Endelig tilbage i sadlen

På en tur som denne – og som med så meget andet her i livet – så går tingene ikke altid som planlagt. Og dét er jo faktisk også lige efter planen. Det er ingen hemmelighed, at jeg havde glædet mig vanvittigt meget til at cykle på både Korsika og Sardinien. Jeg har besøgt begge øer tidligere, men uden cykel, og jeg har siddet på strande, caféer og i bjergbyer og kigget længselsfuldt mod bjergene og drømt om alle de singletracks, der måtte gemme sig dér, i maki'en (den buskagtige, velduftende bevoksning der er overalt på øerne). Så da jeg kørte om bord på færgen i Toulon for at sejle til Bastia, var det med eventyrlyst og forventning i blodet.

Men mens jeg trillede af færgen kom der en kedelig mail i min inbox – dén fra Cykelmagasinet Velomore (se separat blogindlæg). Som nævnt var det som at blive frastjålet 200 energibarer, og jeg mistede helt lysten til at cykle. Men det til trods, så har jeg nydt at opleve en masse nyt på Korsika – jeg har set Cape Corse, og en stor del af vestkysten, hvor jeg aldrig har været før. Næste besøg bliver det nordvestlige hjørne og den bjergrige kyst fra Ajaccio op til Calvi.

Allerede inden jeg tog færgen fra den ufattelige smukke og yderst seværdige by Bonifacio på Korsikas sydspids (har du kun tid til at se én enkelt by på Korsika, så vælg Bonifacio!), begyndte der at tikke mere og mere arbejde ind. Det har været fantastisk set med businessbriller, og en tur som denne skal jo også finansieres, så jeg har taget imod med kyshånd af alle de opgaver der er væltet ind de seneste uger. Men det gør jo også, at der drosles ned på oplevelserne til fordel for opgaverne – og dermed nåede jeg ikke at cykle på Korsika.

Med næsten to uger til rådighed på Sardinien, tænkte jeg, at det nok skulle lykkes at få spændt cykelhjelmen hér. Også selvom lysten ikke rigtig var der endnu. Men nogle gange skal man jo tvinge sig selv til ting, for så at ende med en god oplevelse. Lørdag i sidste weekend valgte jeg at bruge på stranden, og søndagen var allerede reserveret til vandring til den fantastiske strand Gala Goloritzé, så da kom jeg heller ikke på cyklen.

Ugen igennem har jeg forsøgt at bevæge mig længere og længere sydpå – jeg har en færge til Sicilien jeg skal nå lørdag kl. 17:00 – og er blevet lidt overrasket over hvor bjergrigt det sydvestlige af Sardinien er. Det betyder også at det godt kan tage 3-4 timer at køre 100 kilometer – specielt, når man skal stoppe ind hist og her og få lidt arbejde fra hånden.

Så i dag, fredag, er det ved at være sidste chance hvis jeg vil lade mountainbike-dækkene røre sardinsk grus. Klokken 16:30 er alt arbejde gjort, og jeg skynder mig at rigge cyklen til. Den trænger til olie, da den er helt dækket af støv efter tre uger på bagsmækken, og dækkene er halvflade. I campingpladsens reception har jeg fundet et kort med MTB-spor, så jeg er fyr og flamme, da jeg endelig kan kaste mig i sadlen igen efter tre ugers cykelpause. Og så er det faktisk ikke engang Sardinien jeg cykler ud på, men den lille ø Isola Sant'Antioco, som ligger ud for Sardiniens sydvestligste punkt.

Blot en halv kilometer fra campingpladsen slår jeg til højre ind ad en knastør grusvej. Og efter yderligere en kilometer kommer det første MTB-spor på højre hånd. Nu smiler jeg! ... det hér er lækkert! Jeg suser af et spor langs med kysten, og med udsigt til Middelhavet som ligger 80-100 meter under mig på højre hånd. Sporet er ret teknisk, og jeg kunne godt have brugt en trailbike, for her er klipper, drop og masser af udfordringer, så jeg bliver nødt til at stoppe op for også at nyde udsigten – dét kan ikke lade sig gøre på mens jeg cykler, hvor øjet må holdes på sporet for ikke at styrte.

Det bliver ved sådan nogle kilometer, og jeg lægger slet ikke mærke til om jeg er forpustet, om det gør ondt i benene eller om jeg er træt. Det er bare lækker mountainbike, og jeg kan blive helt bange for, hvad jeg er gået glip af ned gennem Sardinien. Jeg når op til grusvejen igen, og fortsætter et stykke. Et skilt viser vej til en seværdighed, og mens jeg lurer på kortet får jeg pludselig uventet besøg. En meget lille ræv dukker ud af buskene. Dens sorte øjne kigger direkte på mig, og uden tøven sætter den kurs mod mig. Den kommer helt hen til mig, og virker nærmest som en kælen kat. Vi udveksler lidt dybe tanker, og så må jeg videre. Da jeg to timer senere kommer forbi samme sted på tilbagevejen, er en tysk børnefamilie i bil stoppet og børnene står og kæler med den. Jeg tror den har fundet en strategi med at henvende sig til turister ved vejen i håb om, at der falder lidt mad eller godbidder af.

Jeg fortsætter ad grusvejen og når en hård stigning på knap 20%, som bare går ubønhørligt lige opad. Ingen sving eller noget til at tage lidt hældning af stigningen, bare lige op. På toppen ligger en B&B, som har specialiseret sig i glamping. Så hér kan man sove i et iglolignende telt med udsigt over bjergene og i baggrunden det azurblå Middelhav. Ikke dårligt – note til mig selv.

Jeg cykler videre forbi, og kan se en ruin af en slags på toppen af dét, der hedder Capo Sperone. Der er en flot anlagt vej op til ruinen med en smuk flisebelægning i granit og nogle flotte hårnålesving. På toppen står ruinen, af dét, der på et tidspunkt må have været nogens drøm, og som så af en eller anden grund er brast på et tidspunkt. Udsigten er slående, og fra toppen kan jeg se dét singletrack jeg gerne ville finde nedad. Jeg hopper på cyklen igen, og tager de tre hårnålesving i god fart. Ved en anden ruin (der er ufattelig mange ruiner på Sardinien), drejer jeg ind til højre og så går det ellers nedad i spændende sving, løse skærver og klipper, der er mere end udfordrende sine steder.

I bunden rammer jeg asfaltvejen, som jeg følger en kilometer og kommer ned gennem et ferieboligkvarter til en sti, der løber langs kysten helt yderst mod vandet. Den kan cykles, men af og til må jeg af for at trække. Nogle steder fordi det går for stejlt op, andre steder fordi det går for stejlt ned. Nogle steder er bevoksningen for tæt til at cykle og andre steder er underlaget for stenet. Det er ikke let at gøre en dansk mountain-biker tilfreds, men heldigvis slutter stien efter nogle hundrede meter. Herfra følger jeg først asfaltvejen et par kilometer, og drejer så til venstre og kommer efter et par onde stigninger tilbage på den samme grusvej jeg mødte ræven på tidligere.

Herfra er det bare høj hastighed ad grus jævnt nedad bakke hele vejen tilbage til campingpladsen. Skøøn cykeltur, og jeg nåede lige at smage lidt på Sardiniens cykelterræn. Der er bestemt en grund eller flere til at komme tilbage igen. I morgen sejler jeg mod Middelhavets største ø, Sicilien, hvor jeg skal møde Heidi og drengene – dét glæder jeg mig til!

Tak for i dag. Endnu én.