top of page

De kontrastfyldte italienske byer


Gennem de seneste seks uger er jeg rejst gennem 15 af Italiens 20 regioner. Fra Sardiniens minikontinent til Sicilien, tåspidsens Calabrien, videre gennem Basilicata til Napoli i Campania. Herfra via Molise til Abruzzo, ind i Lazio til smukke Umbrien og Toscana. Ud til kysten i Marche og videre nordpå gennem Emilia-Romagna til Venedig i regionen Veneto. Ind i bjergene i Trentino for at slutte af i Lombardiet.


Italien er et storslået land, og det er så forskelligartet og kontrastfyldt, at hver region fortjener et længerevarende ophold. Men måske netop gennemrejsen og den forholdsvis korte tid til, at opleve hver af de 15 regioner, jeg har besøgt, gør at man endnu bedre fornemmer forskellene og kontrasterne. Jeg har faktisk kun rejst alene gennem Sardinien – alle de øvrige regioner har jeg enten haft besøg om bord eller selv besøgt andre undervejs. Det er blevet til mange byer og mange indtryk. Herunder vil jeg forsøge at beskrive de enkelte byer, og især hvad der gør dem unikke, og hvorfor jeg synes de alle er et besøg værd.


---



Santa Teresa Gallura

Jeg ankommer til Santa Teresa Gallura med færgen fra Korsika – den perfekte måde at ankomme til både byen og Sardinien på. Vi var i Santa Teresa for nogle år siden, og brugte byen som udgangspunkt for at udforske det nordlige Sardinien. Og til dét er byen og beliggenheden perfekt. Byens torv er hyggeligt med gode restauranter, og der er ikke langt til byens lille strand som byder på lækkert badevand. Denne gang bor jeg på en hyggelig campingplads lidt syd for byen. Får ikke set så meget af området, da de tre dage jeg er der, er besat med arbejde. Men en lille kilometer fra pladsen ligger den flotteste strand med lækre sandklitter. Herfra kører jeg østpå langs nordkysten, den eksklusive Costa Smeralda. Vi var på et par lækre strande sidst vi var her – særligt kan anbefales surfspottet Spiaggia dell'Isola dei Gabbiani. Mange af de øvrige strande, som ligger på selve Costa Smeralda, er desværre 'gemt' bag betalingsmure i form af strandklubber og p-pladser til 15€ for en time – lidt over mit budget, så jeg kører videre.


Olbia

Jeg tilbringer kun nogle få timer i Olbia, som er en fredelig, lidt større by med butiksstrøg og stort udvalg af restauranter. Ganske fine butikker, hvor jeg også falder over lidt kærestegaver. Gratis parkering på havnen, selv for en camper – helt usædvanligt. Det er torvedag på havnepromenaden, mens jeg er der, med stort udvalg af lokalt håndværk og et utal af stråhatte.



San Teodoro

Syd for Olbia finder jeg en lille plads til overnatning. Pladsen går hurtigt over i glemslen som en af de kedelige, men jeg går en aftentur ind til byen San Teodoro ad en lidt underlig sti langs vandet. Den fører mig gennem nogle byggepladser, og jeg må forcere en hegn med forbudsskilte (der var en anden foran mig, der gjorde det, så ...), men jeg når ind til byen efter en lille halv times gang. Hyggelig by, der summer af turistliv, boder, butikker, streetfood og hyggeligt leben. Tæt på byen er stranden ikke værd at nævne, men kører man 5 km nordpå dukker der nogle vanvittig flotte strande op. Blandt andet stranden Cala Brandinchi, som har kælenavnet Little Haiti – med god grund, kom selv og se!




Baunei og Santa Maria Navarrese

Fra Olbia kører jeg en smuk tur over bjergene langs kysten. Det er en usædvanlig flot tur på kanten af nationalparken Golfo di Orosei e del Gennargentu, som man godt kunne bruge nogle dage på at vandre i. Nær mit mål, en lille campingplads på stranden i Santa Maria Navarrese, kommer jeg gennem bjergbyen Baunei, hvor man skal være usædvanlig uheldig, hvis man som indbygger ikke har udsigt over dalen og hele vejen ned til kysten. Alle huse vender den samme vej, og det er tydeligt at byen er stop for mange turister, der helt automatisk får lyst til en pause hér. Baunei er også byen, hvorfra jeg kørte op ad den smalle bjergvej til plateauet ovenfor byen for at vandre ned til Cala Goloritzé (læs separat blogindlæg om vandreturen her: https://www.musogpen-outofoffice.dk/post/cykelfri-s%C3%B8ndag-med-syre-i-benene ).

Fra Baunei er der 8-10 km ned til kysten og den lille badeby Santa Maria Navarrese. Byen er som badebyer på Sardinien er flest – nemlig yderst charmerende og med den dejlige tilbagelænede ro, der præger det meste af denne fantastiske ø. Spiser pasta to dage i træk på den samme restaurant – ingen grund til at lave om på noget der virker.



Iglesias

Efter at have krydset tværs over Sardinien og boet på den hyggeligste campingplads nær Abbasanta, bruger jeg et par dage på vestkysten. På min vej sydover inviterer jeg mig selv på en arbejdsfrokost i byen Iglesias. Jeg ankommer, sjovt nok, ved frokosttid, og byen er ufattelig øde og stille. Går alene ad et lille butiksstrøg og kommer til en plads med et springvand, hvor en pige med sin hund vælger at sætte sig. Hun er helt alene, og tager ikke notits af mig, der er nået en halv gade væk fra pladsen, så jeg skyder nogle billeder af hende, siddende der ved springvandet med hund og stråhat. Det viser sig at byen byder på nogle ganske gode restauranter, og jeg flotter mig med en toretters frokostmenu inkl. et glas vin og vand til 18€. Får arbejdet imens, så tænker, at Mus og Pen betaler. Herfra kører jeg til øen Sant'Antioco, hvor jeg får arbejdsro et par dage.




Cagliari

Hvor stort set alle de øvrige byer jeg besøger på Sardinien bærer præg af sydlandsk feriestemning, fred og ro, så er Cagliari anderledes. Minder mig i første omgang mest om en sydfransk havneby, a la Toulon, som jeg sejlede til Korsika fra. Brede stræder og caféer og restauranter overalt. Varmen er allestedsnærværende og nærmer sig de 40 grader, så jeg lister rundt i skyggen i gaderne mens jeg venter på at færgen til Sicilien skal afgå. Forestiller mig, at byen må have et livligt natteliv og en masse spændende spisesteder, men inden mørket falder på er jeg videre og befinder mig syd for byen, ude på Middelhavet.



Palermo

Når man lige har brugt to uger på Sardinien og er akklimatiseret til 'la tranquillità', så er det noget af en kontrast at køre af færgen i Palermos havn – også selvom det er kl. 5 om morgenen og man ikke kan forvente at byen er vågnet endnu. Men når først den vågner, så er der fart på. Nu er jeg pludselig i Syditalien med alt hvad det indebærer af støj, støv, skidt, møg, stank, duft, råben ... og fart. I forhold til tempoet på Sardinien, så bevæger alle her sig med en fart som havde de stjålet det hele. Jeg tager mig selv i et par gange at krydse gågaden ('gågade' som i der kører ikke biler, men alt andet med hjul på er til stede) uden at se mig over skulderen, og være tæt på at blive torpederet af de lydløse løbehjul og el-scootere, som kører slalom ned af byens hovedstrøg. Al virakken er yderst charmerende og jeg elsker det hele. Og dagen efter min ankomst, kommer drengene og Heidi, hvilket også gør mit første møde med Palermo ekstra huskværdigt.



Scilla (regionen Calabia)

I Scilla bor min kusine, hvilket jo gør byen ret speciel! Men er du i området, så kan jeg varmt anbefale at lægge vejen forbi den lille bade- og fiskeby, som ligger ualmindelig smukt og fotogent på hver side af et stort klippefremspring, der stikker ud i det Tyrrhenske Hav. Vi nåede desværre kun en kort tur rundt i byen, og skulle køre videre allerede næste morgen, men jeg er sikker på at jeg vender tilbage for at prøve de små restauranter af, som ligger yderst instagram-venligt med stolebenene næsten i vandkanten.




Napoli (regionen Campania)

Jeg har ikke været i New York. Jeg har ikke været i Bangkok. Heller ikke i Tokyo eller Rio. Men jeg har kørt en 6 meter camper gennem Napolis gader i 45 minutter i søgen efter en parkeringsplads. Så jeg har oplevet kaos, og hvor ordet stammer fra. Stressniveauet bryder skalaen da vi ender i en lille sidegade, hvor den ene side af gaden er flankeret af en meter høje støbejernsstolper med to meters mellemrum. På den anden siden af gaden, som ikke er mere en 2,5 meter bred, står der et par hundrede scootere parkeret, og jeg skal lave et sving på 90 grader uden at lave rækken om til væltende dominobrikker. Det lykkes, men ikke uden sved og eder. Vi opgiver og ender med at parkere camperen 14 km fra centrum på en camperplads – det er iøvrigt også billigere end ar parkere i byen. Skønt gensyn med Sebastian og Line, som har tilbragt dagen på øen Capri ud for Napolis kyst, og snakken går livligt over pizza og øl på en lille restaurant.

Jeg har aldrig oplevet en by som Napoli. Palermo virker nærmest som en stille ferieby i sammenligning. Til gengæld er byen utrolig ægte – man føler virkelig at man er gæst i en by som lever sit eget liv, og ikke blot lever for turister. Og når man efter et par døgn har vænnet sig til scootere der runder 60-70 km/t ad smalle stræder, og når man kan se bort fra skraldet og støjen, så er byen bare fantastisk. Og hvor i Europa kan du ellers gå ud og spise en god – rigtig god! – pizza for 5€? Jeg siger det bare – Napoli skal opleves.



Caiazzo (regionen Campania)

Det er lidt af en gave at være beriget med børn, der alle er madører. Og når de så også finder sammen med kærester der er madører, så er ens lykke næsten gjort. Kan de så samtidig finde ud af at researche og finde spændende spisesteder undervejs, ja, så nærmer vi os noget der ligner himmerige. Caiazzo kunne godt betyde himmerige – det gør det nok ikke, men vi kører ihvertfald mod byen af en helt speciel grund. Line og Sebastian har fundet frem til verdens bedste pizza. Mindre kan ikke gøre det. Min fødselsdagsgave bliver indløst på restauranten Pepe in Grani, som har skabt et pizzahus i den lille undseelige bjergby Caiazzo. Vi spiser i stuen på det almindelige pizzaria. På første sal er Michelin-pizzariaet, som kun åbner ved specielle lejligheder. Men i dette tilfælde er det bestemt ikke en synd at nøjes – vi får en treretters pizzamenu, hvor alt fra forret til hovedret og dessert er over temaet pizza. En kæmpeoplevelse.

Efter maden, erkender vi at det er blevet for sent at finde en camper- eller campingplads, og via mobiltelefoner forsøger vi at finde et overnatningssted i byen. Det virker ikke rigtigt, men heldigvis er fire af byens kvinder stadig på gaden, og selvom de ikke kan et ord engelsk, lykkes det os at få forklaret vores problem. Jeg får kontakt til en ejer af et bed & breakfast på telefonen. Han kan omend endnu mindre engelsk, og jeg må helt tilbage til aftenskolen i italiensk for at få forklaret mig. 10 minutter senere er vi indlogeret i de hyggeligste værelser og kan slå maver i en rigtig seng.



Montepulciano (regionen Toscana)

Via regionerne Molise (som vi blot gennemkører), Abruzzo, hvor vi sover på en bondegård med den skønneste udsigt og nogle yderst kælende hunde, og Lazio, som også bare gennemkøres, kommer vi til Umbrien. Hér bor vi også på landet, i en olivenlund, så det har intet med Italiens byer at gøre – jeg har bare endnu engang tabt mit hjerte til Umbrien. Lad endelig være med at tage dertil – det er perfekt at der ikke er så mange turister.

Men vi ender i Toscana, og kører til den smukke by Montepulciano. Byen ligger på en bakke/bjergtop, og selv de dygtigste 3D-designere og skabere af virtuelle virkeligheder ville kunne skabe det bedre. Byen er bare smuk! Og så er her vin ... fra man træder ind gennem den gamle bymur er man ikke i tvivl – i Montepulciano handler det mest om vin. Og det er jo ikke så ringe endda. Endnu en gang ender vi med at spise os så sent hen på aftenen, at vi ikke har fået styr på overnatning, så vi ender denne gang på et hyggeligt hotel et par kilometer udenfor byen. Morgenmad (som består af syv forskellige slags kager – ikke andet) og nogle afslappede timer ved poolen inden det går videre.



San Marino (ikke italiensk, men alligevel)

Cirke 15 kilometer vest for Rimini ligger en af verdens ældste republikker – den lille selstændige stat San Marino. Det er verdens femtemindste land med et areal på kun godt 60 kvadratkilometer, og det grænser kun op til ét andet land, nemlig Italien, som fuldstændig omslutter landet. Her bor knap 35.000 mennesker. Landet styres af et storråd, der består af 60 medlemmer. Disse er valgt for fem år ad gangen, og udpeger en regering af 10 medlemmer. Statsoverhoved og regeringleder, som kaldes kaptajner, sidder kun et halvt år ad gangen. Landet har siden sin første forfatning i 1263 levet en omtumlet tilværelse. Er du nogenlunde på alder med mig eller ældre, så husker du måske den brasilianske formel 1 kører Ayrton Senna, som endte sine dage ved en ulykke på racerbanen i San Marino.

Vi oplever et anderledes fredeligt land, omend her er godt fyldt op med turister. Vi tager kabinebanen op til toppen af Monte Titano, hvor fæstningsværket La Guaita ligger. Udsigten er slående – man kan se Adriaterhavet, Rimini og ind mod land det bølgende landskab, som stadig minder om Toscanas bakkede vidder. Men ellers går vi nærmest i gåsegang langs fæstningsværket, og antallet af souvenirbutikker overstiger det charmerende. Efter en god frokost med panoramaudsigt, tager vi igen kabinen ned, kan sætte kryds ved San Marino og sætter kursen mod Venedig.



Venedig (regionen Veneto)

Byen bygget på vand er på mange måder usædvanlig, og også både fascinerende og tankevækkende. Allerede da vi kører af broen, som fører ud til byen, guides vi af eksemplarisk skiltning på plads på camper-pladsen, hvor vi lader camperen stå de næste tre døgn. Herfra tager i vandbussen ind til byen, og lander lige ved Rialtobroen, hvor vores airbnb-host møder os. Supereffektiv ankomst, og fuldstændig gnidningsfri i forhold til mange andre italienske byer.

Og byen er jo virkelig fantastisk, og jeg forstår godt, at Heidi har haft den i toppen af sin bucketlist i mange år. For selve det at bygge en by på vandet er jo vanvittigt, og arkitekturen, beliggenheden og omgivelserne kan der ikke sættes en finger på. Men, som vi snakkede om en aften, så er det en komplet skør kontrast, når man kommer næsten direkte fra Napoli. I Napoli er du gæst i en by, der lever – uanset om du kommer der eller ej. Indbyggerne har deres hverdag og lever deres liv, og når du besøger byen får du et indblik i deres liv og hverdag. Det gør man ikke i Venedig. Her er alt sat i værk for, at du som turist får en god oplevelse – og lægger en hulens masse penge i byen. Vi snakkede om, at alle de lokale vi møder, beskæftiger sig med os som turister. De seneste 20 år er 60% af de lokale indbygger da også flyttet ud af byen. Formentlig for at lejlighederne kan lejes ud via airbnb og lignende. Vi rammes flere gange af følelsen af at gå rundt i en forlystelsespark, og at det hele kunne være kulisser. Men det er det jo ikke – og derfor er det også på samme vis så fascinerende. Så udover at være et slående kontrast til Napolis kaos og rod, så kalder Venedig også på mange slags følelser – som sagt fascination, men også en smule vemod og tristhed over hvad turisme kan gøre ved et sted. Der ankommer 12 millioner (12.000.000) turister til byen hvert år, hvilket vil sige, at der hver eneste dag i gennemsnit ankommer 33.000 mennesker og afrejser 33.000 mennesker. Hver dag.Til en by med 250.000 indbyggere. Det er immervæk mange mennesker der er i bevægelse ind og ud af byen hver dag.



Livigno

På min vej til Livigno, og efter at have efterladt Sebastian, Line og Heidi i Norwegians hænder i Venedig lufthavn, kører jeg godt 75 kilometer nordvest op i området hvor der dyrkes og produceres Prosecco. Her møder jeg Mette og Jørgen, som på deres vej sydpå i deres spritnye elbil har gjort holdt på en vingård. Jeg har fået lov at overnatte i indkørslen, og efter en dukkert i den lækre pool, kører vi en kort tur til en lokal restaurant. Maden, selskabet og udsigten er fænamonal, og krydses sågar med en blodmåne, som hænger stor og rund ude over Adriaterhavet. Dejligt med lidt nyt hjemmefra Danmark, og fedt at se Jørgen igen – det føles pludselig som meget længe siden at vi sov sammen i camperen i Normandiet og Bretagne.

Jeg har altid følt et tilhørsforhold til bjergene, specielt Alperne, og i særdeleshed den charmerende skiby Livigno. Byen er toldfri, og kan virke som et stort outlet med tøjbutikker, ski- og cykeludstyr, parfume, alkohol og billige cigaretter. Men byen kan også mere end det, og midt mellem topmoderne el-mountainbikes, kører der også traktorer rundt i gaderne med nyslået hø, der er græssende køer på bjergsiderne og man behøver ikke anstrenge sig særlig længe før roen indfinder sig. Jeg bliver fem dage i byen for denne gang, og får en masse arbejde fra hånden og når også to gode cykelture i områder jeg ikke har cyklet tidligere. Heldigvis går der kun nogle få dage før jeg vender tilbage hertil, og så bliver det med Frederik og Melanie om bord.



Como

Jeg har tilbragt utallige ferier ved Lago Maggiore, men aldrig set Como-søen. Torsdag lidt over middag kører jeg ind i byen, og jeg glæder mig og er spændt. Når jeg bare lige har fundet mig en parkeringsplads, så skal jeg nemlig møde Frederik og Melanie, som jeg ikke har set i fire måneder. Det er skønt at se dem igen, og vi slæber vasketøj mv til deres airbnb lejlighed for jeg har fået plads på sovesofaen. Como by virker superhyggelig, og der er en god blanding af lokalt liv og turister i gaderne. Termometret har ramt 40 grader, og vi spiser en let frokost ved søbredden. De er blevet advaret mod at bade i søen af både en lokal og politi nogle dage i forvejen, så selvom det er tillokkende at hoppe i vandet, lader vi være. Ved 17-tiden tager vi kabelbanen op til bydelen Brunate, som ligger 5-600 højdemeter over byen. Vi traver i en god halv time ad en stejl stensti, til vi kommer til vores første mål, tårnet Faro Voltiano. Udsigten ned over Como-søen og bjergen bagved er fantastisk. På vej ned drikker vi en tiltrængt øl, og herefter går vi ad asfaltvejen næsten tilbage til kabelbanen. Frederik og Melanie har booket bord på restauranten Bella Vista, som er deres fødseldagsgave til mig. Og sikken en gave – restaurantens navn er bestemt ikke falsk varebetegnelse. Vi spiser med den smukkeste udsigt over søen mens solen går ned i et orange slør bag bjergene. Wauw!






81 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

Læs også