Alene hjemme 3
Opdateret: 23. maj 2022
Tiden flyver, når man er i godt selskab, siger man … og hvis det er rigtigt, så har min camper de seneste tre uger været omdannet til Tusindårsfalken fra Star Wars og slået adskillige intergalaktiske rekorder. For siden Mark bankede på ‘min’ hoveddør i Santiago de Compostela den 4. maj, har jeg været beriget med enestående selskab i mit lille hjem, og tiden er i sandhed fløjet afsted.
Sammen har vi kørt fra det nordlige Spanien og ind i bjergene i Nordportugal, hvor vi fik strammet cykelmusklerne lidt op, gik rundt i en by der har ligget på 25 meter vand i 30 år og drak os halvfulde sammen med den lokale skohandler Hugo og hans ven i Amarante. Vi har travet Portos stejle gader trætte, smagt på portvin og cyklet i tæt tåge ved Atlanterhavet. De ikoniske bølger ved Nazaré må vi have til gode, for vi valgte at besøge byen på en vindstille dag uden bølger. Det har været fantastisk at følges med Mark, og med sikkerhed en af de oplevelser jeg vil have sammen med ham, og som vi vil referere til længe – også når vi sidder på plejehjemmet i vores fullsuspension kørestole med brede noprede dæk og elektronisk gearskifte. Tak for følgeskabet, Mark.
-
I Lissabon sidder vi på et lettere nedslidt hotel, som i sine velmagtsdage en gang i 80’erne, sikkert har levet fuldt op til de fire stjerner der pryder hjemmeside og facade, men som i dag virker umoderne på en næsten komisk måde. Som var det taget ud af scenografien til en amerikansk roadmovie. Vi drikker en kop kaffe på terrassen – min med pulvermælk – og vi er begge lidt spændte. Eller … jeg er ihvertfald meget spændt. Heidi og Anette sidder i en taxa på vej fra lufthavnen, og inden længe skal jeg kramme og kysse hende for første gang i to måneder. Mærker en smule nervøsitet sammen med den store forventning. Hvad nu hvis det bliver akavet. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig. Eller jeg om hende. Hvis de to måneder har skubbet os fra hinanden … Hvad nu hvis.
“Nu er de her”, siger Mark og rejser sig, og i løbet af de næste fire minutter bliver mine skøre tanker gjort til skamme … krammet er det dejligste længe. Kysset også. Og intensiteten mellem os, lige dér i den nedslidte lobby på det firestjernede hotel, er ikke til at tage fejl af. De to måneder har langt fra skubbet os længere fra hinanden. Tværtimod! Det er fantastisk at se hinanden og mærke den samme energi, som umiddelbart opstod mellem os den gang vi mødte hinanden. Den er der endnu.
De næste timer oplever vi Lissabon. Eller, jeg ænser ikke så meget andet end hende, men vi får gået nogle gode kilometer i den smukke by, spist frokost og drukket et par kolde øl. Pigerne er trætte efter den lange flyvedag, og vi lægger os alle fire på en græsplæne med udsigt over havnen og det travle byliv som suser forbi. Endnu en lille stille stund, som bliver til en stor oplevelse. Bare at ligge der, i den varme blæst og se skyerne suse forbi, holde i hånd og lade roen og middagsluren tage over.
Dagen efter kører vi alle i camperen ud til den lille kystby Cascais, som er en charmerende lille havne- og badeby kun 25 km væk fra Lissabons støj. Vi trasker rundt i gaderne og kigger på butikker, spiser en frokost, og Mark og jeg får lidt arbejde fra hånden mens Heidi og Anette får tilset nogle prøverum i byens butikker. Der er ro på … specielt på mig. Jeg mærker en ro, som jeg ikke har haft siden jeg tog afsted, og nyder bare at være sammen igen. Livet er godt.
Vi spiser afskedmiddag på en fantastisk restaurant, som Mark har googlet frem – Byf Steakhouse. En god oplevelse på den sidste aften, og vi har alle svært ved at rokke med ørerne, da vi kommer tilbage på hotellet. Hvis du er i Lissabon kan den varmt anbefales, og husk at gemme lidt appetit til deres brownie-dessert … sådan har jeg ikke fået en brownie før.
Tirsdag morgen vinker vi farvel til Anette og Mark, som har yderligere to dage sammen i Lissabon. Jeg har fået ny co-pilot, og hun pryder i den grad camperen. Sorry Jørgen og Mark, men der er altså forskel!
For et halvt år siden lød planen, om lige at køre til Algarve, så Sevilla og så slutte af i Madrid på en uge, som en god plan. Vi måtte desværre flytte Heidis hjemrejsedag til lørdag i stedet for søndag, så reelt har vi kun fire dage til at køre godt 1.000 kilometer. Det er ikke optimalt, og set i bakspejlet (som camperen symbolsk nok ikke har) skulle vi have booket hjemrejse til hende fra Malaga. Men tirsdag kører vi 300 km til en lille hyggelig campingplads uden for Faro. Heidi får prøvet campinglivet af for første gang, og vi ser lidt af den ucharmerende by vi er havnet i. Algarvekystens perler må vi have til gode, for næste dag er vi på farten igen, 200 km mod Sevilla, en by vi begge længe har villet opleve.
Vi bliver overhalet af et par biler med blå-hvide fodboldtørklæder hængende ud af vinduerne. Og på en rasteplads møder vi en hel bus fyldt med engelsktalende, halvberusede mænd i blå fodboldtrøjer. Vi lurer, at der nok er en fodboldkamp der skal spilles i Sevilla, og mens vi bruger de obligatoriske 45 minutter på at finde en p-plads, oplever vi flere hundrede ensklædte fans i Sevillas glohede gader. Da vi langt om længe har fundet en plads til ‘den forbandede camper’, som den hedder når man kører rundt i en storby, får vi spurgt en fan om hvem der skal spille. Han kigger på os med en vis overbærenhed, men fortæller os da, at det er skotske Rangers der skal møde tyske Frankfurt i finalen i Europa League. Totalt fodbolduvidende som vi er, har vi booket overnatning i Sevilla samme aften som der spilles finale i Europa League, og nu går det pludselig op for os, hvorfor priserne på en Airbnb lejlighed var 3-4 gange dyrere end i fx Santiago de Compostela eller Porto.
Lejligheden er fantastisk, og ligger kun få skridt fra Sevillas hyggelige gamle bymidte. Jeg har svært ved at sætte ord på Sevilla, men det er uden sammenligning en af de skønneste byer jeg har besøgt. Charmerende smuk og dragende med en æstetik jeg sjældent har oplevet. Intet under at store dele af Game of Thrones er optaget her, for hvert et gadehjørne, hver en snæver passage, og hvert et lille torv byder sig til med nye indtryk dagen igennem. Vi spiser fødselsdagmiddag på en lille uanselig mexicansk restaurant, hvor tjeneren er så rar at rette vores bestilling, da han var sikker på vi ikke kunne spise det vi havde påtænkt. Og han fik ret. Vi spiser den lækreste guacemole med hjemmelavede nachos samt en tortilla med marineret svinekød til forret. Til det serveres to forskellige chili-dip, hvor den ene er stærk, og den anden ‘skal I passe på!’. Det viser sig, at en knivspids er nok til at sætte ild i sagerne. Til hovedret får vi slowcooked svineskank, som vi selv kan pille fra benet med gaflen – det falder nærmest af bare man puster til det. Tjeneren står i døren og holder øje med etablissementet, og nikker med et “I told you so”, da vi anerkender at én hovedret til deling var nok. Og desserten må vi have til gode.
Efter to hede døgn i Sevilla (også temperaturmæssigt med 37-39 grader), kører vi tidligt fredag morgen ud af den morgendøsige by og sætter kursen mod Madrid. Vi har udset os en campingplads lidt oppe i bjergene, cirka en times kørsel fra Madrid, så vi ikke skal køre så langt lørdag, hvor Heidi flyver hjem. Gps’en står på 500 km til at starte med, og det bliver en lang formiddag over den spanske højslette, gennem mindre bjerge, uendelige olivenlunde og westernagtige rastepladser. De sidste 8-10 kilometer inden målet begynder bjergene, og vejen snor sig mellem fyrretræerne. Miss Garmin, som jeg er ved at udvikle et underligt had/kærlighedsforhold til (mest af nød), får jaget os på en lille ‘smutvej’ af en smal bjergvej, hvor vi støder på en kæmpe flok geder, som er på vej op ad bjerget. Vi passerer langsomt, men får alligevel skabt lidt unødig panik blandt især de yngste geder. Det lykkes at komme forbi dem uden ridser i kofangeren, og 500 meter længere nede ad vejen, møder vi en cykelrytter på vej op, som vi sender en kærlig tanke – der venter ham en ukendt udfordring inden længe.
Campingpladsen ligger for enden af en gammel slidt betonvej. Porten er åben, så vi parkerer udenfor og går ind for at se stedet an. Det hele ligger øde hen, og selvom de afblegede isskilte stadig står ude, er det let at se, at stedet ikke har været i anvendelse længe. Til min overraskelse siger Heidi, at så må vi jo bare overnatte på p-pladsen nede ved søen, som vi er kørt forbi 500 meter før. Jeg er henrykt indeni – og udenpå. Det er lige dét, jeg havde ønsket mig, at hun skulle opleve – at fricampe. Altså bare at holde ind på et sted, slå stolene ud og overnatte ganske gratis i naturen. Vi får bakset camperen ind mellem træer og klipper, og synes selv vi har fået pladsens bedste spot. Der holder to andre campere, da vi ankommer, og ikke langt derfra kan vi høre unge mennesker der holder fredag aften med øl og søbad.
Efter en længere gåtur, og en sandwich på en restaurant ved søen, går vi tilbage til vores lille spot og tilbringer den mest idylliske aften med vin, snak og kortspil til mørket falder på, og vi må trække ind i camperen. Alle vinduer og loftluger står åbne natten igennem, for at kunne falde i søvn i de 28 grader, og vi får begge en drømmesøvn uden sidestykke. Morgenen starter 6:45 med støj fra nogle morgenfriske unge, men de fortrækker hurtigt og overlader bjergene, søen og den opgående sol til os andre. Drikker morgenkaffe i stilhed, tager billeder og smider brødstykker til fuglene og morer os med at se myrerne bære krummer til deres bo.
Vi pakker sammen, og så går det hele pludselig alt for stærkt. Er i Madrid på en time, og får parkeret et stykke fra centrum hvorfra vi tager en taxa resten af vejen. Lidt sightseeing, en frokost og tre timer senere er vi på vej ud i lufthavnen, hvor vi tager afsked og Heidi går gennem security. Holder øje med hende hele vejen igennem, og ser hun tjekker skærmene på den anden side, hvorefter hun finder mit blik, vinker … og så er hun væk. De seks døgn, som jeg har set frem til så længe er allerede gået, og som om det hele bare er ræset forbi mig, så står jeg dér i afgangshallen og er igen på egen hånd. Jeg er igen alene hjemme i min camper.
-
Kapitel 6 i min gendannelsesrejse er netop begyndt. Første kapitel var de tre uger fra Nørrevej gennem Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. I Paris begyndte kapitel 2, hvor Jørgen kørte med i en lille uges tid gennem Normandiet og Bretagne til Nantes. I Nantes startede kapitel 3, som kunne hedde Alene Hjemme 2, hvor jeg havde knap tre uger alene på Île de Re, gennem Bordeaux, over Pyrenæerne til Nordspanien, og videre til Santiago de Compostela, hvor Mark så stødte til, og startede kapitel 4. Efter 11 dage sammen gennem Portugal, afløste Heidi Mark som co-pilot, og kapitel 5 er netop blevet færdigskrevet.
Begyndelsen på kapitel 6 har været lidt svær følelsesmæssigt. Faktisk har det været sværere, at blive genforenet med Heidi, for derefter at tage afsked i dag, end det var at køre hjemmefra Snekkersten den 21. marts. Men det skal nok gå, og jeg glæder mig allerede til de fremtidige møder på turen. Og så er jeg fyldt med en varme over at mærke styrken i vores forhold, og en taknemlighed over at få lov til at udleve dette eventyr. Begge dele er noget ganske særligt.
—-
Info:
I Lissabon spiste vi bøffer på:
Byf Steakhouse, Lissabon
Av. Praia da Vitória 50A
La Cantina by Sed De México, Sevilla
I Sevilla spiste vi mexicansk på La Cantina by Sed De México, som ligger på det skønneste lille torv med appelsintræer, springvand og i skyggen af murene fra Patio de Banderas. Kun 8-10 borde udenfor, hyggeligt, autentisk og med en supergod betjening.
Calle Rodrigo Caro, 9
41004 Seville
