All the gear …

… and no idea! – citat Ewan McGregor i Long Way Round. Hvis du har en smule eventyr i blodet, så gør dig selv den tjeneste, at se de tre sæsoner med Ewan og Charlie, der oplever verden på motorcykel. Serien omfatter Long Way Round, hvor de kører jorden rundt, Long Way Down, hvor de kører fra Skotland til Sydafrika, og Long Way Up, som går fra Ildlandet på Sydamerikas spids til Los Angeles. De findes på Apple TV og er yderst seværdige – og med risiko for at få den ondeste udlængsel. Se bare, hvad serien gjorde ved mig :)

Citatet er naturligvis relevant, fordi man på en rejse af en vis varighed, har tendens til at sikre sig, at man har ALT med. Og lidt til. Og måske endda får slæbt ting med, som man i virkeligheden ikke aner hvad man skal bruge til – men der var bare en, der sagde at det var helt uundværligt. Som jeg har beskrevet i et andet blogindlæg, har jeg da også lavet oceaner at lister, og jeg har gennemgået dem alle utallige gange, for at sikre mig, at jeg har alt det nødvendige med. Og at jeg, endnu vigtigere, ikke medbringer en masse ting, som ikke kommer i brug.

Jeg tænker, at et roadtrip af den slags jeg er i færd med, havde været en smule enklere for fx 30 år siden. Bevares, stakken af landkort ville nok have fyldt en del, men derudover er vores liv de seneste årtier blevet beriget med flere og flere elektroniske ‘nødvendigheder’. Og især den slags elektronik, som kræver opladning, fylder særligt meget i min camper. Således går en stor del af tiden også med at rulle ledninger sammen, finde kabler frem, rode efter opladere, sætte stik i, og lede efter gatchets. Samtidig bruger jeg også en stor del af min tankevirksomhed på, at sikre mig, at dén og dén ting er opladet, i fald jeg skal bruge den senere.

Inden en cykeltur sørger jeg fx for, at mit Garmin-ur er fuldt opladet – hvis ikke, så kan jeg ikke se hvor mange kilometer og højdemeter jeg har kørt, og dét er jo ret vigtigt i forbindelse med indsamlingen til foreningen Dus Med Livet (har du iøvrigt været inde og melde dig til og støttet foreningen??). Som back-up oplader jeg også min cykelcomputer, som sidder på styret, så hvis nu uret løber tør eller der sker en fejl, så har jeg data fra cykelcomputeren. Jeg oplader også min cykellygte, da den er rigtig god at have på, når man fx cykler gennem mørke tunneler i bjergene. Så skal telefonen naturligvis være opladt – den bruger jeg både som kamera på cykelturene, og den er en sikkerhed, specielt når jeg cykler alene. Heidi og drengene derhjemme får en sms, når jeg tager på cykeltur alene med et cirka tidsestimat for turen, så der er lidt snor i mig.

I dagligdagen i camperen har jeg en støvsuger, som jeg fik af min mor i julegave. Den er meget anvendelig, da man faktisk slæber mere skidt ind i camperen end man lige regner med. Til aftenerne har jeg fået en campinglampe af Securit, som skaber hyggestemning under markisen (og så myggene kan se hvor jeg er). DC Scandinavia/Au2tek har blandt meget andet ekviperet mig med en opladelig højttaler, en BoomBottle, som udover at spille musik også kan oplade telefon, og så har den sågar indbygget øloplukker (som heldigvis ikke kræver opladning). For ikke at komme til at ligne en vildmand, skal min skægtrimmer selvfølgelig også oplades af og til.

På kontoret er vigtigste redskab min bærbare computer, som holder strøm utrolig længe, men naturligvis skal oplades i ny og næ. Til arbejdet bruger jeg også en iPad med tegnepen, nogle små bærbare harddiske til backup, en opladelig trådløs mus og et par powerbanks, hvis jeg er på tur og strømmen slipper op. Apropos tur, så bliver jeg guidet rundt af en Garmin Campervan navigation, som jeg har givet tilnavnet Miss Garmin, da det så er lettere at skælde ud på hende. Hun kan være ret irriterende, og har utallige gange bedt mig køre ned i p-kældre med maks højde på 2 meter, eller ind ad snævre gader, som fx i Honfleur i Frankrig, hvor jeg heldigvis havde selskab af Jørgen, så vi var en i hver side til at holde øje med sidespejlene.

For at dokumentere det hele bruger jeg, udover telefonens kamera, et Canon M6 Mark II, som jeg bliver mere og mere glad for. Det er et lille praktisk kamera, som kan det meste af det mit gamle digitale spejlreflekskamera (som jeg har med som backup) kan, men fylder og vejer kun det halve. Det tager fantastiske billeder, og jeg kan skifte objektiv som på det gamle, og med en adapter også bruge mine objektiver fra det større kamera. Derudover medbringer jeg et GoPro kamera, som ind til videre har siddet i forruden på camperen, men når jeg rammer nogle MTB-spor i fx Alperne, så får det plads på styret at cyklen. Min Mavic Air2 drone kommer mere og mere i brug, og jeg begynder at blive fortrolig med flyvningen. Den har også en fjernkontrol, som selvfølgelig også skal oplades.

Så ligeså vigtigt det er, at vi selv får opladet batterierne jævnligt, så skal alt det pokkers gear også have strøm. Heldigvis har jeg en solcelle på taget af camperen, og jeg er i øjeblikket i gang med et lille forsøg, for at se, hvor længe jeg kan køre rundt uden at sætte ekstern strøm til bilen. Sidst jeg havde strøm til var på campingplads i den lille by Rinlo på Spaniens nordkyst den 3. maj, inden jeg kørte til Santiago de Compostela og fik Mark med om bord. Lige siden da har jeg brugt alle camperens installationer som køleskab/fryser, vandpumpe, lys og komfur, jeg arbejdet på fuld tid og opladet alle mine gatchets udelukkende med strøm fra solen, og med den strøm, der bliver genereret når jeg kører. Men det kræver, at solen skinner, og at jeg tænker mig om, når jeg parkerer på fx en campingplads. For skyggen kan være meget tillokkende at parkere i, når temperaturen overstiger 35 grader, men så risikerer jeg også at løbe tør for strøm. Så det er en afvejning hver gang.

I morgen kører jeg mod Andorra, og vejrudsigten ser ikke alt for solbeskinnet ud, så måske jeg ikke når at runde en hel måned uden ekstern strøm.