top of page

Cykelfri søndag med syre i benene

Opdateret: 20. jun. 2022


Jeg har nu tilbragt to dage på stranden i Santa Maria Navarrese. Trængte til at hive stikket ud og bare lade tiden løbe ud i sandet efter en travl arbejdsuge, og uroen omkring Velomore. Så lørdag lavede jeg ingenting. Eller, det vil sige – jeg gik fra camperen og de 75 meter ned til vandkanten. Så lå jeg dér og stegte som en anden grillkylling på spyd. Klokken 13 satte jeg mig op og drak en øl. Så gik jeg ned til vandet igen og blev der resten af eftermiddagen. Puh ... det er en af de dage, der går over i historien som en af de mindst begivenhedsrige. Men det var lige dét jeg havde brug for.


I morges, efter endnu en nat i selskab med et par insisterende myg, pakker jeg sammen og kører fra Santa Maria cirka 10 kilometer op af bjerget til den lille hyggelige bjergby Baunei. Byen klamrer sig nærmest til bjerget, og der er en fabelagtig udsigt ned over dalen og bugten med de to dragende klippeøer halvanden kilometer ud for stranden. I hele byens længde er der fra vejen panoramaudsigt, og stort set alle biler og motorcykler, der kører gennem byen gør holdt på en af de mange barer langs vejen.




Jeg forsøger at finde en vej op gennem byen til serpentinervejen som fører længere op på bjerget. Men det er ikke nemt, for de fleste af byens gader er for smalle til camperen, og et par af dem så stejle at jeg ikke tør begive mig op ad dem. Jeg må hele vejen gennem byen, og næsten ved byskiltet drejer jeg 180 grader op til højre. Det stiger stejlt, omkring 15% til at starte med, og jeg kan lige klemme mig forbi de lokales biler der praktisk er parkeret på begge sider af vejen. Efter en 7-800 meter er jeg fri af husene og oppe over byen. Nu begynder hårnålesvingene. Det er ikke fordi der er mange – vel 7-8 i alt, men det er stejlt, og de er så skarpe, at man næsten skærer sig på dem.


Det bekymrer mig lidt, at de eneste biler foran mig er en Landrover Defender og to andre firehjulstrækkere. Jeg prøver at følge trop med dem, men jeg kan ikke tage svingene med samme hastighed som dem. Hver gang er jeg ved at støde snuden ind i bjergsiden, og en enkelt gang må jeg bakke en meter for at kunne komme helt rundt. Men det går selvfølgelig, og pludselig er jeg oppe på plateauet over byen. Herfra går det ad en hyggelig smal vej gennem lav bevoskning til jeg efter 6-7 km når en grusvej og drejer til højre. Jeg bliver passet op af et æsel, som lige skal snuse til min hånd, som for at give mig lov til at køre videre, men da det er klaret kan jeg køre de næste par kilometer ad grusvejen uden problemer.



Parkeringpladsen er allerede fyldt godt op. Som på Mont Ventoux er jeg lidt sen på den, og har endnu ikke lært det dér med, at komme tidligt ud af fjerene når jeg skal på tur. Fordelene er ellers flere – man får de bedste p-pladser, man får i dette tilfælde de bedste pladser på stranden, og – og det er det vigtigste – man kan lave den fysiske krævende udfoldelse mens temperaturen er nogenlunde human. Men det missede jeg altså igen, så jeg begiver mig ud på den 3,5 kilometer lange nedstigning til dagens mål, Cala Goloritzé, i den stegende middagshede.


Stien er tydelig og fin, og selvom man skal balancere på klipper, traske i store sten og holde fodfæstet på løs grus, så er det tydeligt, at her går mange mennesker hvert år. Jeg kommer forbi klippehuler, træer der har fundet vej op ad klipperne og en natur der bare udfolder sig på flotteste vis. Og som om Moder Natur har planlagt det hele med dramatisk præcision, så får man lige et kig til den høje klippesyl, da der er 2,5 kilometer tilbage. Og derfra ser man den ikke igen, før til allersidst – så er den der pludselig. Fra stranden rejser den sig over 100 meter lodret op og danner en fantastisk kulisse til den lille strand.




De sidste 25 højdemeter ned til stranden og vandkanten går ad en stejl stentrappe med et tvivlsomt gelænder. Jeg vælger at sætte dronen i luften fra stien hér, i stedet for nede i menneskemylderet på stranden. For første gang i min karriere som dronepilot, får jeg en besked på skærmen med 'No fly zone'. Men den forsvinder så hurtigt, at jeg næsten ikke kan nå at læse den, så jeg skynder mig at flyve lige lodret til vejrs, op langs klippesylen, og helt ved toppen får jeg besked om, at jeg er ved at nå 'Altitude max' ... så det passer med at sylen er godt 100 meter høj. Jeg flyver en kort tur ud over vandet, som er fyldt af turbåde med turister fra de omkringliggende byer, men vælger at flyve hurtigt ind igen og få landet på den smalle sti inden jeg risikerer at få ballade.





Jeg havde bildt mig selv ind, at det hårdeste er at gå nedad en bjergside. Det strammede ihvertfald godt i lårene og værkede i knæene på vejen ned til stranden. Turen ned tog cirka fem kvarter, og byder udover de første 90 højdemeter opad, kun på nedadbakke. Så turen tilbage til camperen er i sagens natur omvendt – 500 højdemeter opad. Jeg har kun taget en halv liter vand med, og den sidste kilometer føles min tunge som en af de gamle klistrede fluepapir, som jeg kører opad indersiden af mine kinder, der føles som sandpapir. Når jeg tager en tår vand er det som at hælde vand ned i en spand med sand – det forsvinder øjeblikkeligt, og efterlader ingen spor af fugt.


Efter halvanden time opad er jeg på parkeringspladsen igen, og kan kaste mig ind på restauranten og købe noget vand. Fantastisk, og den smukke strand og de specielle omgivelser, er hele den strabadserende vandretur værd.



Fra den smukke strand og plateauet over Baunei, kører jeg ind i bjergene midt på Sardinien. Jeg kommer op i 1.100 meters højde, og er overrasket over hvor øde store dele af landskabet heroppe er. Kommer igennem byen Orgosolo, som jeg havde læst skulle være interessant på grund af vægmalerier i byen. Jeg ser nogle få, men har mit fokus på min internetforbindelse, som er ufattelig ringe. Mandag formiddag har jeg online kursus med L'Oreal, og jeg skal være stensikker på, at jeg lander et sted for natten hvor jeg har god internetforbindelse. Hér i bjergene har jeg end ikke 3G, så jeg sætter kurs mod den lidt større ny Nuoro. Hér er der internet, men byen virker så trøstesløs og kedelig, at jeg vælger at køre lidt videre vestpå. Har udset mig en lille hyggelig campingplads, som får rosende ord med på vejen i app'en Park4Night.


Og det er jeg glad for! Jeg får den hjerteligste velkomst jeg endnu har fået på hele turen, og efter et kvarters snak om min tur og en masse andet smalltalk, får jeg slået lejr, kommer i et tiltrængt bad, og vælger så at spise på pladsens lille restaurant. Får lidt starter med brød og sardinsk ost og pølse, to lokale sardinske retter, som jeg bliver anbefalet, en halv flaske sardinsk rødvin, en flaske vand og en skål friskplukkede kirsebær samt en velbrygget espresso for i alt 22 euro. Skønt at være kommet væk fra turiststrandene og de opskruede priser!


Og nu ... nu er der bare tilbage at slå tagvinduerne op, lade cikaderne spille deres natradio og gøre klar til natten. Sov godt!




93 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Σχόλια


Læs også

bottom of page