Så blev der stille!

Siden 4. marts, hvor Nikolaj landede i Palermo lufthavn, har jeg været velsignet med en varm forårsstrøm af gæster i Cianciana, her på Sicilien. Det har været skønt, fantastisk, dejligt, og i den grad berigende. Og jeg har modtaget - og brugt - en masse god energi. For selvom besøg er dejligt, så tager det også på kræfterne, og når man som jeg gerne vil vise alle Siciliens, og Ciancianas, fortræffeligheder frem, så kan det blive nogle krævende uger.

Efter nogle dage alene med Nikolaj, hvor vi blandt andet fik besøgt Valley of Tempels, Agrigento, Turkish Steps, Caltabellotta, Sciacca, Bivona og Santo Steffano, kørte vi til Palermo og slog os sammen med Line & Sebastian. 

Dagene herefter blev brugt på diverse seværdigheder, padeltennis i Cianciana, og i løbet af få dage oplevede jeg mine børn begejstret fortælle om deres hurtige ‘integration’ i Cianciana. Pludselig kunne de ikke gå de 450 meter mellem Shellys og mit hus, uden at hilse på en masse mennesker, og stoppe for kaffe eller drinks på vejen. Og det er lige præcis dét Cianciana handler om!

Når mine drenge, og deres piger, rejser rundt i verden, handler det ofte om én ting: MAD! Og jeg blev i ugens løb forkælet med hjemmelavet pastaretter til frokost, og besøg på utallige restauranter om aftenen. Morgenmaden bestod ofte af et par cappuccinoer (før kl. 11 forstås!), og en croissant eller andet sødt. Så 2 kg tungere kørte jeg sammen med Nikolaj til Palermo den 14. marts, for at sende ham godt hjem til Danmark, og for at hente den næste gæst.  

Ikke at jeg opfatter Shelly som en gæst! - det føles snarere som om hun endelig er kommet hjem til ‘vores’ by. Vores ground zero. Ufattelig dejligt at være genforenet efter mere end to måneder med Atlanterhavet mellem os.

Den første af Shellys tre uger i Cianciana brugte vi sammen med Sebastian & Line. Mad, vino og aftener med snakke og brætspil, alt imens vejret blev bedre og bedre. Begge de to unge blev sendt hjem med en tanline betydelig tydeligere end Nikolajs. 

Lørdag den 23. marts stod i Zacks ånd, og vi brugte dagen i Sciacca med sushi, snak og eftertænksomhed, samt naturligvis en Aperol på vores efterhånden faste caféhjørne med udsigt over byens havn og kysten. Tosomheden varede kun knap to døgn, for om mandagen kørte vi endnu engang til Palermo, denne gang for at hente Pernille & Michael. De havde bevidst valgt at holde deres påskeferie i Cianciana, og opleve den megen virak og festlighed, der præger påskeugen. Skøn uge med endnu flere snakke, mad og - behøver jeg nævne det? - vino.

I søndags kørte vi til Palermo og sendte dem begge retur til Danmark i ‘Kiss & Fly’ banen ved afgangshallen. Og med ét var vi tilbage i tosomheden. Mmmm … GPS’en blev sat til Cefalù 75 km øst for Palermo, hvor vi havde fundet et lille boutique-hotel. Hver gang jeg har ramt nordkysten har der altid været 4-5 grader varmere end i Cianciana, og denne eftermiddag ramte termometret 32 grader.

Vi spiste frokost på en af ganske få restauranter i byen med små terrasser, der hænger ud over havet. Meget romantisk, en anelse instagram-agtigt, og faktisk var maden bedre end forventet. Men det er vel hvad man kan forvente på Sicilien. Eftermiddagen fordrev vi på Molo19 mens solen gik ned, og for hver ny drink kom tjeneren med nye snack, pizza-slices, bruschettaer og chips, så vi endte med at droppe aftensmaden og i stedet dele to kugler gelati på kirketrapperne på byens torv. En uforglemmelig dag og aften i Cefalù, og næste dag fik jeg tilmed årets første dyp i Middelhavet. 

Ligesom byen Cefalù får mine varmeste anbefalinger - især på denne årstid, før der bliver alt for crowdet - så er køreturen gennem bjergene retur til Cianciana en af de flotteste jeg endnu har kørt på Sicilien. Og det gule tæppe af små blomster, som har præget bjergsiderne siden starten af februar, er ved at blive overtaget af blomster i alskens farver. Denne uge er også vinstokkene sprunget ud, og man kan bare vente på årets Grillo-druer vokser sig modne. 

I Alessandria delle Rocca - nabobyen til Cianciana - kommer Shelly i tanker om brødfestivalen i San Biago Platani. Det er kun en halv times omvej på vejen hjem. Det helt store trækplaster i San Biagio Platani er den årlige brødfestival, som holdes i forbindelse med påsken. Konceptet er dog udvidet, og kan opleves fra starten af april til midt i maj. Virkelig den ekstra køretur værd, og efter at have beundret de mange kunstværker i brød og korn, ender vi i en lille baggård, hvor der serveres Paulaner weißbier, og tankerne går mod Berlin. 

Tilbage i Cianciana går tiden pludselig stærkt, og med ét sidder vi og spiser afskedsmiddag hos Pam sammen med Pat. De er begge amerikanere, barndomsvenner og er endt i Cianciana - Pam med feriebolig og Pat som fastboende. Superhyggelig aften, og det glæder mig, at Shelly når at få lidt tid med hendes ‘gamle’ Cianciana-venner efter vores til tider hektiske tre uger sammen i byen. 

Shelly skal flyve fra Palermo torsdag morgen kl 6, så vi tager en overnatning i den lille havneby Terrasini, kun knap 10 km fra lufthavnen. Overraskende hyggelig by, som minder mig om Nordspaniens kyst vest for Bilbao. 

I skrivende stund sidder jeg i Palermos lufthavn. Shelly er fløjet mod Rom kl. 6 (og derfra New York og Toronto). Jeg arbejder mens jeg venter på at klokken bliver 15, så jeg kan hente min nye lejebil. Faktisk min fjerde lejebil siden jeg kom til Sicilien, men årsagen til dét er meget lang, og kræver sig eget blogopslag. Senere. A dopo.

Jeg tænker over den seneste måneds tid. De fantastiske besøg, og øjeblikke af en hverdag sammen hér på øen. Det har været ubeskriveligt. Og samtidig er det måske først nu, at det virkelig går op for mig, at jeg rent faktisk er flyttet til Sicilien. Væk fra Danmark. Og at jeg ikke skal rejse hjem, som alle andre - men at mit hjem er hér. Det føles mærkeligt, og usædvanligt rigtigt på samme tid. Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at ‘hjem’ for mig ikke er en geografisk position. Det er en følelse i maven, en tilknytning til mennesker i mit liv, og en overbevisning om at høre til, uanset hvor i verden jeg er. Sikken et privilegie!

Om kun få dage kommer min mor, min bror Rasmus og Ole på besøg. Det bliver fantastisk, og jeg glæder mig til at vise mit nye hjem frem - et hjem jeg lærer bedre og bedre at kende for hver dag - hver hverdag - der går.