top of page

Familiebesøg i Scilla


Vi sejler fra Sicilien over Messina-strædet til det italienske fastland. Der, hvor det sorte af neglene på Italiens tåspids rammer Middelhavet, bor min kusine Mette. Byen hedder Scilla, og jeg mindes at have hørt utallige historier om stedets skønhed mens jeg var i lære på min onkel Peters (Mettes far) reklamebureau lidt uden for Mariager i Jylland. Så naturligvis skal vejen lægges forbi og se, hvor det er hun bor og har slået rødder, stiftet familie og levet de seneste 40 år.


Sejlturen over strædet er kort – lidt ligesom Helsingør-Helsingborg overfarten – og den almindelige italienske kombardo-forvirring, som jeg også oplevede på sejlturen fra Sardinien til Sicilien, gør at vi kommer med en færge et par timer før en vores billet lyder på. Den sparede tid bruger vi på en frokost og en slentretur rundt i Scilla. Byen er ualmindeligt smukt beliggende på et klippefremspring der stikker ud i havet. På den nordlige del af fremspringet ligger den gamle bydel med fiskehavn, små smalle og stejle gader og hyggelige restauranter, som nærmest hænger ud over vandet. Den sydlige del af klippefremspringet er tydeligt nyere byggeri og her finder man også byens lækre strand.





Som i så mange andre byer, er vi ikke velkomne i camper, hvilket først går op for os, da vi skal ud af byen igen. Så for at komme op ad bjerget til Mettes hus, kommer vi på en lille omvej helt tilbage til færgehavnen, før vi igen kan komme rigtigt ind til byen. Vi bliver taget hjertelig imod og det er skønt at se Mette igen. Vi bliver enige om, at det er 13-14 år siden vi sidst har set hinanden. Hendes mand Antonio, som jo er hele årsagen til, at Mette i sin tid pakkede kufferten og rejste fra Danmark til Syditalien, er desværre testet positiv for corona, og må blive i soveværelset mens vi er der.


Vi ankommer lige i rette tid til at se afslutningen på Tour de France enkeltstarten i København. Sjovt at sidde så mange kilometer hjemmefra og se byen være klædt i gule festklæder. Vi smager på Mette og Antonios egen rødvin og efter en lang snak bliver vi vist rundt på den smukke grund, der er beriget med vinstokke, frugttræer og en udsigt man skal lede længe efter. Vi får også en rundvisning i huset, som Mette og Antonio selv har tegnet, og selvom det er typisk syditaliensk udefra, så bærer det bestemt også præg af dansk indretningsstil indvendigt. I garagen falder Nikolaj i svime over Antonios gamle Fiat 500, som efter en grundt renovering kunne blive et fint lille køretøj. Lige nu står den næsten gemt under alverdens sager, men mon ikke den en dag kommer ud at køre igen.






Jeg er sikker på, at Mette ville være fantastisk gæstfri hvis hun boede i Danmark. Men gæstfrihed føles altså bare en smule bedre og mere hjertelig, når man oplever den i udlandet, og i særdeleshed i Italien. Mens vi snakker og drikker mere af husets vin, tilbereder Mette et 'nemt måltid', som hun kalder det. Vi får pasta med cherrytomater og sværdfisk bagt i ovnen. Jeg er henrykt, og føler mig med et en lille smule som hjemme. Huset rummer en hjemlighed og hjertelighed som gør mig varm inden i.


Efter en nat hvor Heidi bliver holdt vågen af naboens gøende hund, møder vi Lille-Antonio, som Mette kalder sin søn. Han har kørt bil hele natten fra Bologna, men virker ualmindelig morgenfrisk. Vi snakker om hans arbejde og han er meget interesseret i at høre om min rejse. Morgenen slutter i indkørslen, hvor han får set camperen, og Antonio senior følger med fra vinduet på første sal. Desværre skal vi allerede mod Napoli nu – jeg kunne sagtens have tilbragt 3-4 dage hér i Scilla, den skønne by, det skønne hus og sammen med min skønne italienske familie. Det er uden tvivl ikke sidste gang jeg har lagt vejen forbi Scilla.


GPS'en sættes til Napoli. Knap 500 kilometer mod nord, hvor vi skal mødes med Sebastian og Line. Mere familie, flere møder og flere kram. Det bliver dejligt!





56 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

Læs også