4. måned – juli 2022

5 lande – Italien, San Marino, Schweiz, Østrig og Slovakiet.

IRL rute JULI.png
IMG_4228.jpeg

Tænk, at jeg har familie der bor så langt væk – og så smukt.

IMG_4364.jpeg

Vi får husly og bliver forkælet af varm gæstfrihed hos min kusine Mette, der har boet i Scilla de seneste 40 år.

Den lille by Scilla ligger næsten på tåspidsen af Italien, billedligt smukt mellem bjerge og hav.

Den første dag i juli sejler vi fra Sicilien over Messina-strædet til tåspidsen af Italien. Kun godt 10 kilometer fra havnen bor min kusine Mette i den lille bedårende by Scilla. I et hårnålesving på en bjergside har hun bosat sig sammen med Antonio, og de har gennem de seneste 40 år fået både børn og børnebørn. Jeg har længe villet besøge dem, men først nu har det passet, og vi bliver modtaget med åbne arme og italiensk gæstfrihed. Antonio er desværre ramt af corona, så ham får vi kun vinket til et par gange, men det bliver til en hyggelig aften med snak om nyt og gammelt, og Mette skruer lige en fantastisk middag sammen. Vi får en rundtur på den smukke grund, hvor vinrankerne gror op ad den stejle bjergside. Hvert år høster de vin nok til cirka 100 flasker, som vi også får smagt på i løbet af aftenen. Næste morgen når vi at hilse på hendes søn, også Antonio, der har kørt i bil hele natten fra Bologna. Desværre har vi en stram tidsplan og må forlade familieidyllen tidligt – vi skal mod Napoli, hvor der venter gensyn med endnu mere familie.

Juli måned er den absolut mest sociale del af min rejse (læs blog-indlæg om La Familia), og jeg har kun syv alene-dage på hele måneden. Før vi kan mødes med Line og Sebastian skal vi navigere gennem Napolis smalle kaotiske gader og anarkistiske trafik. Efter tre kvarters søgen efter en p-plads i nogenlunde nærhed til vores airbnb-lejlighed, opgiver vi og kører 14 km uden for byen, stiller camperen på en camperplads og tager en taxa tilbage til det sydende centrum. Det koster lidt mindre end en p-plads på havnen, og så er camperen også under opsyn. Ved 22-tiden er vi installeret i lejligheden, og det er skønt at høre velkendte stemmer på trappen og få en bjørnekrammer. Vi ryger straks ud i gademylderet og kaster os over pizzaer, øl og snak.

Efter nogle skønne dage med næsten alle børnene i flokken, sender vi en tidlig morgen Loke og Nikolaj med en bus til lufthavnen. Vi er usikre på, om de kan komme hjem, da SAS-piloter og -medarbejdere netop er begyndt at strejke, men heldigvis kommer de mod Danmark planmæssigt. Så nu er holdet på bagsædet skiftet ud, og vi kan begynde på vores rejse op gennem Italien. Kun 20 km udenfor Napoli gør vi holdt for dagen og kaster os ned på stranden. Vi trænger til at sole og bade, og der er også lidt søvn at indhente efter nogle lange nætter i Napoli.

IMG_4546.jpeg
D3F390A1-DE2A-41B9-9119-B08379AB77FF.jpeg

I Abruzzo-regionen bliver vi langs landevejene advaret om bjørne, men Line og Sebastian slår ufortrødent teltet op til natten.

På seks uger kører jeg gennem 15 af Italiens 20 regioner.

Midt ude i ingenting finder vi en badesø, hvor et ungt par serverer lækre burgere fra deres foodtruck.

79653435-5ACC-41D9-80E4-D7C8A69D8CA1.jpeg

La Familia næsten samlet (Melanie og Frederik møder jeg først to uger senere) i Napoli efter lang tids adskillelse.

Læs om La Familia.

97BF3DED-47B9-4029-86C9-FACB0940A138.jpeg

Essensen af Napoli.

IMG_3517.JPG

Napoli lever op til alle vores forventninger om Syditalien – larm, røg, skidt, mylder, kaos, stank ... krydret med charme, smag, duft, venlighed, smil, latter, fest. Bella Italia!

CD7DF35D-FC40-4BD1-B13A-BBACF80E3C2F.jpeg

I den lille landsby Caiazzo inviterer Line og Sebastian på intet mindre end verdens bedste pizza på Pepe in Grani. Et måltid med tre retter, der alle er pizza-inspireret, så vi kan knap rokke med ørene bagefter.

DJI_0615.JPG

Umbrien og Toscana er vuggende landskaber, idylliske vinbyer og masser af Wåååw!

IMG_4589.jpeg

Verdens største menneskeskabte vandfald, Cascada de Marmora ved Terni i Umbrien, er bygget af romerne for mere end 2.000 år siden, som led i et stort vandingssystem.

Toscanas skønhed fornægter sig ikke, og modsat mange andre steder i Europa, hvor jeg oplevede visnede solsikkemarker, så står de her i fuldt flor.

Tænk et privilegie – at køre igennem det meste af Italien med kæreste, børn og svigerdøtre.

Den næste uges tid bevæger vi os langsomt op gennem Italien, og pludseligt bliver det tydeligt for mig, hvor stor forskel der er på Syd- og Norditalien. Det er ikke underligt, at det kan være svært at samle et folk i et land med så store forskelle i velstand, kultur og infrastruktur. Men det gør det bestemt ikke mindre spændende, at køre gennem det fantastiske land. Læs mere om de italienske byer på bloggen.

 

Fra Napoli kører vi til en lille by, Caiazzo, hvor Line og Sebastian inviterer på verdensberømt pizza hos Pepe in Grani. Middagen tager længere end først antaget, så pludselig står vi i byens øde gader og leder efter et sted at overnatte. Google er for en gang skyld ikke til megen hjælp, men heldigvis støder vi på fire kvinder, der står og sludrer i mørket. På mit slidte italienske får jeg forklaret, at vi leder efter et sted at sove, og så tager de fire ellers styringen. Efter lidt telefonopkald bliver vi ledt gennem gaderne og ender ved en massiv trædør på en gammel bygning. Ejeren møder op, og før vi ser os om, er vi installeret i hvert vores flotte værelse – det ene sågar en suite – og kan proppe en flaske af Mette og Antonios 'Fundervin' op.

Fra Caiazzo kører vi gennem regionen Molise og ind i Abruzzo. Bjergene er større end jeg havde forventet og også overraskende øde. I vejkanten er der flere steder skilte med advarsel om krydsende bjørne. Det afholder dog ikke Line og Sebastian fra at slå teltet op, da vi når frem til vores overnatningssted, højt oppe i bjergene på en fårefarm. Overnatningen er en kæmpeoplevelse, og vi forsøger at gentage succenen dagen efter, hvor vi er kørt ind i Umbrien. Det bliver en ligeså stor oplevelse, da vi overnatter i en olivenlund og bliver trommet i søvn af et gigantisk tordenvejr, der sejler henover os.

Hér kan du læse mere om de mange forskellige overnatningssteder og -muligheder, jeg har benyttet mig af undervejs.

IMG_4909.jpeg

Den lille stat San Marino bryster sig af, at være verdens ældste republik.

13620005-9679-4DE7-A945-43B70692B999.jpeg

Fra toppen af Monte Titano, på fæstningsværket La Guaita, har man udsigt til hele det lille land.

Fra Umbrien kører vi gennem Toscana, smager på vin i Montepulciano, bader i kilder og stikker så østpå og ud til Adriaterhavet. Det er tydeligt, at det nu er højsæson for campingfolket, og da vi havner på en campingplads ikke langt fra Rimini får Line og Sebastian for første gang smagt på campingpladslivet. Sebastian disker op med hjemmelavet Spaghetti Aioli e Olio fra camperens køkken, på det der bliver deres sidste campernat på turen.

Dagen efter kører vi nordpå mod Venedig. Undervejs lægger vi vejen indenom ministaten San Marino, som efter sigende skulle være toldfri. Vi ser dog kun den flotte fæstning, som er meget turistpræget og med et prisniveau derefter. Sidst på dagen parkerer vi uden for Venedig og kaster os ind i turistløvens hule. Det er overvældende så mange turister her er, men det der alligevel slår os mest er, at der nærmest ikke er noget lokalliv – udover dem der servicerer turisterne. 70 % af Venedigs befolkning er flyttet fra byen inden for de seneste 15 år. Det er en frygtelig udvikling. Arkitektonisk og historisk har byen jo ufattelig meget at byde på, men noget af glæden ved at traske rundt og fare vild i den smukke by går desværre af, når man skal betale 7€ for en lille flaske vand og 120€ for tyve minutters køsejlads i gondol i kanalerne. Man kan grue lidt for hvilken fremtid der venter Venedig.

Mens Sebastian, Line og Heidi er på vej i fly hjem til Danmark, kører jeg 80 km nordpå ind i Prosecco-området. Her møder jeg Mette og Jørgen, der er på jomfruferie sydpå i deres nye elbil. Jeg får lov at overnatte på vingårdens parkeringsplads, og vi nyder en flaske af områdets mousserende vin, får et dyp i den fredelige pool og kører hen på en lokal restaurant og spiser en hyggelig middag. Dagen efter kører sætter jeg kurs direkte mod Livigno, som ligger 4 timers kørsel derfra. Jeg har en sprængfyldt inbox da min ferie er slut, og min ferieafløser har sluppet grebet om opgavnerne. Og jeg er ramt af melankoli efter pludselig igen at være alene i camperen. De seneste tre uger har jeg nydt snakkene, pladsmanglen, samværet og den befriende følelse det er, ikke at skulle beslutte alting helt på egen hånd. Så jeg trænger til noget velkendt, et hjem, hvor jeg kan finde ro, få styr på alle arbejdsopgaverne og finde mig selv igen. Og til dét er Livigno perfekt!

IMG_4949.jpeg

Lidt af følelsen af ultimativ romantik og tosomhed kan godt forsvinde i det enorme turistkaos Venedig er blevet. Lige så fascinerende byen, arkitekturen og historien er, lige så frygtelig kan fornemmelsen af, at være midt i en forlystelsespark være.

IMG_4928.jpeg

Når menneskemængderne bliver for meget er det rart, at kunne søge tilflugt på tagterrassen med udsigt over Venedigs smukke tage. Modsat alle andre storbyer, så er byen helt stille og fri for motorstøj, hvinende dæk og knallerter på flugt.

162c49_c3b8f27c74ab4cd19f294ebfbd8c2616~mv2.jpeg

I Prosecco-området i det vestlige af Veneto-regionen møder jeg Mette og Jørgen, der holder ferie på en smuk vingård. Vejen, der løber forbi gården, hedder Strata di Prosecco, og bugter sig gennem det flotte område, der er optaget på Unescos verdensarvliste. 

162c49_db5f1a25ee094f0e985b95c9e37c1c63~mv2.jpeg

Normalt keder det mig, at se steder jeg har oplevet før, men en flig af mit hjerte røg af første gang jeg besøgte Livigno, og jeg føler mig øjeblikkeligt hjemme, når jeg kører ind i den isolerede dal. Jeg bliver i fem dage og får styr på arbejde, og ro på sjælen.

IMG_5572.jpeg
IMG_5093.jpeg

I fire måneder har hele Europa været mit hjem – i Livigno føler jeg, at jeg er kommet hjem.

Eventyrlysten er dæmpet, og jeg grounder i fem dage i Livigno, nyder naturen, cyklen og den kæmpe indflydelse bjergene altid har på min indre ro.

Fra Livigno er der kun knap 45 minutters cykeltur opad, og ind i Val Federia, som ligger fredeligt og isoleret fra omverdenen (uden mobilsignal). De serverer god øl og frokost på Agriturismo Federia, som kun har åbent om sommeren.

25BD948E-EC59-40F7-AD2C-C4E54497B4BC.jpeg

Ved Comosøen møder jeg Melanie og Frederik, som inviterer på en fantastisk middag med solnedgang og udsigt over søen og bjergene. Svært at forestille sig en flottere kulisse.

IMG_5482.jpeg

Uanset hvor gammel man bliver, er der noget grundlæggende skønt ved at slå smut.

5AC805CF-4F65-483B-813B-AE20EA076560.jpeg

Køreturen fra Como og op i bjergene gennem St Moritz og tilbage til Livigno, fører os ad snoede bjergveje forbi turkisgrønne søer og smeltende gletchere.

DC9CBFCB-3314-4386-BF90-CF2A89CC1E8E.jpeg

Morgenkaffe ved Lago di Caldaro før vi kører videre mod Østrig.

IMG_4031.JPG

Aftensol over Wiens pæne gader. Det slår mig, at jeg har været på farten siden den lave forårssol, og at solen nu igen begynder at stå lavt på himlen. Det har været en lang rejse.

IMG_5728.jpeg

Den er helt uundgåelig – det gennemtævede kalvekød, som bestemt ikke skuffer. Vi indtager den på Meissl & Schadn, som også Freud gjorde det.

Wien er pænt pæn, og lidt af en modsætning, når man kommer fra pænt upæne Syditalien.

Køreturen fra Livigno til Comosøen er en lidt underlig oplevelse. De første timer er gennem fantastiske bjerglandskaber med udsigt til store gletchere, og efter man er kørt gennem mondæne St Moritz kommer man forbi Europas højest beliggende surfspot i 1800 meters højde. Søen er turkisgrøn og hér har floden Inn sit udspring og løber hele vejen til Innsbruck i Østrig. Når man så nærmer sig Comosøen, får man kun glimtvis lov at spejde ud over den smukke sø – det meste at motorvejen er nemlig lagt i tunneler. Lidt skuffende. Skal man have glæde af udsigten skal man køre på vestsiden af søen, men det kræver også at man har god tid.

Dét har jeg ikke, for jeg skal mødes med Melanie og Frederik i Como. Vi har ikke set hinanden siden mit rejsegilde i marts, så jeg glæder mig ufattelig meget til gensynet. Det er ualmindelig varmt, og der er badeforbud i søen inde ved byen – både på grund af alger og forurening. Jeg er inviteret på middag på Ristorante Bellavista, som ligger hvor kabelbanen fra byen ender. Navnet er ikke misvisende, og vi spiser med udsigt til den flotteste solnedgang over søen og bjergene.

 

Fra Como begynder vores roadtrip gennem Alperne. Vi kører tilbage til Livigno, og Frederik får vist Melanie byen og området. Herfra tager vi en overnatning på en campingplads ved en lille sø i vindistriktet Caldaro, ikke langt fra Bolzano. Efter en lang køredag over Brennerpasset og forbi Salzburg, ender vi ved Wolfgangsee, hvor vi havde drømt om en plads ved søen. Området er fantastisk smukt, men dét er der mange andre, der også synes. Vi prøver forgæves 12-15 camper- og campingpladser. Ændrer plan, og forsøger at finde et gasthaus eller B&B, men også der er 'alles besitzt!'. Kl. 21.30 må vi bide i det sure æble og booke os ind på et dyrt firstjernet hotel i den lille kurby Bad Ischl. Jeg sover i opredning, mens de to unge tager dobbeltsengen – rollerne er byttet om.

06B6798E-2A4D-46C7-B74D-724B9BC39F2C.jpg

Af en storby-campingplads at være, er den i Wien perfekt. Gode faciliteter og nemt at komme ind til centrum med U-bahn. Hedebølgen ligger stadig over Europa, og vi deler pladsen med 100-vis af græshopper.

F4D8949A-D1AF-40F5-9FEE-8A93B0E9547D.jpeg

Inden vi kører i lufthavnen, når vi en sen morgenmad og en lang gåtur rundt i Bratislava. En smuk gammel hovedstad, omend der er tydelig forskel på 'pænheden' i forhold til Wien pletfrie gader.

IMG_5871.jpeg

Et par timers kørsel fra Wien, og med ét føles alt anderledes.

IMG_5812.jpeg

Efter to dages regn slutter juli af med manér, og jeg cykler en tur rundt om søen Vodná nádrz Slnava. Der er søndagsstemning i den lille by, og folk fylder parker og gader med musik og madkurve.

Frederik og Melanie flyver hjem fra Bratislava i Slovakiet, og jeg finder en hyggelig campingplads i Piestany. Regnen siler ned hele weekenden, og jeg får indhentet en masse arbejde.

Eventyrlysten forlader mig – jeg kan mærke, at det er tid at komme hjemad.

Vi fortsætter østpå og ender på en fin campingplads i Wien. Herfra er der kun fem minutters gang til toget ind til centrum af den flotte by. Vi får smagt på alt det man skal – wurst og øl på bierstuben, sachertorte og varm chokolade på Demel konditori, og afslutter med den berømte wienerschnitzel på Meissl & Schadn. De to dage i hovedstaden går hurtigt, og pludselig er vi på vej over grænsen til Slovakiet og Bratislava, hvorfra Frederik og Melanie flyver hjem til Danmark.

Jeg kører lidt nordpå og lander på en veldrevet campingplads i Piestany. Regnen siler ned, og det passer meget godt til mit humør. Jeg kunne ligesom mærke eventyrlysten slippe ud af mig, da jeg gik ud til camperen efter at have krammet farvel i lufthavnen. Der er kun to uger tilbage af rejsen, og jeg er både mentalt og geografisk så tæt på Danmark, at det lidt føles som noget der bare skal overstås. Weekendregnen gør, at jeg får indhentet en masse arbejde, og jeg får afsluttet måneden med fakturering og administrative opgaver. Solen vender tilbage netop som jeg er færdig, og jeg cykler en tur rundt om søen Vodná Nádrz Sinava. Langs søbredden og i byens parker er der søndagsstemning med picnic, fællessang og legende børn. I morgen er det august, og der er kun 12 dage til jeg er hjemme.

Hele rejsen måned for måned

Klik for at læse om rejsens sidste måned

To play, press and hold the enter key. To stop, release the enter key.