ting jeg var helt grøn på. Jeg har camperet tidligere i mit liv, men aldrig i autocamper. Så der var mange nye ting, der skulle læres de første uger. Alt fra påfyldning af vand, tømning af toilet, skift af gasflaske, og hundrede andre praktiske ting omkring camperen. Derudover skulle jeg finde nye overnatningssteder hver dag, lære 'hvad man gør', når man ankommer til en camper- eller campingplads, hvad der er velanset, og hvad man bestemt ikke gør.
Så læringskurven var stejl de første tre-fire uger. Jeg havde læst om andre, der er taget på tilsvarende eventyr, og mange fortalte om den første måned som den hårdeste. Og at man skulle forberede sig på, at ønsket om at opgive og bare køre hjem kunne opstå. Jeg blev ikke ramt af opgivelse eller ønsket om, at køre hjem, men da jeg i Amsterdam stod i snestorm i vandrestøvler, skijakke og underbukser og baksede med, at børste aftrækket til varmefyret fri for sne klokken 3 om natten, da fløj der adskillige eder ud i snevejret, og jeg spurgte mig selv om det virkelig var det hér jeg havde drømt om.
Men det var det jo! Jeg havde jo netop ønsket at skubbe mig selv ud af komfortzonen, og som med så mange andre ting i livet man lærer af, så bliver den hårde læring senere til gode oplevelser og gode historier.
Det sjove med drømme og forventninger er, at så snart man tager hul på eventyret og kører afsted, så forsvinder begge dele. Så er man bare i virkeligheden og nuet, og står jo ikke og råber mod horisonten, at 'det var fandeme ikke det jeg forventede!'.
Jeg lærte hurtigt, at have tålmodighed, og lade tingene ske. At jeg skulle være tålmodig med hensyn til den ro, jeg så gerne ville finde. Der gik næsten en måned før den indfandt sig. Og at følelsen af, at være på 'det store eventyr' heller ikke kom med det samme, at det tog tid, og at det er en følelse, der kommer og går. Jeg lod mig selv vente på at få lyst til at cykle. At finde tid og lyst til at sætte dronen i vejret. Og jeg pressede ikke mig selv til fx at skulle se så mange seværdigheder på så kort tid som muligt. Men at vente til lysten kom naturligt.
Virkeligheden har langt overgået mine forestillinger. Jeg har fået opfyldt en masse drømme, men det mest interessante er, at virkeligheden gav mig så meget, som jeg slet ikke havde drømt om eller forestillet mig. Som da en times snak med en ung kvinde i et køkken i Versailles, gik hen og blev en af de helt store oplevelser på rejsens første måned. Læs om samtalen hér.
Så det egentlige eventyr opstår ofte i de rum, der er mellem de planlagte oplevelser og forventninger. Og det er de rum, det er så vigtigt vi giver plads til i hverdagen, så det uplanlagte, det uventede og dermed eventyret kan opstå – også på en tirsdag.
Et liv på 8 kvadratmeter i fem måneder kræver en del forberedelser og overvejelser i forhold til hvad man skal medbringe – og især hvad man ikke skal medbringe.
Ofte flyttede min arbejdsplads sig flere gange i løbet af en dag, og de mange arbejdsstop gjorde også, at jeg tit ikke flyttede mig mere end 100-150 km på en dag.
Jeg kedede mig sjældent undervejs – der er hele tiden noget at gøre i camperen, noget der skal tømmes eller fyldes op. Så når jeg i løbet af en almindelig dag skulle arbejde 7-8 timer, finde et nyt sted at overnatte, køre 2-3 timer, handle ind, lave mad, vaske tøj, redigere billeder, cykle eller gå en tur, opleve en seværdighed eller to, vaske op og skrive artikler eller blogindlæg ... ja, så var der pludselig ikke så mange timer tilbage at kede sig i, eller sove.
Køreturen på 11 dage sammen med Mark gennem Portugal gav et helt nyt perspektiv på kontorfællesskab, og hvor priviligerede vi begge er, at kunne passe vores arbejde hvorsomhelst i verden.
Hvor i alverden finder man det så henne – det dér såkaldte 'Gode liv'?
Nordspanien har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg håber at kunne komme tilbage og 'vise det frem'.
Jeg har tænkt en del over hvorfor det var så vigtigt for mig at tage afsted. Hvad der drev mig, og hvad jeg søgte. Eller søger, for jeg er stadig uafklaret på mange ting. Men hvad er det vi leder, ræser og stræber sådan efter – både i dagligdagen, i weekenderne, på ferierne, og også når man fx finder på at drage afsted i camper i fem måneder.
Jeg læser og hører mange steder om 'Det gode liv', som det vi søger. Som det evigt saliggørende, og det vi bevidst eller ubevidst higer efter. Den store samlede pakke med 'Det gode liv' – med huset, bilen, friværdien, de rigtige venner, succesfulde børn og et meningsfyldt arbejde, der ikke fylder for meget i forhold til vores work-life-balance. Det gode liv. Nirvana.
Undervejs er jeg blevet klar over, at der i 'Det gode liv' ligger frygtelig mange forventninger, og et næsten uopnåeligt mål forude. 'Det gode liv', som om alt i ens liv så er godt. Men det er jo en illusion, og det kan næsten kun gå galt, og dermed bliver livet en endeløs stribe af skuffelser.
Så jeg tror det er vigtigt, at vi i stedet bruger vores energi på 'Det gode i livet'. Det gode i livet er nemlig ikke et endegyldigt mål og et sted man skal nå hen. Det er alle de små oplevelser, samtaler, udfordringer og læringer vi får undervejs i livet, og som gør det værd at stå op hver dag. Hvis du hver dag, når du går i seng, kan sige til dig selv, at du fyldte noget godt i livet i dag, så har dagen haft sit værd.
Vejen er målet, ikke omvendt.
Jeg har altid haft en stor appetit på at se verden. Og ender jeg på en ferie i en liggestol, så går der sjældendt mere end to døgn, før jeg er smuttet ned og leje en bil, så jeg kan komme ud og se hvor jeg er havnet i verden. Jeg havde da også plottet rigtig mange ting ind på kortet i forbindelse med Out of Office turen, som jeg gerne ville opleve.
Jeg måtte dog hurtigt sande, at rejsen langt mere ville komme til at handle om, hvad jeg skulle vælge fra, og ikke til. For hver gang jeg kørte et stræk på 100, 200 eller 300 kilometer, så sad jeg med følelsen af, at jeg gik glip af en masse. At jeg uundgåeligt ville komme til at køre forbi en masse ting, som der ganske enkelt ikke var tid til at se. Og da jeg samtidig kørte gennem en masse for mig ukendte områder, så kan jeg også se, at listen med hvad jeg gerne vil vende tilbage for at opleve, er blevet betydelig længere end den liste jeg fik hakket af på.
Så også hér valgte jeg, at hvile i følelsen af at gå glip af en masse, og se det som inspiration og energi til flere rejser og fremtidige eventyr. Og jeg har også erfaret, at vores eget kontinent Europa byder på ufattelige rigdomme af eventyr og oplevelser, samt en kulturmangfoldighed som veksler med få hundrede kilometers afstand. Så der er ingen grund til at flyve halvvejs rundt om kloden i jagten på noget nyt. Vi har det hele lige omkring os og inden for få døgns køretur. Mit Europa er ihvertfald blevet større, og jeg har en alenlang liste, både med ting jeg gik glip af, og ting jeg skal tilbage for at udforske yderligere.
Hvad har rejsen ændret?
– og hvordan skal hverdagen se ud i fremtiden?
Det underlige ved at komme hjem efter så lang tid på farten er, at man ufatteligt hurtigt ryger ind i den vante gænge igen. Tilbage i hamsterhjulet. Jeg kom hjem fredag sen eftermiddag, og efter at være blevet overrasket af venner og børn, var jeg allerede om mandagen tilbage ved skrivebordet, gik ned og handlede i Føtex og lavede aftensmad. Så tv-avis og sikkert et boligprogram, hvorefter jeg gik tidligt i seng, så jeg kunne være klar til den næste dag.
Og gud, hvor er det nemt, at falde ned i det hul igen, hvor livet næsten går i dvale og man døser hen i al den komfort, vi omgiver os med i vores moderne samfund. Så nu skal der ske noget! Jeg har valgt, at flytte kontoret ud af privaten, og glæder mig til min fremtidige hverdag i kontorfællesskab i Hellebæk Klædefabrik. Det giver allerede fornyet energi, og bliver forhåbentlig i en periode et eventyrligt indslag i min hverdag. Når det så på et tidspunkt bliver hverdag – så rykker jeg ved komforten igen.
Jeg tror ikke meget på en opdeling af livet i arbejde og fritid – Work-Life-Balance. For mig hænger livet sammen, både den del af mig, der arbejder og den del der holder fri fra arbejde. Efter rejsen er mit arbejds- og fritidsliv endnu mere flettet sammen, og jeg fokuserer på at skabe Life-Balance, hvilket i sig selv kan være en svær opgave.
Campingpladsen Fautea på Korsikas sydøstkyst.
Flyt dig!
Rejsen har lært mig, at man ikke behøver, at være til stede for at være tilstedeværende. Og at det er vigtigere, at være bevidst om sig selv, hvordan man har det og hvor man er i livet, end hvor i verden man befinder sig. Hvad gør du for at skabe en anderledes hverdag og fylde lidt eventyr i kaffen?
Det skal jo ikke nødvendigvis være en fem måneder lang rejse, og du behøver heller ikke sætte livet på spil for at mærke det. Det kan være de helt små ting, der gør, at din hverdag bliver anderledes. Kør en anden vej hjem. Byt side i sengen med din partner. Tag den sædvanlige løbe- eller cykelrute i modsat retning. Drik te i stedet for kaffe. Ryk rundt på møblerne en gang i mellem. Byt om på siddepladserne ved spisebordet. Overrask din partner med en picnickurv en torsdag aften ... og så videre.
Det vigtigste er, at undgå at gøre det samme dag ud og dag ind (med mindre du har det supergodt med dét). Gør dig selv lidt bange ind i mellem. Skub til din komfortzone, bryd dine mønstre. Det giver så meget energi, og sætter hjernen på nye opgaver, som den vil elske at løse. Hvis du vil have et liv i bevægelse, er du nødt til at flytte dig.
Rigtig god rejse!
