Overnatningssteder undervejs
Noget der fylder meget på et roadtrip som dette, er 'Hvor skal jeg sove?'. Det er hele tiden i baghovedet, og ofte ved jeg ikke, når jeg står op, hvor jeg skal sove den næste nat. I starten var det meget stressende, men efter nogle uger begyndte jeg at vænne mig til det. Nu er det ikke noget jeg bekymrer mig så meget om, så længe jeg er alene, eller kun har én med – så kan man altid fricampe et sted. Det kan være mere problematisk at få et telt op uden at det vækker opsigt. Nu hvor rejsen lakker mod enden, kan jeg mærke at jeg er ved at være lidt træt af hele tiden, at skulle flytte mig og finde nye steder at sove. I Slovakiet blev jeg således tre nætter på samme plads, og jeg har også tilbragt tre nætter på samme camperplads hér i Tjekkiet.
Skal du på roadtrip i Europa er herunder lidt beskrivelser af de forskellige typer overnatningssteder jeg har benyttet mig af. Jeg har sovet på camperpladser, campingpladser, fricampet på p-pladser, på vingårde, agriturismo og i airbnb-lejligheder, samt nogle få overnatninger på hotel eller B&B. Og så nogle enkelte overnatninger hos familie.
Prismæssigt er det næsten umuligt at sammenligne. Nogle pladser har været superlækre til få penge, og andre dyre og frygtelige. Mange steder skal man betale ekstra for bad og strøm, andre steder er det inklusiv. Så af og til kan det bedre betale sig at give 2 euro mere for en campingplads hvor alt er inkl. i stedet for en camperplads, hvor du skal betale ekstra for bad eller varmt vand til opvask. For mit vedkommende har jeg også gået efter om der er wifi, da de få ekstra euro kan være givet godt ud i forhold til at spare data, hvis jeg fx har skullet sidde og arbejde i nogle dage.
Bedste værktøj til at finde nattely er app'en Park4Night, som findes både til Apple og Android. Den er ganske omfattende og bliver større og større som tiden går. De har rundet 6 millioner brugere nu, og da den er baseret på at folk ligger pladser op, de har besøgt, bliver den kun mere og mere omfattende med tiden. Du finder både fricamper-pladser, camper- og campingpladser, p-pladser, og også en del agriturismo. Den er ganske enkelt uundværlig – ville hellere undvære gas end dén.
Camperpladser
Ulig campinpladser så er camperpladser typisk uden så mange faciliteter. Men det varierer meget, og er også meget forskelligt fra land til land. I Frankrig er mange pladser blot en indhegnet parkeringsplads, hvor du betaler for at komme gennem en bum. Herefter har du plads i 24 timer, som kan forlænges hvis du vil – nøjagtig som med et parkometer. Du kan for det meste tømme toilet og spildevand, og også fylde vand på, men det er ikke alle steder der er fx toilet eller bad. Mange steder, typisk tæt ved storbyer, er camperpladserne kun beregnet til autocampere, og ikke til fx campingvogn. Og det er heller ikke mange camperpladser man må slå telt op på.
Andre steder, som den jeg lige har boet på i Tjekkiet, var der flotte faciliteter med et fælleshus, hvor der er bad/toilet, køkken, tv- og opholdsstue, og også to værelser man kan leje. Derudover havde de tre små hytter. Indtjekning fungerede også på en automat, som kunne fyldes op dag for dag.
Prisen har ligget fra 5 til 22 € pr. nat for en camper (man betaler ofte pr. camper, og ikke pr. person).
Campingpladser
De er lige så forskellige, som der er mange af dem. I bjergene nord for Madrid boede jeg på den skønneste plads lige ud til nationalparken Sierra de Guadarrama for 12 € i døgnet. Jeg var den første danske gæst de har haft. Og på Korsika boede jeg på en fed plads med usædvanlig flot beliggenhed på et lille næs med turkisblåt vand på begge sider. 17 € pr. nat. Modsat betalte jeg 37 € for en enkelt nat på en frygtelig plads ved den franske Riviera.
Stjerneangivelserne angiver typisk mere hvor mange faciliteter der er, og ikke om der nødvendigvis er rent og lækkert. Så en plads kan have fire stjerne, fordi der er vandrutschebane og bordtennis mv., men til gengæld er der ståtoiletter. Og en plads med to stjerner, kan ligge fantastisk og bestyres af nogle dedikerede mennesker, som går op i at gøre pladsen lækker.
Kig i Park4Night-app'en, og læs gerne de sidste to-tre kommentarer fra folk – det giver en god fornemmelse for pladsen.
Det er først her i slutningen af juli, efter at jeg er kommet til det nordlige Italien og videre, at jeg har oplevet problemer med at få plads. Det har helt sikkert noget med højsæsonen at gøre, og sikkert også geografien. Selvom det var tydeligt på Sardinien, at industriferien i Tyskland var gået i gang, så oplevede jeg aldrig problemer med at finde plads.
Priser fra 9 til 37 € (man betaler ofte en pris pr. camper + pr. person og evt. for telt)
Fricamping
At fricampe vil sige, at finde et fedt spot og holde ind, hvor det passer dig. Det kan være på en rasteplads (vil jeg ikke anbefale), en p-plads eller et sted i naturen. I Spanien oplevede jeg mange deciderede fricamperpladser, som egentlig bare er p-pladser hvor det er lovligt at holde og overnatte. Nogle steder kan der være opsat regler om forbud mod at rulle markise ud, sætte stole og bord op osv.
Jeg har ikke gjort det så meget – måske fordi jeg er alene, måske fordi jeg er blevet ældre. Men de gange jeg har gjort det på turen har det været superfine oplevelser – særligt Heidis og min overnatning ved en bjergsø 70 km fra Madrid, og de to overnatninger i Nordspanien, hvor jeg stødte på danske Kim fra Portugal.
Føl dig frem, og gør det kun hvis du er tryg ved det. Flere steder gik jeg i seng, hvor der var tre-fire campere på p-pladsen, og vågnede til 15-20. Og der er en følelse af, at campere ser efter og passer på hinanden. Det er også meget afhængig af hvilket land du er i. I Portugal er det ulovligt at fricampe, med mindre det er på dedikererede fricamper-pladser, og koster 100 € i bøde pr. person. I Sverige ville jeg aldrig så meget som tvivle – der er det bare at finde et spot og nyde solnedgangen.
Priser fra – siger sig selv, 0 €
Vingårde og Agriturismo
Hjemmefra havde jeg en forestilling om, at jeg skulle stryge gennem hele Frankrig og kun bo på vingårde, der er med i ordningen France-Passion. Du kan læse mere om France-Passion andetsteds på bloggen, men helt kort fortalt, så betaler du et beløb til foreningen én gang, og herefter kan du overnatte på over 2.000 vingårde og -slotte spredt ud over hele Frankrig. Ordningen er kun for autocampere. Jeg prøvede det en enkelt gang, og det kan varmt anbefales. Der følger typisk en vinsmagning med. Nogle steder er der faciliteter som toilet og bad, andre ingenting. Bestem noget jeg skal gøre brug af en anden gang.
France-Passion koster 30€ det første år, 25€ efterfølgende. Medlemmer overnatter gratis.
I Italien findes app'en Agricamper, som giver dig adgang til overnatning på bonde- og vingårde i hele Italien. Det er superhyggeligt, og du er næsten garanteret en smagsoplevelse, både af forskelligt kød, oste og naturligvis vin – afhængig af hvad den enkelte gård producerer.
Koster 30 €/år for at få adgang til app'en. Der betales på gårdene for overnatning – typisk 10-20 € pr. camper.
I Spanien findes tilsvarende til den italienske app España Discovery. Jeg boede på en gård tæt på Segovia, hvor der udover de gængse bondegårdsdyr også rendte påfugle rundt på grunden. Gårdens ejer inviterer hvert år børn fra omegnens skoler til at komme og bo på gården i en uge, som en slags lejrskole, så der var liv og glade dage mens jeg boede der i to dage.
Tilmelding koster 30 €/år og for det får du en bog og et kort over alle gårde i Spanien, der tilbyder overnatning. Priser fra omkring 10 € for en camper pr. nat.
Konceptet fra France-Passion vinder efterhånden indpas i flere og flere lande – i Danmark hedder det fx Pintrip, og for et par år siden åbnede noget tilsvarende i Norge, Nortrip. Jeg har kun prøvet de tre ovenstående lande, men herunder lidt links til øvrige lande:
Danmark: www.pintrip.eu
Sverige: www.swedestops.eu
Schweiz: www.swissterroir.ch
Tyskland: www.landvergnuegen.com
Norge: https://nortrip.no/
Østrig: www.bauernleben.at
Storbritannien: www.britstops.com
Airbnb
I efterhånden 10 år har Airbnb været vores foretrukne måde at overnatte, når vi rejser. Kender du det ikke, så prøv det af, for det er fantastisk. Den oprindelige idé er, at man for et lille beløb køber sig plads på en 'luftmadras' i en anden bolig, hvor man overnatter hos værten og får morgenmad med – deraf navnet Air + B&B. Sidenhen er det blevet mere kommercielt, og vi har boet i en opgang i Barcelona, hvor man kunne se nøjagtig samme Ikea-billede hænge i køkkenet på alle fem etager, når man kiggede op i gården.
Undervejs har jeg boet både på den oprindelige måde – hos en sød fransk familie i Versailles – og på den mere etablerede, som i Napoli, hvor vi blev mødt af en prof guide, som viste os lejligheden og hurtigt fortalte om alle seværdigheder. Herefter nævnte han, at der iøvrigt var et Late-Check-in tillæg på 20 €, fordi vi først ankom kl. 21. Det sagde jeg at jeg ikke havde hørt om, og bad ham ringe til udlejer, hvorefter det pludselig ikke var aktuelt alligevel.
Men se dig godt for – man kan godt komme af med mange penge. I Sevilla betalte Heidi og jeg 1.400 pr. nat fordi vi ikke lige er fodboldinteresserede og var klar over at der var Europa League finale i byen de dage vi var der. Så to dage senere, eller tidligere, kunne vi have boet i samme lejlighed for 600/nat. Fordelen, særligt når man rejser med børn eller bare er flere, er at man har en hel lejlighed med køkken, vaskemaskine osv. Så i stedet for at sidde på hvert sit hotelværelse, så er man sammen i lejligheden. Og man kan benytte sig af det lokale marked, købe ind og leve lidt som de lokale.
Hotel og B&B
De gange jeg undervejs er endt på hotel, har det mest været af nød og ikke planlagt. Eneste to planlagte hotelovernatninger var i Karlsruhe inden et forretningsmøde, og i Lissabon, hvor Mark og jeg mødtes med Anette og Heidi. Ellers har det været fordi vi har været mange i bilen, tre eller fire, og det er blevet sent og vi har trukket i nødbremsen og booket os ind for en nat. I Montepulciano sammen med Sebastian og Line var det overskueligt i pris, mens jeg lidt følte vi blev taget i røven, da jeg med Frederik og Melanie tjekkede ind på det firstjernede hotel i Bad Ischl i Østrig.
Comments