top of page

Sære stednavne og beskudte byskilte


Jeg har krydset mig vej ned gennem skønne Korsika. Jeg tror aldrig jeg bliver helt færdig med den ø. Fra Cape Corse's dramatiske og skrækindjagende kyststrækning, kørte jeg ind midt på øen og tilbragte to dage i Corte i den lidt køligere bjergluft. En hyggelig by, men blev også ramt af det noget højere prisniveau på Korsika end på fastlandet. Øl er altid et godt sammenligningsgrundlag ... i Provence betalte jeg typisk 6€ for en stor fadøl. På Korsika koster en tilsvarende 8. Så jeg forstår godt hvorfor så mange unge campere skynder sig til Spanien (4€) og Portugal (1,5-2€), hvor man kommer betydelig længere på literen end hér.


Men Korsikas skønhed kan man heldigvis ikke sætte prismærke på. Uanset hvor man ser hen, og uanset hvor man kører hen, er her bare smukt! Punktum! Fra Corte kørte jeg til østkysten, og fandt en af de smukkest beliggende campingpladser jeg har været på, Camping Fautea, ikke så langt fra byen Pinarello (nej, de laver ikke landevejscykler). På toppen af et lille næs havde jeg i to døgn udsigt til et af øens mange genovesiske udkigstårne, der er placeret strategisk overalt på øen. Hundrede meter fra camperen lå den skønneste lille strand i en bugt, kun brugt af 20-30 mennesker. Det er længe siden jeg har haft en hel stranddag, så lørdag havde jeg beordret mig selv fridag, smurte en madpakke og tog rigeligt med vand og solcreme i strandtasken. Mit bibliotek, som bugner af alle de bøger jeg fik i gaver til mit afskedsrejsegilde, blev frekventeret for første gang på turen, og jeg blev så grebet af bogen, og bare af roen på stranden, at det kostede lidt svedne skuldre og en rød ryg (det er et problem med den dér ryg, når man skal smøres ind og er alene på farten).




Hvad campingpladsen havde til fulde i beliggenhed, manglede den så i internetdækning, og jeg måtte ned til receptionen hver gang jeg skulle online. Men dét kan også noget! Søndag søgte jeg mod vest til den lille havneby Propriano, og fandt en plads tæt på vandet og med udsigt til byen. Campingpladserne er ved at blive fyldt op, og især tyskerne er kommet ud af busken og sydpå. I Fautea vil jeg tro at 85-90 % af camperne var tyskere. De mange mennesker på pladserne – uanset om det er camping- eller camperpladser – gør også, at lidt af intimiteten, hilsen på og sludren 'over hækken' er forsvundet. Heldigvis er jeg i dag kommet til Italien, og her hilser alle på alle.







Det sjove ved Propriano er sådan set ikke byen, havnen eller strandene. På den måde ligner den mange andre byer på Korsika, og sydpå for den sags skyld. Det sjove var at køre dertil, for fra det velordnede, lidt flade, Østkorsika, er det som at køre lidt ud for lands lov og ret, når man kører vestpå. Der er faktisk lidt wild west over det. På en strækning på 30-40 kilometer var stort set alle byskilte skudt sønder og sammen af haglgeværer. Det er som om, der er gået sport i, at fjerne alle bynavne, og flere steder er det kropumuligt at finde vej hvis man udelukkende kører efter skilte. Samtidig er egnen præget af virkelig specielle navne som fx byen Pianottoli-Caldarello, vandreområdet Spassighjata di Bruzzi, klippehulerne Oriu d’Iddastricciola og så også lige campingpladsen Heidis Escape (den undlod jeg at besøge – hun får den for sig selv). Jeg stødte på flere bynavne som ganske enkelt var ulæselige, men fik desværre ikke taget billeder af dem.


Det pudsige ved by- og stednavne på Korsika er, at de fleste af dem ligner italienske ord. Og man vil, når man læser dem, helt automatisk gerne udtale dem på italiensk. Men dét skal man ikke! De skal udtales på fransk, og det giver altså nogle specielle udfordringer, når man fx skal spørge om vej. Jeg har brugt hele ugen sammen med Miss Garmin i bilen, hvor vi har øvet fransk udtale af byer med italienskklingende navne. Det har været fornøjeligt.


"Ein caffe, grande, s'il vous plait. Si si, gracias. Ciao!"

Men nu kan jeg heldigvis lægge dén lille udfordring på hylden, for kl. 12.15 i dag købte jeg færgebillet til mig selv og den lille camper, og kl. 12.30 stak vi ud fra den smukke og særprægede havneby Bonifacio på Korsikas sydspids, med kurs stik syd mod Santa Teresa Gallura på Sardinien. Så efter næsten tre måneder på farten er jeg endelig på italiensk grund, og jeg elsker det. Bestilte en kop kaffe på færgen – det lød nogenlunde sådan her: "Ein caffe, grande, s'il vous plait. Si si, gracias. Ciao!" ... roder lidt rundt i det, men nu kan jeg koncentrere mig om det italienske de næste fem uger. Nøj, hvor jeg elsker det sprog.





55 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Commentaires


Læs også

bottom of page