top of page

Verden er lille – livet er stort!


Fra Pont du Gard kører jeg fredag mod Provence. Jeg har lavet en aftale om at mødes med Michael Blomsterberg. De fleste fra Helsingør-området kender sikkert Michael, der har stået bag både disk og forretning i Michaels Cykler i 37 år. Jeg har selv købt 2-3 børnecykler af ham gennem tiden, og adskillige slanger og andet tilbehør. Så da jeg i Cykelmagasinet Velomore læser en artikel om ham, er det bogstaveligt talt nærliggende at tage kontakt til ham. Nærliggende fordi Michael har slået sig ned kun halvanden times kørsel fra Pont du Gard.


Og nærliggende fordi Michael har taget sin drøm alvorligt! Han har gjort det mange af os snakker om, når vi rejser sydpå, og drømmene om et hus og et liv under sydlige himmelstrøg får frie tøjler. For langt de fleste bliver drømmen hængende i oliventræerne, fordamper med vinoen og kommer aldrig helt med hjem. Men for to år siden solgte Michael sin forretning i Helsingør, og skrev under på en ruin, der var kommet til salg ved siden af hans onkel Sørens hus i Provence. Jeg finder også hurtigt ud af, at Michael er bror til Mette Blomsterberg, hvis datter, Maja, min yngste søn Nikolaj har gået på Oure efterskole og i gymnasiet sammen med. Så pludselig virker verden endnu engang lille, og mødet mellem os slet ikke så tilfældigt.



Nu er jeg på vej mod hans sted og hans nye liv. Allerede 60 kilometer fra den kendte cykelby Bedoin, kan jeg se det imponerende Mont Ventoux. Det skaldede bjerg, som er så kendt fra Tour de France, at det næsten ikke behøver nogen præsentation. Turen til toppen, som starter i Bedoin og først flader ud 21 kilometer efter, og godt 1.500 højdemeter senere, gemmer på sejre og nederlag, tragedier og triumfer. Og netop kontrasterne, det vilde og rå bjerg, beliggende dér midt i idylliske og fredelige Provence, indhyllet i en duft af lavendel og timian, er med til at gøre det til et legendarisk cykelbjerg. Jeg har planer om, at cykle til toppen lørdag, så det er med en vis ærefrygt, at jeg betragter bjerget gennem forruden mens jeg nærmer mig foden af bjerget.




Jeg triller ind i den lille landsby Les Baux, tre kilometer udenfor Bedoin, og det første menneske jeg møder i byen er Michael. Fem minutter efter har jeg fået en lynrundvisning i hans hus, og vi sidder begge på cyklerne, på vej ned til Bedoin for, at mødes med to af hans venner, som allerede har bestilt fadøl til os. Turen ned til byen er udelukkende nedad bakke, og på de ti minutter når vi allerede godt ind i en dyb snak om livsværdier, drømme og valg her i livet. Michael er meget let at komme ind på livet af, og det er tydeligt at han nyder andres selskab. Vi stiller cyklerne fra os ved en cafe i den fantastisk hyggelige by. Stemningen er som i en skiby, når lifterne har lukket og afterskiing åbner. Alle steder sidder folk i cykeltøj, der ligger hjelme og dyre cykelbriller på alle bordene, og foran alle barer, caféer og restauranter er der stativer til at parkere cyklerne på.


Jeg hilser på Peter og Søren, og herfra mister jeg lidt tidsfornemmelsen resten af aftenen. Ikke fordi vi drikker os (alt for meget) i hegnet, men fordi snakken bare går så let og røverhistorierne bare bliver bedre og bedre. Efter fadøl nummer to er jeg blevet inviteret til at spise med – Michael inviterer, og Søren og Peter står for maden. Vi cykler tilbage til huset – denne gang opad bakke. I køkkenet går de to kokke igang med ovnbagt laks, spinat stegt i hvidløg, små kartofler og en frisk salat. Michael og jeg assisterer hist og her, og sørger for at der er vin i glassene. Vi sidder under vinranken og parasollen på terrassen. Vi har udsigt til tv-tårnet på toppen af Mont Ventoux, cikaderne støjer deres skønne støj, og snakken går.


Peter og Søren er hernede i to uger. De kører et fast koncept hvert år i uge 24 og 25, hvor et hold på 8-10 personer hver uge kommer ned og bor i Michaels hus – Maison Michael. Huset er nøjsomt restaureret og bragt op til nutiden af Michael. Indretningen er typisk for Provence, men detaljerne er på skandinavisk niveau. Ud over den lille etværelses lejlighed han selv bor i, så rummer huset 4 værelser til udlejning, to badeværelser og et lækkert køkken. Der er stor garage med plads til masser af cykler, og så er der naturligvis terrassen, som er dér hvor man tilbringer de fleste timer.




Når Søren og Peter får gæster ned, byder de dem velkommen med en gedigen sen frokost, så ingen har behov for yderligere den dag. Herfra er det op til gæsterne selv på skift at tilberede og servere lækker mad for de andre. Og der er ifølge de to, en intern kamp om, at diske op med det lækreste måltid, naturligvis tilberedt at områdets lækre råvarer. Om dagen arrangerer de cykelture i området. Alle førstegangsbesøgene (som mig selv), er fokuseret på at skulle på toppen af Mont Ventoux, og det er da også en udfordring af de større, skulle jeg hilse at sige. Men der er uendelige muligheder for at skrue smukke og udfordrende cykelture sammen i umiddelbar nærhed.


Pludselig er klokken halv to, og vi takker for aftenen. Søren og Peter skal tidligt om, og gøre klar til cykelholdets ankomst. Jeg er helt høj på aftenens snakke, mødet med de tre og den enorme gæstfrihed jeg er blevet mødt med. Kravler til køjs i camperen med åbne loftvinduer og udsigt til stjernerne over Provence, som dog hurtigt forsvinder bag mine øjenlåg.



Efter en kop kaffe på terrasen, cykler Michael og jeg næste morgen ned til byen igen. På vejen drejer vi ind ad en lille sti, og Michael viser mig nogle fascinerende sandsten, som nærmest ligner menneskeskabte skulpturer. Vi drikker mere kaffe i byen og spiser en kokostop (mest fordi bageren allerede var løbet tør for croissanter), og vi deler endnu flere livserfaringer. Jeg er opsat på at komme tilbage, for jeg skal på toppen af Mont Ventoux. Byen syder allerede af cykelryttere, og det er tydeligt, at mange tager afsted mod toppen tidligt for at slippe for den værste middagsvarme.



Jeg har en tanke om, at man må kunne cykle op på toppen ad grusveje og stier i stedet for den gængse asfaltvej. Michael forklarer mig, hvordan jeg fra landsbyen kan cykle direkte op i skoven, og jeg finder hurtigt nogle grusveje. I starten går det fint, men efter tre kilometer bliver stierne mindre og mindre. Og stejlere og stejlere. Til sidste kan jeg mærke buskene på begge sider af benene, og stien består blot af løse skærver. Jeg må indse, at hvis jeg overhovedet skal have en chance for, at komme til tops i dag, så skal jeg finde ud til asfaltvejen. Jeg følger en grusvej en kilometer, og så er der pludselig fast grund under de brede dæk. Og det viser sig at være en god beslutning. For der er rigeligt med udfordring i at komme op ad asfaltvejen. De første 15 kilometer stiger den i snit 9-10%. Og det gør den hele tiden. Der er ikke ét eneste sted, hvor vejen bare flader ud i 50 meter. Det bliver bare ved og ved, og flere gange har jeg følelsen af, at nogen bare trækker et uendeligt asfaltbånd under hjulene på mig.


Michael fortæller mig senere samme aften, at der dør omkring 80 mennesker i ulykker på bjerget hvert år. 50 % af dem som følge af styrt eller sammenstød med andre eller biler, og 50 % er typisk mænd i en moden alder

Jeg er imponeret over antallet af mennesker på bjerget. Jeg ved ikke hvor mange der forsøger at cykle op på sådan en lørdag i juni, men det skal nok være nogle tusinde. Og mange af dem, der tog tidligt afsted, kommer farende som løsgående missiler ned mod os. Jeg er ikke i tvivl om, at nogen af dem runder 90-100 km/t, og der er en tydelig trend blandt mange af dem, som går på cykeltøj i retrolook, ingen cykelhandsker, ingen hjelm … og så tilsyneladende heller ingen bremser. De benytter dem ihvertfald ikke meget. Michael fortæller mig senere samme aften, at der dør omkring 80 mennesker i ulykker på bjerget hvert år. 50 % af dem som følge af styrt eller sammenstød med andre eller biler, og 50 % er typisk mænd i en moden alder (sådan cirke 54 år og opefter, som Michael siger med et grin), som dør af hjertestop eller overanstrengelse. Tankevækkende – og jeg hører da også et par ambulancer på min vej op, men heldigvis er jeg forskånet til at være vidne til nogle ulykker.


Ved Le Chalet Reynard, som er en restaurant på bjerget, er der ‘kun’ 6 kilometer til toppen. Jeg sætter mig på en bænk i solen. Er fuldstændig drænet for energi, og toppen føles ikke realistisk i dag. Jeg spiser en energibar, og efter et kvarter vender lidt af modet tilbage. Får fyldt flaskerne med vand, og hopper på cyklen igen. Efter 100 meter må jeg af igen, da begge mine ben kramper. Skulle ikke have siddet stille så længe. Får strukket ud, og giver det et forsøg mere. Der er ny asfalt på det første stykke efter restauranten, og et skilt viser også at den følgende kilometer kun stiger med 7 %. Tre kilometer er pludselig kørt, overraskende let, og med overskud til at give thumps up til en vejsidefotograf, men så begynder kriserne at komme i stride strømme. Det er som om hver 100 meter byder på hver sin mentale op- og nedtur, og hele tiden kan jeg se den forbandede top, der bare ligger dér og ikke synes at komme nærmere. Den sidste kilometer bliver der lige skruet op for hældningen påny, og vinden, som ellers har været rar som nedkøling, står lige i fjæset på mig. Jeg svinger til højre, forbi nogle motorcyklister, og så er der pludselig ikke mere bjerg at cykle opad. Jeg er så træt i benene, at jeg har svært ved at vride fødderne ud af pedalerne, men det lykkes dog uden, at lave en scene ud af det.



Nedkørslen går uden at jeg på nogen måder gennembryder lydmure. Jeg skal ikke risikere noget, og får så også lejlighed til at nyde udsigten. Helt nede i Bedoin bestiller jeg en fadøl og en pizza, og sidder og betragter det fantastiske leben, der er i byen. Et bryllup kører forbi 5-6 gange med hornene i bund, og hylder brudeparret der er klemt inde i en gammel 2CV. Turen tilbage til Michaels hus er de hårdeste tre kilometer jeg har kørt længe. Efter en lille times pause i byen, er mine ben som beton og det går meget meget langsomt de 70 højdemeter der er op til huset.


Michael har købt ind til grillmad til ham og mig, og mens vi tilbereder det sammen får jeg også hilst på Søren og Peters cykelgæster, som er ankommet. Det er et træt cykelhold, da de alle har været oppe ved 2-3 tiden for at komme i lufthavnen. Aftenen ender igen på terrassen, gudskelov – og vi snakker autocamper med to af gæsterne, som skal afsted på tur med familien i en lejet camper til august.


Søndag morgen, inden jeg skal videre, kører Michael og jeg en tur i lokalområdet, hvor han viser mig en badesø og nogle hyggelige byer. Han har ligeledes en drøm om en autocamper, så der er nok at snakke om. Jeg kunne sagtens have tilbragt en uge hér, og jeg er sikker på vi stadig ville have masser at snakke om, men jeg bliver nødt til at komme videre, og takker for den enorme gæstfrihed, og forsikrer ham om, at jeg skal gøre alt hvad jeg kan for, at få lokket cykelvennerne med herned i en uge. Det er et ganske enestående sted han har skabt hér, for foden af det legendariske bjerg Mont Ventoux.

64 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

Læs også