Et cykelstativ, der driller, en drone i luften og en smule om corona

Klokken er 5:15 da jeg giver telefonen det første dask. 5:24 får den det andet, og klokken 5:33 kan jeg ikke længere ignorere vækkeuret og slår dynen til side. Jeg brummer lidt om kap med vækketonen, men risikerer heldigvis ikke at vække Heidi. Vi er ramt af corona, igen. Denne gang er det Heidi, og hun har søgt selvisolation på Lokes værelse nedenunder. Vi har listet rundt om hinanden alle sammen i en uges tid, så det bliver en lørdag i mit eget selskab.

Heldigvis har jeg en opgave, og til dén skal jeg bruge en autocamper, en drone, et par kameraer og en mountainbike. Jeg har brugt de seneste par uger på, at skrive min første artikel til Cykelmagasinet Velomore. Den handler om tankerne bag min Out Of Office tur, om forberedelserne og om alle forventningerne. Ganske som i gymnasiet har jeg skrevet til natten før afleveringsfrist, og idag, lørdag, skal jeg bruge til at tage billeder der kan være med til at illustrere artiklen. Det hele skal samles og afleveres søndag.

Jeg har fulgt vejrudsigten spændt de seneste dage, og vejrguderne disker op med intet mindre end en eventyrlig januarmorgen. Det er minus tre grader og stadig buldermørkt, da jeg slæber cykel og gear ud til bilen. Et par dage før har Fiat i Nivå hjulpet mig med, at montere cykelstativ på bagdøren af camperen, så jeg kan medbringe op til to cykler bagpå bilen. Men jeg har naturligvis ikke haft tid til at tjekke om alt var som det skulle være, og efter at have trippet rundt med stige, unbrakonøgle og kolde fingre, beslutter jeg mig for at skrue hjulene af cyklen og kaste den i bagagagerummet. Hvis jeg skal fumle mere med cykelstativet i indkørslen, risikerer jeg at miste det flotte lys når solen står op.

Så ind med cykel og resten af udstyret, en kop kaffe i kopholderen og så ellers retning mod Asserbo plantage, hvor jeg har tænkt mig at dagens optagelser skal foregå. Jeg forlader Snekkersten kl. 7, og det er en usandsynlig smuk køretur gennem den frostklare luft, og et landskab der er dækket af iståge.

Ved Nyvej p-plads lykkes det mig at få monteret cyklen i cykelstativet, så den kan komme med på billederne. Det sjove er, at jeg hele mit liv har elsket at tage billeder. Jeg har vel 30-40.000 billeder af mine tre børn, fra alle vinkler, i alle situationer, med alverdens grimasser og i forskellige verdensdele. Men mit arkiv rummer næsten ingen billeder af mig selv. Og jeg har altid holdt mest af at tage billeder, end at få taget billeder.

Så at være afsted på fotoopgave med mig selv som det eneste motiv er en ret underlig ting, og ikke noget jeg tror jeg nogensinde bliver helt komfortabel ved. Heldigvis kan jeg i første omgang fokusere på at få dronen i luften, så den kan få solopgangen og frosttågen med inden solen kommer for højt på himlen. Hér er det bil og cykel der er i fokus.

Det er reelt set kun anden gang jeg filmer rigtigt med dronen, og det er en kende grænseoverskridende, at sende den op i 40 meters højde, markere bilen som objekt, klikke 'track' og så sætte sig ind i bilen og køre. Men den lille robot følger mig troligt, og jeg sidder med fjernbetjeningen på rattet og skyder løs. Jeg stopper flere gange, ændrer vinkel og højde, og forsøger at få skud med bevægelse i. Jeg har monteret filter på dronens kamera, som skulel give mere farvedybde og fjerne det værste højlys. Desværre erfarer jeg, at når dronen er i track-mode, så kan kameraet ikke samtidig optage i 48 megapixel. Hvis man skal have den høje opløsning, skal man flyve manuelt. Så det er lidt et kompromis, og jeg får prøvet begge dele af.

Efter halvanden kilometer, og cirka 25 minutter, melder dronen pludselig at den vil vende tilbage til stedet hvor den lettede fra, nu! – for at den kan nå tilbage inden den løber tør for batteri. Jeg stopper bilen, heldigvis på en øde grusvej, og hopper ud med fjernbetjeningen i hånden. Det lykkes mig heldigvis, at få landet dronen manuelt mellem træerne, midt på grusvejen. Da det er en ensrettet grusvej, ville jeg ellers have skulle en kilometer længere frem for at vende, og dernæst et par kilometer tilbage til stedet hvorfra jeg satte dronen i luften. I mellemtiden kunne den have landet midt på p-pladsen mellem biler og hundeluftere. Ikke et ønskeligt scenarie. Jeg ville ønske man kunne stille 'Return-to-Home'-funktionen til at følge fjernbetjeningen, så den lander dér hvor man reelt er, når fx batteriet er ved at slippe op.

Jeg bruger et par timer med dronen, og får også taget nogle billeder af bil, cykel og fører med kamera på stativ. Klokken er kun knap 11, og jeg har skudt knap 300 billeder. Vejret er fantastisk, så jeg gør cyklen klar og tager et par fritimer ad ukendte spor i Tisvilde Hegn. Ligeså fedt det byggede spor er deroppe, ligeså mange kilometer små spor er der for de uartige, som ind i mellem trænger til at opleve noget nyt og forsøge at fare vild. Og dét kan man faktisk let i Tisvilde Hegn.

Tilbage i bilen udvælger og redigerer jeg billeder, spiser en sandwich og betragter de mange hundeslædeførere, som bruger Stængehusets p-plads som mødested. Dér kan man snakke om en sport, der kræver udstyr, tid og dedikation. Men fantastisk at se, hvordan både hunde og ejere nyder timerne i naturen.

Jeg vender køleren hjemad og det er så småt ved at blive mørkt igen, da jeg bakker ind i indkørslen, efter en skøn dag i eget corona-isoleret selskab.