Forelsket i en gammel flamme
Lad mig sige det, som det er – jeg er blevet forelsket igen. I en gammel flamme. Hun hedder Korsika, og hun stjal mit rejsehjerte for næsten 20 år siden. Det var den gang Nikolaj gik med ble, og Frederik og Sebastian spillede Pokémon på deres GameBoys med de andre børn på campingpladsen. Jeg tog billeder af det – med mit spejlreflekskamera med diasfilm i. Når vi kørte rundt på øen i vores lejebil, fandt vi vej ved hjælp af et trykt vejkort, og vi havde ingen smartphones som kunne hjælpe os med noget som helst. Vi skrev postkort, puttede frimærker bagpå dem, lagde dem i postkassen og håbede de nåede hjem til Danmark før os selv.
I går da jeg kørte i land på Korsika igen, havde jeg tændt både gps, iPhone og den bærbare lå til opladning bagi camperen. GoPro kameraet var monteret i forruden, og dronen havde friske batterier, hvis jeg skulle få lyst til at tage nogle film og billeder fra luften. På min smartphone kunne jeg, ved hjælp af app'en Park4Night, hurtigt se hvad der var af muligheder for camper-, camping- og fricamperpladser i nærheden af dér hvor jeg havde lyst til at køre hen. Hvis jeg farede vild, eller blev decideret væk, kan mine børn og min kæreste se nøjagtigt hvor jeg er ved hjælp af min AirTag, som sidder i mine bilnøgler.
Meget har ændret sig siden jeg var på Korsika første gang, men øens skønhed er stadig lige betagende. Fra færgen kører jeg straks nordpå op til Cape Corse – Korsikas nordlige pegefinger. Hér har jeg nemlig aldrig været. Klokken er kun lidt over 7 og den opgående sol står stadig lavt over Middelhavet. Jeg kan se bjergene i morgendisen på italienske Elba, som ligger ud for Toscanas kyst. Jeg kommer forbi den ene smukke vig efter den anden. Har lyst til at besøge dem alle, og stopper utallige gange for at tage billeder. Jeg ender i Macinaggio, en lille by med lystbådehavn på østsiden af fingeren. Her er en billig campingplads, hvor jeg tjekker ind og kaster mig over dagens arbejde – kontoret når at åbne klokken 8:45.
Der står en frisk blæst ned fra bjergene over campingpladsen, og vi ligger indhyllet i støv det meste af dagen og aftenen. Hver 20. minut kan jeg tørre bordene af, og kluden er sort af støv. Så inden dagen er gået er camperen mere beskidt indvendig end udvendig. Her til morgen har blæsten lagt sig, og jeg forlader pladsen efter lidt hovedrengøring. Jeg krydser tværs over fingeren til den vestlige side og den lille by Pino, hvor jeg inviterer mig selv på arbejdsfrokost med fantastisk udsigt.
Efter arbejde og frokost bliver tingene mere spændende. Jeg fortsætte sydpå langs med kysten mod byen Saint-Florent. Jeg elsker at køre i bjerge, og er altid tryg ved det, men denne her tur fik alligevel blodet til at løbe lidt hurtigere. Fra Pino stiger vejen kraftigt op til omkring 300 meter over havet. Vejen er ok bred, men eneste autoværn er en 30-40 cm høj stensætning, som jeg tvivler på har nogen effekt andet end psykologisk. På en strækning på cirka 3 kilometer snor vejen sig med lodret drop ned til havet på højre hånd. Og da jeg kører sydpå, kører jeg yderst. Det er en af de få gange hvor jeg virkelig har et sug i maven over en bjergvej. Desværre er der ingen holdepladser på strækningen, så det er ikke muligt at tage billeder. Men flot er det!
Fra Pino til Saint-Florent er der godt 40 kilometer. Det tager næsten to en halv time, men så fik jeg også taget en del billeder. Midtvejs kommer man igennem den lille by Nonza, som klynger sig nervepirrende til klipperne på en usædvanlig smuk beliggenhed. Jeg får dronen i luften og flyver en tur rundt om byen. Nedenfor klipperne er en bred strand med mørkt sand, og folk har lavet figurer og skrevet navne med sten i sandet, som kan ses højt oppe fra byen.
I Saint-Florent går jeg på kvik-shopping og finder et udendørs tæppe til under markisen. Hurtigt videre og ad endnu flere ubeskriveligt smukke bjergveje til jeg efter yderligere halvanden time ender inde i midten af al skønheden, i Korsikas tidligere hovedby Corte. En lille veldrevet campingplads bliver nattens opholdssted – mutter tager imod folk og styrer al praktikken, og fatter står og laver pizzaer, som folk kan tage med ned i camperen. Pladsen ligger 7-8 minutters gang fra centrum, så jeg går en aftentur i byen, som byder på utallige hyggelige spisesteder. Fra torvet, hvor en statue af Pascal Paoli, den korsikanske frihedskæmper, kigger ud over byen, går jeg op gennem smalle trappefyldte gyder, som her og der afbrydes af små torv med springvand og restauranter. Fantastisk hyggeligt, og selvom mange af byens bygninger virker usædvanlig misligeholdte og glemte, så er der liv og aktivitet i alle kroge af byen.
Et skønt gensyn med min gamle kærlighed, som ikke er det mindste rusten. I morgen finder jeg ud af om jeg bliver en dag mere i Corte (det afhænger lidt af hvor travlt der bliver på kontoret), eller om jeg skal køre videre ud til østkysten og ned mod Ajaccio.
