Eventyr i hverdagen … hverdag i eventyret

Det kan lyde underligt, men man kan faktisk godt være afsted på eventyr så længe, at der går hverdag i den, og eventyret forsvinder. Da jeg kørte nedad Nørrevej mandag morgen den 21. marts, var der et kæmpe eventyr i gang i mit mellemgulv og i mit hoved. Faktisk så meget eventyr, at jeg slet ikke kunne holde rede på alle tanker og følelser. Jeg blev ramt af både eventyrlyst, skræk, stress, ængstelighed og en ikke ubetydelig dårlig samvittighed overfor alle dem jeg forlod. Dette indre eventyr fortsatte de første 3-4 uger, hvorefter jeg havde fået opbygget rutiner og en vis form for hverdag, så jeg også kunne begynde, at nyde det fysiske eventyr, jeg havde placeret mig selv i. Det brugte jeg to uger på at nyde i Nordspanien, hvor jeg sugede til mig i bjergene, cyklede og mødte mennesker, og var blevet fri for bekymringerne omkring camper, overnatningssteder, internetforbindelse, alle dem jeg elsker derhjemme, og alle de tusinde andre ting jeg havde bekymret mig om i starten.

I Santiago de Compostela slog Mark følgeskab med mig, og pludselig var jeg den erfarne camper og rutinerede digitale nomade, som skulle dele ud af mine erfaringer, og være ‘den der ved det hele’ (hvilket jeg ikke var, men ‘fake it till you make it’, som man siger). Så i løbet af de 11 dage Mark kørte med, skete der en forandring inde i mig, og jeg overgik ligesom til at være erfaren i livet on the road.

Hvis man tager ‘eventyr’ som udgangspunkt for dagene i ens liv, kan dagene forme sig som:

• Hverdag i hverdagen

• Eventyr i hverdagen

• Hverdag i eventyret

• Eventyr i eventyret

Hverdage i hverdagen kender vi alle. Det er de her leverpostejsdage, som forsvinder i bevidstheden og ikke rigtig gør væsen af sig. Når de bliver betegnet som her, kan de virke ubetydelige og kedelige, men de er alligevel ikke uden betydning – de er jo limen der binder de eventyrlige dage sammen.

Eventyr i hverdagen kan være hvad som helst. Det behøver ikke være så stort som en impulsiv flyvetur til Rom med femretters middag, men kan ligeså vel være en tur i skoven. En middag på gulvet i stuen, eller hvad man nu kan putte ind af eventyr i ens hverdag. For mig er en tur på mountain biken næsten altid forbundet med eventyr, også selvom det bare er en runde p ådet lokale spor. Eller det kan være et besøg hos en af mine børn, der serverer noget ukendt mad for mig. Eller en ven der uventet dropper forbi til en kop kaffe.

Hverdag i eventyret er en underlig størrelse, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før nu. For jeg har ikke været på så lang en rejse tidligere. Men det opstår naturligvis, når man, som jeg beskriver i starten af dette indlæg, vænner sig til det eventyr man har kastet sig ud i, og det dermed bliver hverdag. Det er jo det samme der sker i en forelskelse, når den første ‘sindssyge’ går over og forelskelsen damper af. Det sjove er, at man både på en rejse som den jeg er i færd med, i begyndelsen af eventyret ønsker sig hen imod, og arbejder på, at blive så erfaren, at det bliver hverdag. Og på samme vis i forelskelsen, ønsker man at få en hverdag med den man er forelsket i – også selvom hverdagen er det, der i mange tilfælde kan være med til at fjerne eventyret.

Så når nu hverdagen har indfundet sig i eventyret, hvad gør man så for at skabe nye eventyr i eventyret? En rejse som min kan jo hurtigt bare blive en lang række seværdigheder, som passerer forbi og dét skal det ikke være. For det er ikke eventyr for mig. Men fx at falde over en artikel, som den om Maison Michael, og skrive en hurtig mail til ham, om ikke vi skulle mødes, og så opleve nogle fantastiske dage og møde nogle fantastiske mennesker. Dét er eventyr for mig, og mødet er dét, der trækker hverdagen ud af eventyret. Eller at ende på en billedsmuk fricamperplads i bjergene nord for Madrid, på grund af en campingplads, der er lukket.

Så eventyr skal jo indeholde en høj grad af uvished og overraskelse, for rigtig at blive eventyrligt.

Så når nu hverdagen har indfundet sig i eventyret, hvad gør man så for at skabe nye eventyr i eventyret?

I mandags ankom jeg med færge fra Korsika til Sardinien. En smuk sejltur, hvor Korsikas dramatisk, stejle bjerge blev mindre og mindre, og hvor Sardiniens mere bløde bjerge og blændende strande kom imod mig. Det virkede som et nyt eventyr i eventyret, men ind til videre har jeg haft så travlt med arbejde, at jeg ikke er kommet ud fra den campingplads jeg er havnet på, syv kilometer udenfor havnebyen Santa Teresa Gallura. Så lige nu har hverdagen grebet om mig, og sådan skal det være, men jeg regner med at køre videre i morgen, langs den eksklusive Costa Smeralda og finde nogle lækre strande. I weekenden skal jeg gerne ende lidt oppe i bjergene, så jeg kan få gang i cyklen igen – den har stået urørt på bagsmækken siden Mont ventoux. Så der er udsigt til mere eventyr de kommende dage.

Troels Kløvedal, min helt store rejse- og eventyrhelt, skrev en gang, at ‘Lykke er når ens forventninger svarer til virkeligheden’, og det har han sikkert ret i. Jeg vil nu gerne omskrive det lidt, så det lyder ‘Eventyret (eller lykken) er der, hvor virkeligheden overgår ens forventninger’.