Sydende Sicilien

Færgen lægger til i Palermo allerede kl 5:15 søndag morgen. Der er en helt speciel stemning i byen på denne tid af dagen, hvor solen sender gyldne striber op gennem de beskidte gader, der alle ligger parallelt og vinkelret på hinanden – i nøjagtig samme layout som fx Manhattan.

Jeg finder en p-plads kun 150 meter fra den airbnb lejlighed vi har booket. Gaderne er fyldt med skrald og der lugter af fiskeaffald og gammelt mad. En stank der tiltager efterhånden som solen kommer højere på himlen. Jeg har aftalt med ejeren af lejligheden, at mødes 8:30, så jeg slår tiden ihjel med en gåtur i nabolaget. Kun 100 meter fra lejligheden kommer jeg til Palermos hovedstrøg, og yderligere 200 meter fra derfra støder jeg på blingbling-butikker som Louis Vuitton, Prada og Hérmes – en slående kontrast til affaldsdyngerne rundt om hjørnet.

Jeg har god tid. Det er søndag og jeg har ingen planer og ingen gøremål, udover at få vasket 4-5 maskiner, så camperen kan fyldes med rent tøj, nyvaskede håndklæder og velduftende sengetøj. Trasker rundt i de steghede gader og nyder støjen og det sydende kaos. Der hersker en helt anden stemning end på Sardinien – støjen er højere, scooterne kører hurtigere, duftene er mere intense, lugtene ligeså, og alt føles mere intenst og komprimeret. Det hér er det ægte Syditalien.

Spiser en spaghetti carbonara på en fortovsrestaurant. Eneste anden gæst er en amerikansk kvinde. Vi udveksler ingen ord. Sidder begge alene og betragter gademylderet, som konstant ændrer sig mens vi spiser. Der er hele tiden noget at kigge på. Det er tydeligt, at man skal være mere på vagt i gaderne end jeg har været vant til de seneste uger. Hver gang jeg krydser gaden ser jeg mig over skulderen for at undgå, at blive torpederet af en af de mange løbehjulskørere, der bevæger sig gennem menneskemængden i høj fart. Som lydløse spøgelser står de stive på deres køretøj med blikket fæstet længere fremme, og hvis de benytter ringeklokken er det kun få sekunder før de passerer én. Ufatteligt at det lykkes dem at drible sig vej gennem menneskehavet.

Tilbage i lejligheden får jeg med lidt besvær og beskedudveksling med Henrik, min it-mand, tilsluttet den mobile NAS-server, og får sat en tiltrængt backup igang. Der er heldigvis fin forbindelse i lejligheden, og i løbet af de næste to-et-halvt døgn får jeg lavet backup af 330 GB af de i alt 715 GB data, jeg har produceret på turen. Ved midnat kan jeg umuligt holde øjnene åbne længere – har været oppe siden kl 5, med kun få timers søvn på færgen – og falder omkuld på sengen.

Efter en travl og hektisk arbejdsmandag, nærmer tiden sig hvor Nikolaj, Loke og Heidi lander i Palermos lufthavn, og jeg kan mærke, at den spænding og kildren i maven, som har opbygget sig gennem den seneste uges tid, tager til. Så jeg venter. Jeg rydder lidt op. Tænder for al aircon, så der er rart at være i soveværelserne. Finder en kiosk og fylder køleskabet op med drikkevarer. Venter. Rydder lidt mere op. Og venter. Så kommer der en besked fra Nikolaj: “Vi er landet i Palermo!” … det giver et sug i maven. De finder en taxa og skriver, at de vil være fremme om 45 minutter. Spejder fra altanen. Venter. Rydder lidt op. Går ud på altanen og pludselig ringer min telefon. Det er Nikolaj – de står ved min camper nu, som står parkeret lige under altanen. Taxaen har gennembrudt lydmuren – som man vel kan forvente i Syditalien. Turen, som skulle tage 45 minutter, tog 25.

Dejligt gensyn – kys og kram. Skønt at være sammen igen og snakken går lystigt. Klokken er knap 22, og de står alle tre i lange bukser. Nikolaj med strikvest. Vi forlader hurtigt lejligheden for at komme ud i byen og finde noget mad. Det er 38 grader udenfor og bliver ikke køligere denne nat. Og Niko er stadig iført strikvest – den ryger dog hurtigt da vi begynder at gå. I en smal gyde finder vi en hyggelig restaurant og kan endelig få stillet sulten.

Vi har et døgn mere i Palermo, og får travet byen tynd. Sidste aften spiser vi streetfood på hovedstrøget, og nyder menneskemyldret og livet. Byen er lidt speciel, da stort set alt foregår på hovedstrøget, som til gengæld er adskillige kilometer langt. Ganske få steder kan man gå ad sidegaderne, men man vender automatisk og hurtigt tilbage til den gennemgående hovedgade. På dén måde kan oplevelsen virke lidt ensidig, og efter to døgn i byen kører vi tirsdag morgen gennem trafikkaoset og ud af byen. Ud til strandene og vandet – de tre nytilkomne hungrer efter sol og saltvand.

Det meste af dagen tilbringer vi i den smukke by Cefalù. Byen er bygget som en naturlig fortsættelse af klipperne ovenfor, og det virker nærmest som om husene helst ville fortsætte ud i vandet. Da solen begynder at brænde for meget, fortsætter vi langs kysten, handler ind til aftensmad og ender på en hyggelig lille campingplads tæt på Tusa. Teltet bliver slået op for første gang, og vi ligger med den mest fantatiske udsigt, kun 20 meter fra vandkanten. Nikolaj og Loke finder snorkler, masker og svømmefødder frem og oplever lidt af det sicilianske liv under havoverfladen.

Aftenen er fantastisk. Jeg laver tomatsalat, melon, pasta med pesto og rister nogle lidt kedelige pølser. Efter maden spiller vi Partners til det bliver sent, og der ikke er mere rosévin tilbage. Kravler til køjs og lytter til bølgerne der slår mod stenstranden – en meditativ lyd, som vugger mig i søvn. Andre blev holdt vågne af den. Jeg vågner tidligt, og ser Nikolaj sidder og sover i en stol udenfor. Mens jeg sætter vand over til kaffe, følger Loke trop og sætter sig også til rette i en stol. De to letvægtsliggeunderlag jeg har købt med til turen, har ikke været gode og de to unge er trætte og falder hurtigt i søvn i stolene. Jeg sender dronen ud over vandet og får filmet lidt af denne skønne, lille campingplads. Siciliens nordkyst har vist sig fra sin smukkeste side. Vi nyder en langsom morgen, inden lejren pakkes sammen og vi kører ind i bjergene mod Etna.