Etna – et fremmedartet bjerg
Fra den lille hyggelige vandkantslejr kører vi ind i Siciliens bjerge. Og det går opad med det samme. Landskabet bølger gult og tørt imod os, og mens vi stiger og stiger ændrer den ellers lækre nyanlagte asfaltvej sig til noget der leder mine tanker tilbage til Sardiniens grusveje. Her er huller, fordybninger, ujævnheder og revner i vejen alle steder, og de vidner om en levende undergrund hvor dét, der anlægges ikke nødvendigvis holder i mange år. Jeg arbejder flittigt med rattet for at undgå de værste huller, og det knirker og knager i camperen. Jeg er efterhånden vant til, at alle køreture indledes med 10-12 minutters tilpasning, hvor tingene sætter sig i skabe og skuffer, men hér bliver der konstant flyttet rundt på alting.
Efter en times kørsel kan vi endelig se vulkanen Etna. Et fantastisk dragende syn med den kæmpestore vulkan, som tårner højt over de øvrige bjerge og bakker i landskabet. Der står en stille røgsøjle fra toppen, som på ingen måder virker skræmmende, nærmeste fredelig. GPS'en fortæller at der stadig er 85 km til vi er fremme ved liftstationen på Etna, men det føles som om vulkanen er lige foran os. Og sådan bliver det ved de næste timer. Hver gang vi kommer om et hjørne og kan se vulkanen igen, er vi sikre på, at nu støder vi til vejen op ad bjerget. Men hver gang bliver vi snydt af vulkanens størrelse og afstanden.
I den lille by Cerami spiser vi frokost på en lokal restaurant. Det er svært at undgå at tænke på mafiaen, og med en lille smule fantasi kan der let have udspillet sig dramatisk og blodige hændelser i en by som denne. Varmen sitrer mellem husmurene, og byens mænd drikker kaffe, snakker og holder øje med alle der passerer gennem byen. Vi får en toretters med pasta pomodoro som primi og en godt krydret kotelet som secondi. Mændene hilser venligt, da vi går tilbage til camperen og fortsætter vores langsomme køretur ad de hullede veje. Det er svært at holde en snithastighed på mere end 35-40 km/t.
Efter timers kørsel når vi endelig til foden af Etna, og kan begynde opkørslen til liftstationen som ligger i knap 2.000 meters højde. De første 10-15 kilometer er skæmmet af resultaterne af lokale uenigheder omkring affaldsordning og bortskaffelse af skrald. Langs den ellers flotte bjergvej ligger der bjerge af affald, og stanken vidner om, at det har ligget der i lang tid. Det er ikke et kønt syn. Blandt dyngerne lever der vilde katte, og et par steder ser vi små indhegninger med hundehvalpe.
Vejen ændrer karakter og bliver visse steder voldsomt stejl. Vi har ikke mødt en modkørende bil længe, og må ind imellem checke om Miss Garmin har ledt os på vildveje, men alt tyder på at være korrekt. Pludselig støder vi på en større vej, og nu er der også skilte og trafik. Vi kommer ud af skoven og landskabet bliver med det samme fremmedartet. Sort og gold med kun lidt bevoksning, og mens vi bliver ved med at køre opad og opad, føler vi os mere og mere hensat til en anden planet. Helt oppe ved liftstationen er der fyldt med souvenirbutikker, caféer og restauranter, og jeg hører de første fremmede danske stemmer i lang tid.
Det er et fantastisk landskab. Man kan se hvordan lavaen tidligere har løbet i strømme ned ad bjerget, og er stivnet som store motorveje af sorte sten. Vi går op ad vulkanen og sætter dronen i luften. Den kommer ikke mere end en lille kilometer op ad, før kameraet snurrer ukontrolleret rundt på grund af kastevinde, og det er tydeligt, at det ikke er sikkert at flyve denne dag. Efter en tiltrængt kop kaffe, går vi op ad en lille tilstødende vulkan. Den er gammel, og man kan gå helt ned i krateret. Følelsen af at være på en anden planet end Jorden er der hele tiden. Som om vi befinder os et fremmed sted. Men fascinationen er tilsvarende stor, og snakken går om de voldsomme kræfter vores planet indeholder.
Vi skal finde et sted at overnatte, og har også et mål med at finde nogle ordentlige luftmadrasser, så drengene kan få en ordentlig nats søvn. Det lykkes, og mens dagens sidste lys forsvinder leder vi efter en camper- eller campingplads. Efter flere forgæves forsøg får jeg ringet en venlig sjæl op, som forbarmet sig og åbner den ellers hermetisk lukkede port. Det er en kedelig camperplads, med ganske få faciliteter i ussel stand, men vi skal bare sove her, så det går an. Myggene er til gengæld ganske selskabelige, og inden vi får slået telt op har de startet en fest. En hurtig pizza på et nærliggende pizzaria bliver den sene aftensmad, og lidt over midnat kan vi kravle i seng efter en lang og begivenhedsrig dag, på tværs af Sicilien.
