top of page

La Familia



Når man fra den ene dag til den anden, med ét er alene og væk fra alle dem man elsker allermest, så bliver det ret hurtigt tydeligt, hvad det vigtigste her i livet er. Familien. Eller på italiensk La Familia! Dét der til hverdag er helt naturligt, og som man måske mange af årets dage tager for givet. Nogle af årets dage bliver iritabel over, og nogle ganske få dage ønsker hen hvor pebret gror. Men stadig, familien.


Den seneste måned har jeg været beriget med familien omkring mig i flere konstellationer. Da jeg kører af færgen i Palermo søndag den 26. juni er det med en helt speciel kildren i maven. Mandag ankommer Nikolaj, Loke og Heidi, og det er første gang i tre måneder at jeg ser de to unge mænd. Fantastisk følelse at gå ind til centrum og finde et sted at spise – sammen.


Efter nogle dage i den sicilianske hovedby, kører vi østpå for at finde noget strand, og vi tilbringer en skøn aften på en lille campingplads nær Tusa. Du kan læse mere om Sicilien i indlægget Sydende Sicilien https://www.musogpen-outofoffice.dk/post/sydende-sicilien

Da vi har krydset Sicilien og sejlet over Messian-strædet til det italienske fastland, besøger vi min kusine Mette i Scilla. Helt fantastisk at få en aften med endnu mere familie så langt fra Danmark.


I Napoli opstår den samme kildren i maven. Sebastian og hans kæreste Line kommer smilende op ad trappen til vores airbnb-lejlighed og det er ualmindelig skønt med et kæmpekram fra dem begge. Vi er samlet i den kaotiske syditalienske storby, og er næsten fuldtallige – kun Frederik og Melanie mangler. Om mandagen besøger vi Pompeji, som har stået på min bucketliste i mange år. Nærmest siden skoletiden, hvor man hørte de hjerteskærende historier om byen der blev begravet i aske. Vi går rundt i den ulidelige varme, og der er ikke meget skygge at finde i de gamle ruiner. Men stedet er så imponerende, at vi alligevel tilbringer 4-5 timer der. Vi får nogle spændende snakke, og det er tydeligt at besøget har gjort indtryk på alle.



Næste dag forsvinder Nikolaj og Loke ind i en lufthavnsbus, og trods SAS-strejke lykkes det at få dem fløjet planmæssigt hjem til Danmark. Sebastian og Line overtager pladserne i camperen, og vi kører straks nordpå. Efter en eventyrlig, omend ufrivillig, nat i Caiazzo på et Bed & Breakfast, fortsætter vi ind i Abruzzo-regionen. Det er en fantastisk flot landskab vi kører igennem, og gennem de høje bjerge i Riserva Naturale Regionale Monte Genzana e Alto Gizio. Her er der skilte med bjørne for hveranden kilometer, og det er tydeligt at vi er i bjørneland. Vi kommer frem til en agriturismo (det italienske ord for bondegårdsferie), og bliver taget hjerteligt imod. Sebastian og Line får slået teltet op for første gang, og vi spiser lokale retter fra gårdens lille restaurant. Heidi og Line får et kig ind i stalden og ser fårene blive malket.


Dagen efter går det atter mod nord og ind i Umbrien. Ikke langt fra byen Terni oplever i det kunstige vandfald Cascade delle Marmore. Et imponerende vandfald, bygget af romerne for mere end 2.000 år siden, for at kontrollere vandtilførslen til de omkringliggende byer og landbrug. Det er i dag stadig verdens største menneskeskabte vandfald. Sebastian har fundet endnu en agriturismo vi vil overnatte på, men da vi kommer frem viser det sig at være værelsesudlejning på en vingård. Via nogle hollændere får vi kontakt til ejeren, en karismatisk kvinde, der styrer vingården på egen hånd. Vi får lov at parkere i hendes olivenlunde, og teltet bliver slået op på den hidtil smukkeste plet. Ejeren vender tilbage med lidt toastbrød (vi manglede brød) og en flaske af gårdens vin. Mens et gigantisk tordenvejr ruller hen over hovederne på os, spiser vi tomatsalat, skinke og pølse, melon og toastbrød, og drikker rødvinen dertil. Et måltid jeg sent vil glemme.





På vejen videre nordpå kommer vi forbi de termiske bade ved Bagni San Filippo. Et meget specielt område, som desværre var lidt skæmmet af trådhegn og en hel del skrald. Herfra besøger vi byerne Montepulciano, San Marino og berømte Venedig, som du kan finde nærmere beskrevet her: https://www.musogpen-outofoffice.dk/post/de-kontrastfyldte-italienske-byer


Den 13. juli sætter jeg Heidi, Line og Sebastian af i Venedig lufthavn. Det er med en kæmpe klump i halsen, at vi krammer farvel, og jeg bliver endnu en gang ramt af den tomme og nøgne følelse, da jeg går alene ud af lufthavnen. Som om alle kan se, at jeg bevæger mig lidt anderledes, når jeg er alene, og at det lyser ud af mig, at jeg netop har taget afsked med min familie. Jeg blev ramt af samme følelse, da jeg satte Heidi af i Madrid, og det tager nogle timer og godt 100 kilometer i camperen væk fra lufthavnen, før klumpen forlader halsen og jeg igen kan se klart gennem solbrillerne.


Heldigvis skal jeg kun være alene i en god uges tid. Og dén, tiden, flyver afsted, for samtidig med at jeg satte de tre af i lufthavnen, så udløb min ferie også og jeg er atter tilbage på fuld arbejdstid. Jeg fornemmer hurtigt, at jeg har behov for velkendt ro, og jeg tror ikke der findes et bedre sted i verden for mig til netop dét, end Livigno. Så efter at have besøgt Mette og Jørgen i Prosecco-området, kører jeg direkte op til Livigno og går i arbejds- og cykelmode i fem dage.




Efter to dage ved det nordligste af Como-søen på en lidt klemt, men ganske hyggelig campingplads, sætter jeg mig ved rattet i camperen igen. Og den dejlige kildren er tilbage i maven – nu skal jeg mødes med Frederik og hans kæreste Melanie i Como. Varmen er tilbage, da jeg når til byen, og finder en p-plads en kilometer fra centrum. De to unge går mig i møde, og krammene, efter fire måneders adskillelse, er ualmindelig dejlige. Vi bruger to dage i Como sammen, hvorefter vi via Schweiz og St Moritz, kører op til Livigno, som Frederik gerne vil vise Melanie. Herfra kører vi igen via Schweiz gennem Meranodalen ned til et lille vindistrikt syd for Bologna, kaldet Caldaro. Hyggelig campingplads ved en badesø, og aftenen bliver akkompagneret af torden.


Planen var at skulle tilbringe natten ved Wolfgangsee, som ligger cirka 40 kilometer øst for Salzburg. Vi har kørt langt fra Caldaro, og ankommer først hen på aftenen. Omkring søen ligger der vel 10-12 campingpladser, men det går hurtigt op for os, at vi ikke er alene. Samtlige pladser er optaget, og da klokken nærmer sig 20, begynder vi at se os om efter en anden overnatning. P-pladserne er prydet af skilte med fricamping forbudt, så vi prøver 8-10 gasthofs og B&B af, men uden held. I byen Bad Ischl lykkes det os at finde et firstjernet hotel, som har et enkelt værelse tilbage. Det føles virkelig sjovt pludselig at sove i en opredning med sin søn og svigerdatter liggende i dobbeltsengen ... en lille ombytning af roller i forhold til tidligere tiders overnatninger med små børn i opredninger.



Bad Ischl er egentlig hyggelig nok. En lille kurby, med et lidt opskruet prisniveau, og så opfører de mennesker vi møder sig lidt spøjst. Først den ældre kvinde i receptionen på hotellet – hun virker som om hun er på et opkvikkende middel og taler med meget høj og skinger stemme. En lettere overgearet modtagelse, og en stor kontrast til tjeneren i hotellets bar, som vi møder nogle timer senere. Da vi kommer ind i baren er den tilsyneladende tom, men som en trold ud af en æske, springer tjeneren op bag baren, hvor han må have været i gang med et eller andet uden for vores synsvidde. Han er ikke til at få et smil frem på, og virker meget formel og tør. Mens vi drikker vores øl, forsvinder han ned under bardisken igen. Vi føler os alene i baren, dog vidende om, at han befinder sig et sted bag baren. Da et nyt hold gæster træder ind i baren, springer han op på samme måde, som da vi kom. Virkelig en spøjs adfærd, men han formår da at få os til at grine.


Jeg har længe ønsket at besøge Wien, og jeg må sige, at byen bestemt ikke skuffer. Vi tjekker ind på byens citycampingplads, som ligger ti minutters gang fra en metrostation, så man er hurtigt inde i centrum. Fin plads med ok faciliteter. Og Wien er bare smuk! Og usædvanlig velholdt, velplejet, ren og ordentlig. Man har lidt fornemmelsen af, at byens facader bliver malet hvert andet år, og de 15-20 kilometer vi traver rundt i byen, ser vi stort set intet skrald i gaderne. Første aften spiser vi på baren Bier & Bierli, som kan prale med verdens største samling af forskellige øldåser, som pryder væggene overalt.


Dagen efter tager Frederik og Melanie på sightseeing alene, mens jeg får noget arbejde fra hånden. Hen ad eftermiddagen mødes vi ved domkirken, og går hen på det legendariske konditori Demel, som har været 'Hofzuckerbäckerei' siden 1786. Her får man Zachertorte med flødeskum, og kaffe med flødeskum. Jeg er ved at skumme over, men oplevelsen lever desværre ikke helt op til forventningerne. Vi går videre gennem de smukke gader, Den Spanske Rideskole, og ender ved markedet Naschmarkt. Markedet består af mere end 100 boder, som tilbyder alt fra tøj, keramik, slik, grønt, fisk, nødder i alverdens farver og former, krydderier og meget andet på den ene del. Den anden del er restauranter og udskænkningssteder. Et summende fantastisk sted, hvor vi ender med at drikke Aperol Spritz mens solen forsvinder bag byens tage. Klart anbefalelsesværdigt.


Den store finale i Wien nærmer sig. Klokken 20 har Frederik bestilt bord på Meissl & Schadn, som skulle være et af de helt store steder at indtage wienerschnitzel på. Her har blandt andet Sigmund Freud indtaget sin schnitzel. Og stedet lever da også helt op til forventninger og anbefalinger. Mens vi venter på det store stykke kød skal ankomme, kan vi høre en ustoppelig klasken fra køkkenet, som er placeret midt i restauranten, så alle kan følge med. Man skal kun lukke øjnene og skrue en smule op for fantasien, så befinder man sig i spankingrummet i den lokale swingerklub. Der bliver klasket, smækket og banket kød til den helt store guldmedalje, og der er da nærmeste heller ingen i restauranten som ikke bestiller wienerschnitzel. Maden, og dermed vores afskedsmiddag, er en stor oplevelse, og ingen går fra bordet uden en følelse af at have spist lidt for meget. Jeg skylder Melanie en fødselsdagsgave, så hun får et eksemplar af stedets coffeetablebook 'The Wienerschnitzel Love Book' i stilfuld lyserød med som minde.


Fredag morgen er vi forholdsvis tidligt på færde, og efter en god times kørsel er vi i Slovakiet og kan spise sen morgenmad i Bratislava. På de få kilometer er husenes facader pludselig mere slidte og knap så velholdte, og det er tydeligt, at vi er kommet til et andet land. Men efter lidt søgen finder vi hen til nogle hyggelige gader, som dig primært byder på restautanter og souvenirbutikker. Butikker er der lidt af, men Melanie læser sig til, at de fleste butikker er gemt hen i større indkøbscentre som slovakkerne åbenbart ynder at gå i.


Endnu en gang kører jeg til lufthavnen for at sætte familie på en flyver, og endnu en gang får jeg en klump i halsen da vi krammer farvel. Og som sædvanlig går det først væk, da jeg er nået et godt stykke ud af byen og længere op nordpå i Slovakiet.


Jeg har haft familiebesøg i camperen i næsten fire uger, og fra 26. juni til 29. juli kun været alene i en uge. Sammen har vi oplevet det meste af Italien, og kørt næsten 4.000 kilometer. Med Frederik og Melanie nåede vi også gennem Alpelandene og ud østpå. Det har været en udsøgt fornøjelse og en kæmpeglæde, at dele så meget af min rejse med dem jeg holder allermest af. Det fås ikke bedre eller større. Og når folk spørger mig, hvad den største oplevelse på min lange rejse har været, så er det dét – de fire uger og fire tusinde kilometer med alle mine børn og min kæreste om bord. Tak for det, og tak for jer!




74 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Comments


Læs også

bottom of page