Er næsten flov over ikke, at have besøgt det nordlige Spanien tidligere.
Den lille by Rinlo gør ikke meget væsen af sig, men ligger fantastisk ud til Biscayabugten – og den lille lokale campingplads er hyggelig og gæstfri.
Lavvandet afslører huler og klippeformationer, som ellers er gemt under bølgerne.
Maj måned varsler endelig forår og varme. Længe har jeg kørt rundt i regnvejr, og frosset om natten. Den 2. maj kører jeg fra Spaniens nordkyst og den lille by Rinlo mod Santiago de Compostela. Samtidig trækker jeg strømstikket og giver mig selv en udfordring – jeg vil se hvor længe jeg kan klare mig udelukkende med strøm fra solcellen på taget, samt den energi jeg sender i batterierne når jeg kører.
Først halvanden måned senere sætter jeg strøm til vognen igen. Mest af nød, ikke fordi jeg mangler strøm, men fordi termometeret runder 43 °C og jeg vælger at parkere i fuld skygge fremfor ude i solen. Det er på Sardinien at jeg i tre dage har strømkablet sat til, og derfra går der igen halvanden måned før jeg i Slovakiet, efter et par dage med skyer og regn, må sætte strøm til. Så sammenlagt har jeg ekstern strøm til camperen i fire dage på tre måneder – og det er til al strømforbrug, som lys, computer, køkken, opladning af diverse enheder, kameraer, drone og så videre. Og i den periode har jeg endvidere gæster med om bord i halvdelen af tiden.
Så solcellen har gjort et fantastisk job undervejs, og understreger hvor lidt energi man reelt kan leve med, når alt gøres minimalistisk.
Den spøgelsesagtige stemning gør, at vi træder varsomt for hvert skridt vi tager.
Mark gør mig selskab i Santiago de Compostela og kører med i 11 dage gennem Portugal.
Byen Aceredo blev med vilje oversvømmet i 1989 for at etablere et vandreservoire. Efter 30 år på søens bund dukker byen op igen i november 2021 pga 10 års vedvarende tørke.
I Santiago de Compostela banker det på min dør, og udenfor står Mark, som skal køre med i 11 dage.
Den 4. maj er jeg, efter tre uger alene, igen beriget med selskab i camperen. Min gamle ven og grafikerkollega Mark er fløjet til Santiago de Compostela, hvor vi har lejet en Airbnb-lejlighed. Mark skal, ligesom jeg, arbejde undervejs, og vi får hurtigt etableret fælleskontor i lejlighedens kølige stue. Efter to døgn i den hyggelige vandrerby, pakker vi camperen, som har stået parkeret på en camperplads i udkanten af byen.
Jørgen, der kørte med fra Versailles til Nantes i Frankrig, medbragte Marks mountainbike, og den har nu hængt på bagsmækken i tre uger uden at blive brugt. Så vi snakker med det samme om, hvor og hvornår vi mon kan få luftet cyklerne.
Fra Santiago de Compostela kører vi sydpå via Vigo og et kort smut ind i Portugal. Kort efter kører vi dog ind i Spanien igen, for vi leder efter en helt speciel by. Det er byen Aceredo, som siden 1989 har været oversvømmet, men som i november 2021 er dukket frem igen på grund af den vedvarende tørke i området. Byen findes ikke på gps, men det lykkes til sidst at finde den. Besøget i byen er en af de absolut største oplevelser på hele min rejse, og er beskrevet på bloggen. Kort derfra finder vi en smukt beliggende campingplads, hvor vi bliver et par dage – Mark har brug for at lande i camperlivet, og jeg har brug for at vænne mig til at være dobbelt så mange på de få kvadratmeter. Vi får cyklet en god tur i bjergene, og jeg nyder at have en at snakke med, diskutere med og være uenig med.
Ude af bjergene rammer vi Porto, hvor vi nyder nogle dage i en fed lejlighed. Der er en fantastisk stemning i byen, og vi kan mærke at vi er kommet længere sydpå. På havnen summer det af liv, og vi nyder en øl mens et spontant orkester lokker de unge ud i sensuelle danse. Dagene er varme, mens nætterne endnu er småkølige, og der skal mere end en enkelt portvin til for at holde varmen da mørket falder på.
Vi følger Portugals Atlanterhavskyst sydpå og gør stop i badebyer og arbejder ved strandene. Leveomkostningerne er lave og jeg forstår til fulde hvorfor de unge surfere øjeblikkeligt sætter kursen i deres hjemmebyggede campere mod Portugal. Enestående land, gæstfri befolkning, storslået natur og priser der alle steder er til at betale. Det er svært at være negativ. I Nazaré havde vi håbet, at opleve de sagnomspundne kæmpebølger, men vandet er nærmest havblik da vi kommer om sommeren. Man skal komme i oktober-november for at opleve de op til 35 meter høje bølger, som kun et fåtal surfere lægger arm med. Vi aftaler, at vi må komme tilbage.
Fra Nazaré kører vi de små 100 km til Lissabon, og undervejs begynder det at suge i min mave. Efter mere end to måneders adskillelse og savn, skal jeg endelig møde min kæreste Heidi. Hun og Anette, Marks kone, lander i regnvejr i lufthavnen, men så snart de dukker op på hotellet, hvor vi mødes, kommer både sol, smil og oceaner af kys frem i lyset.
Sevilla er uden tvivl en af de smukkeste byer jeg har besøgt.
Vi rammer Sevilla samme dag der er finale i Europa League, så byen er fyldt med fodboldfans. Heldigvis tyder det på at de alle har tømmermænd dagen efter kampen, for vi har byen for os selv.
Skønt med tosomhed og langsom morgenmad i hede Sevilla.
Santiago de Compostela er en skøn by med hyggelige gader, vandrestemning og utallige tapasbarer, som vi slet ikke kan nå at prøvesmage allesammen.
Det bliver til tre cykelture i Portugal. I São Martinho do Porto cykler vi i tæt morgentåge ude ved de stejle skrænter, der fører ned til den flotte halvcirkelformede bugt. MTB når det er absolut bedst.
I Lissabon mødes vi med Heidi og Anette. Et længe ventet gensyn efter to måneder on-the-road – og der går da heller ikke længe før der er rosé i camperen. Vi ser Lissabon og dagen efter tilbringer vi i Cascais, en lille lækker badeby 20 km fra storbyen.
Mødet med Andorra blev lidt af en våd klud i ansigtet. Først på grund af et heftigt skybrud, og senere på grund af potentielle internetomkostninger, som jagede mig ud af det lille land på rekordtid.
Vi fricamper i bjergene vest for Madrid – stedet er bare spot-on!
Sidste morgen med Heidi om bord, hvorefter jeg påny er alene i camperen – denne gang går der fem uger før næste besøg.
Vi er heldige at være så uheldige, at campingpladsen er lukket, så vi fricamper med udsigt over den opdæmmede sø Embalse de San Juan.
Jeg føler mig gennemvarm indeni, og det er ikke på grund af Sevillas 43 graders varme.
Det er intet mindre end skønt at være sammen igen. Selvom vi begge har glædet os til at se hinanden igen, så kan ingen af os løbe fra også at have været en lille smule bekymrede for gensynet. Men energien springer imellem os med det samme, og jeg især nyder timerne i fulde drag. Pludselig er jeg kun fyldt med rejseglæde, og ikke rejsefrygt, rejseudfordringer, rejseproblemer, rejsebekymringer.
Efter to dage sammen alle fire, vinker vi farvel til Anette og Mark i Lissabon og kører mod det sydligste Portugal. Set i bakspejlet skulle vi have købt returbillet til Heidi fra Malaga istedet for Madrid. Vi har kun seks sparsomme dage sammen, og da de to er brugt i Lissabon, har vi kun fire dage alene sammen. Og vi ender med at køre alt for meget for at nå frem. Heldigvis er de to af dem i usædvanlig smukke Sevilla, hvor vi trods Europa League finale nyder byen og hinanden til fulde.
Sidste aften fricamper vi i bjergene lidt uden for Madrid. Med møje og besvær får vi bakket camperen ind på et lille spot, så vi holder med skydedøren ud mod søen, og med udsigt til bjergene og senere den smukke solnedgang. Her er en ro, som straks sætter sig i mig, og vi sætter det hæsblæsende tempo, vi ellers har bevæget os igennem Portugal og Spanien med, helt ned og nyder hinanden, tiden og omgivelserne. Sludrer, spiller kort, drikker vin og forsøger at strække hvert eneste minut så langt som muligt. Vi ved begge, at næste morgen går det stærkt – da skal vi pakke, køre til Madrid, finde lufthavnen, kysse farvel, vinke. Og så vil vi igen være alene hver for sig.
Efter at Heidi er rejst hjem, kører jeg op i de lidt højere bjerge nord for Madrid. Det kommer bag på mig, at Madrid faktisk ligger 900 meter over havet, og oppe i bjergene er man hurtigt oppe i 12-1500 meters højde. De første dage er fyldt med en tomhed, som er meget værre end den følelse jeg havde, da jeg kørte fra Danmark i marts. I seks intense dage fik vi lov at være sammen, og afskeden kom alt for hurtigt.
Til alt held har jeg en større skriveopgave foran mig, da jeg har deadline på en artikel til Cykelmagasinet Velomore. Det holder mig beskæftiget, og da den er afleveret tager arbejdet over. Inden Kristi Himmelfartsdagene ankommer jeg til en lille campingplads, Los Bonales, som ligger på kanten af nationalparken Guadalajara. Et enestående område, som jeg vælger at bruge fire dage på at udforske – både med vandrestøvlerne på og på mountainbiken. Jeg tænker tilbage på dagene her, med den største følelse af eventyr og energi. Et magisk sted, og en magisk tid.
Derfor er det også et af de få steder på hele rejsen, som jeg forlader med vemod. Jeg kører over den spanske højslette, forbi Zaragoza og op nordpå mod Pyrenæerne. Finder en lille campingplads og får cyklet en skøn tur i endnu et særegent landskab. Hold op hvor har Spanien dog meget at byde på.
Næste dag kører jeg ind i Andorra. Her havde jeg forestillet mig, at jeg skulle tilbringe 3-4 dage, men får pludselig meget travlt med at forlade det lille land igen, da det går op for mig, at mit mobilabonnement ikke dækker Andorra. Så efter fem uger på den iberiske halvø er jeg tilbage i Frankrig og bruger de sidste dage af maj måned i Ax-les-Thermes, en slidt og misligeholdt ski- og welnessby, som ser ud til at være blevet glemt siden sin storhedstid engang i 90'erne.
Hele rejsen måned for måned
Klik for at læse om rejsens tredje måned
