Fik du set det du ville?

Jeg har altid haft en alenlang bucketlist – eller ønsker for hvad og hvilke steder jeg gerne vil opleve. Som barn og ung havde jeg en fast tro på, at jeg skulle opleve hele verden. Så det nærmest som en menneskeret, og måske også lidt en pligt, at få set så meget af denne klode som overhovedet muligt. Det er naturligvis kun fordi man som snotforkælet og superpriviligeret dansker og skandinav, er opvokset med, at alt kan lade sig gøre.

I Riaño i de Kantabriske bjerge i Nordspanien havde jeg en lang snak med danske Kim fra Portugal. Og vi kom blandt andet ind på det hér med, hvor priviligeret og selvisk vi begge to opfører os. At køre Europa tynd alene i hver vores autocamper, udelukkende fordi vi har lyst, og kan. Brænde hundredevis af liter diesel af, og varme os med gas om natten. Tænk hvis samtlige 8 milliarder mennesker på jorden fik samme idé. Så vi følte os meget heldige, og også ramt af en smule dårlig samvittighed.

Jeg har allerede fra jeg fortalte Heidi om turen, og hun sagde 'Så må du jo afsted!', følt mig meget priviligeret. Og derfor har jeg også, når tingene har været sure, noget har drillet eller det hele ikke rigtig gav mening, hele tiden mindet mig selv om, hvor heldig jeg er. Jeg kan passe mit arbejde overalt i verden, og jeg har fået friheden til at udleve min drøm. Det er stort, og kræver en vis form for ydmyghed.

Så af samme grund, har jeg også tænkt meget over hvad det var jeg gerne ville se og opleve på turen. Så jeg ikke bare fræsede forbi en masse og ikke nåede at se det vigtige. Af alle de ting jeg havde på min bucketlist da jeg startede, hvad er så vigtigst at få sat hak ved, og hvad må vente. For det gik meget hurtigt op for mig allerede få uger inde i turen, at fem måneder ikke er særlig lang tid. Og at det i højere grad ville komme til at handle om at vælge ting og steder fra – alt det jeg ikke kan nå at se. Jeg ender med at have kørt godt 18.000 km, og kan jo ikke stoppe for hver 25 km. Ind imellem har der været stræk på 4-500 km, hvor jeg ved, at jeg er gået glip af en masse. Det kan ikke være anderledes.

Fik jeg så set det jeg ville undervejs? Ja! – i den grad. Og meget mere end jeg havde forestillet mig. Men det er ikke de store typiske bucketlist-seværdigheder, som fx Mont Saint-Michel, Rialto-broen i Venedig eller Guggenheim-muséet i Bilbao, der har sat de dybeste spor. Alle seværdighederne har været kæmpe oplevelser, og jeg ville ikke være foruden. De har været en rettesnor på store dele af turen og i planlægningen.

Men det, der har sat sig som de største indtryk er til gengæld alle de mennesker jeg har mødt undervejs, som i 99,5 % af tilfældene har været yderst hjælpsomme, imødekommende og venlige. Og alle de nære venner og familie jeg har haft med om bord. Og så alle de lidt skæve oplevelser, som man typisk ikke finder i guidebøgerne – byen der er dukket af den udtørrede sø i Spanien, de snævre varme gader i Sevilla, de mange øl Mark og jeg delte med skohandleren Hugo og hans ven i Portugal, glæden ved at finde frem til en camperplads i mørke ved midnatstid i Bretagne sammen med Jørgen, tordenvejret i Umbrien hvor vi overnattede i olivenlunden, den mystiske tjener der gemte sig bag bardisken i Bad Ischl i Østrig, de tusinder af myg på den sumpede camperplads på Sicilien, fricamperpladsen ved bjergsøen nord for Madrid ... og så videre og så videre.

Dén bucketlist, som er den der altid er ukendt før man rejser hjemmefra, den er blevet fyldt og hakket af i en grad, som jeg slet ikke havde forstillet mig muligt. Og det er også den bucketlist jeg vil stræbe efter at fylde fremadrettet når jeg rejser – den med alle de oplevelser, man ikke havde drømt om.

Det er også gået op for mig, at man nok ikke skal tage på en tur som denne blot for at hakke af på bucketlisten. Faktisk er det tydeligt for mig nu, at min bucketlist er blevet betydelig længere, end da jeg tog hjemmefra. For der er så mange ting og steder, alene i vores fantastiske verdensdel Europa, som jeg gerne vil opleve, gense og udforske yderligere. Og turen har gjort, at jeg har fået øjnene op for, hvor meget mere der er at opleve ude i verden ... for man når jo ingenting på fem måneder!