Fridage ved Atlanterhavet

Mit roadtrip sammen med Mark er allerede ved at nå vejs ende. Fra Porto er vi kørt et stykke længere sydpå langs kysten, for at bo med udsigt til Atlanterhavet i nogle dage. Første stop er i byen Saõ Martinho do Porto, som ligger usædvanligt smukt, i en nærmest cirkelrund naturskabt bugt mellem skarpe rev og klipper, der holder bølgerne ude. Der er ingen tvivl om, at byen er badeby med stort B, og det er første gang på turen jeg oplever souvenir- og solbadebutikker i et sådan omfang.

Vi tjekker ind på byens campingplads, som viser sig at være ganske ucharmerende og mest af alt minder om en flygtningelejr. Udsigten og lydbilledet er der dog intet i vejen med, og aftenen går hen og bliver lang med vino, og jeg får utilsigtet hevet Mark med en tur ned ad Toto memory lane.

Den følgende morgen vågner vi til tæt-tæt tåge, men begiver os alligevel ud på cyklerne. Vi kører ud på den ene spids, der udgør den runde bugt og finder nogle fine og sjove grusveje, stier og nogle hundrede meter med singletracks med godt flow. På spidsen ligger et kapel med udsigt ind mod byen, men tågen gør, at vi knap kan se vandet nedenfor klipperne. Vi er dog ikke i tvivl om, at vi skal holde os til stierne og ikke tippe den forkerte vej. Turen slutter vi af på et lille torv med pasta og en kold øl.

Fra den kedelige campingplads bevæger vi os 17 kilometer nordpå, til Nazaré, som vi begge har plottet ind på vores bucketlist. Byen er verdenskendt for nogle af verdens største surfbølger, og vi håber, at kunne få en lille del af suset, når de vanvittige surfere med hovedet under armen kaster sig ned ad bølger på op til 30 meters højde. Tågen ligger stadig tæt over området, så vi tjekker ind i en hyggelig Airbnb-lejlighed, får sat vasketøj over og napper et tiltrængt bad, inden vi finder en lille restaurant at slutte dagen af på.

Lørdag morgen, og vi har begge fået en solid og lang nattesøvn. Igen op på cyklerne, og inden kaffen er forsvundet helt fra mundvigene, har vi rundet 150 højdemeter op til Nazarés naboby Sitio da Nazaré. De to bydele er forbundet med en kabelbane, som går direkte op ad klippen. Vi nøjes med at cykle i stedet, og fra toppen er der en fabelagtig udsigt over Nazaré, stranden og byens charmerede hustage. Det er tydeligt, at byen er besøgt af mange turister, og byens torv er da også oversået med souvenirbutikker, som alle kæmper om at sælge de samme ferieminder til gæsterne. Det er mig ubegribeligt, at stort set alle vælger at have det samme på hylderne.

Vi cykler gennem byen, og ud til det berømte fyrtårn. Jeg kan genkende stedet fra de mange videoklip jeg har set med frygtindgydende bølger, der hamrer ind mod klipperne under tårnet. Men vi har valgt den forkerte dag ... der er ikke skyggen af hardcore surfere, det er stort set vindstille og vandet er så roligt, at man snildt kunne padle rundt om pynten på paddleboard. Vi bliver enige om, at vi nok har valgt årets roligste dag til vores besøg, og at vi bliver nødt til at vende tilbage en efterårsdag, hvor stormene raser og klipperne er fyldt med tilskuere.

Lettere skuffede cykler vi yderligere nogle kilometer langs kysten, men de fleste veje og stier tæt på vandet, er ufremkommelige på grund af sand, så vi kører tilbage til Nazaré. Inden frokost skal vi lige i en butik, vi har udset os. Døren er åben, men umiddelbart er der tomt. Efter et par ubesvarede 'Bon diaz', er der noget, der begynder at bippe tre-fire gange, og kort efter går en øresønderrivende alarm igang. Vi skynder os ud af butikken, og får fat i restauratøren overfor. Han siger, at butikken er lukket pga siesta, og nu er vi også ved at jage alle restaurantgæsterne væk med alarmen, som fylder den smalle gade med en larm uden lige. Heldigvis ved urmageren ved siden af, hvor alarmen slås fra og vi kan forlade stedet med fred i de noget røde ører.

10 dage med Mark om bord i camperen er ved at være slut, og i morgen kører vi til Lissabon og mødes med Heidi og Anette. Det har været en fornøjelse at have selskab, og vi har oplevet ufatteligt meget. Det føles allerede som længe siden, at jeg tog imod Mark ved gadedøren i Santiago de Compostela, og siden har vi cruiset igennem Portugal og oplevet bjergene i nord, storbyen Porto og strandene her ved Atlanterhavet.

Jeg glæder mig til at se Heidi i morgen! ... og jeg glæder mig til at opleve Lissabon sammen med hende, Anette og Mark. Og herefter er Heidi og jeg så på egen hånd og har en lille uge til at nå til Madrid. Det bliver skønt!