To milepæle på én dag

I dag er jeg på vej mod Monts de Lacaune, som er nogle mindre bjerge, der ligger i Massif Centrale. Det er på vejen mod Provence. Jeg forlader Pyrenæerne, som jeg nu har krydset to gange på turen – første gang på vej til Pamplona, og anden gang fra Andorra til Ax-les-Thermes. Og begge gange har regnen silet ned, så selv efter fem uger på den iberiske halvø, lykkedes det ikke, at få luftet cyklen i de smukke bjerge. Men så er der noget at vende tilbage for en anden gang.

Turen i dag er i mere end én forstand en milepæl. Og lidt af et jubilæum. Jeg er nu nøjagtig halvvejs på min gendannelsesrejse, og i morgen er der færre dage til jeg vender hjem til, end fra da jeg forlod, Danmark. Det er ufatteligt så hurtigt tiden er gået, og på samme tid, er det også ufatteligt, så meget jeg har oplevet. Nogle oplevelser føles som meget længe siden – som da jeg vågnede til minusgrader i camperen i Harzen efter en nat uden gas. Eller da jeg spiste moules frites med Jørgen i Honfleur i Normandiet. Gåturen gennem den genopdukkede oversvømmede by ved grænsen mellem Spanien og Portugal sammen med Mark, føles til gengæld som var det i går. Og fricamper-aftenen, sammen med hende den lækreste, med udsigt til sø og solnedgang i bjergene nord for Madrid, føles også som meget nærværende.

Jeg er gået fra at være total autocamper-rookie, med konstant sug i maven, til at hvile i hverdagen i camperen og de anderledes daglige opgaver og gøremål som følger med. Jeg har passet mit arbejde for mine trofaste kunder gennem de to en halv måned, og jeg er blevet overrasket over hvor forholdsvis få gange, jeg har haft udfordringer med internetforbindelse. Hjemmefra havde jeg forberedt mig på, at dét ville blive en af turens helt store udfordringer, men selv i Tyskland, som jeg blev fortalt var et U-land med hensyn til mobilt bredbånd, har jeg været ‘på’ stort set hele tiden. Og overraskende nok, har det været i Portugal, at jeg har oplevet at komme på 5G netværk flest gange. Kun når jeg har cyklet dybt ind i bjergene har jeg været ude for, først at miste 4G forbindelse, dernæst 3G og til sidst helt at være uden GPS-signal. Men det er tilsyneladende ganske få spots af den slags, der er tilbage i Europa. Andorra viste sig desværre, at være no-go-land for Telenor abonnenter, så efter 14 timer strøg jeg ud af landet igen. Endnu noget at have til gode.

Jeg trives i camperen, og i det simple liv. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge inden for – bogstavelig talt – rækkevidde. Og det er i virkeligheden ikke meget, man behøver, når det kommer til stykket. Nu hvor de praktiske ting med camperen er blevet rutiner, og hvor dét, at finde nye steder at overnatte, finde vej og få en arbejdsdag til at fungere også er blevet hverdag, så kan jeg bedre og bedre finde ro og rent faktisk nyde de steder jeg kommer til. Dét gjorde jeg også i begyndelsen, men en stor del af min tankevirksomhed cirkulerede på det tidspunkt omkring praktikken.

Derfor var aleneheden nok heller ikke så tydelig i begyndelsen – netop fordi jeg havde nok at se til med, at vænne mig til alt det nye. Efter at have haft besøg af Mark i halvanden uge, faldt en masse af praktikken på plads. Måske fordi jeg pludselig skulle vise ham, hvordan tingene virker, hvor de er og hvordan ‘man gør’. Den proces gjorde ligesom, at jeg selv ikke længere var rookie. Så da Heidi og Anette kom til Lissabon, og efter vi havde nydt nogle dage sammen som to par, havde jeg fire skønne dage alene med Heidi, og var pludselig blevet erfaren camper.

Dagene med Heidi var fantastiske. Mere end jeg havde turde håbe på, og hedt i mere end en forstand. Så da jeg fik det sidste kys af hende i Madrid lufthavn, og hun forsvandt i menneskemængden ved security, så blev jeg ramt af alenehed. Ikke ensomhed, for det er noget helt andet. Men jeg følte mig pludselig virkelig alene efter i tre uger, at have haft nogen med om bord, nogen at snakke med, nogen at dele med. Nogen der kunne tage en beslutning, så jeg ikke selv var nødt til hele tiden at tage samtlige beslutninger. Og da praktikken var blevet en rutine, blev dét, at jeg var alene, meget tydeligt og mærkbart. Så det har i sandhed også været en rejse i mig selv, og jeg føler jeg har lært mig selv bedre at kende på mange områder.

Det er gået over nu, det store tomrum Heidi efterlod, men jeg kan også mærke, at jeg glæder mig til at vi ses igen på Sicilien. Og jeg glæder mig til at se Nikolaj og Loke. Og herefter dukker mine børn og svigerbørn jo op som skinnende perler på en snor, og jeg forestiller mig, at de sidste halvanden måned af turen kommer til at gå alt for hurtigt. Men det bliver skønt!

En anden milepæl er, at jeg i dag rundede 10.000 kilometer på turen. Lige præcis da jeg kørte ud af sidste rundkørsel i byen Castres. Jeg må indrømme, at jeg altid har joket lidt med Fiat. Men nu er jeg blevet Fiat-fan. Hold nu op, hvor har den bil kørt fantastisk, og uden på noget som helst tidspunkt, at skabe problemer. Gennem sne i Holland, køkørsel rundt om Paris, regnvejr i Nordspanien, små bjergveje i Portugal og stegende hede i Sevillas kogende centrum. Den kører bare! Og er dejlig let at få rundt på selv de stejleste bjergveje, gennem de snævreste gamle landsbyer og mellem scootere og lokale taxaer i storbyerne. Eneste udfordring er parkeringspladser, særligt i storbyerne, hvor det kræver lidt tålmodighed og et vågent øje. Jeg har et problem med vandet i køkkenet, og har været i kontakt med Camping Parken i Herning. Det er tilsyneladende en kontakt, der er gået i stykker, så når jeg tænder for vandhanen i køkkenet, aktiveres vandpumpen ikke. Men da det er samme vandpumpe til køkken og toilet, så er tricket lige nu, at tænde en smule for hanen på toilettet, så vandpumpen tændes, og så er der rindende vand i køkkenet. Jeg ser om jeg kan nå forbi en Sunlight-forhandler her i Sydfrankrig, så det kan blive fikset inden jeg på mandag skal med færgen til Korsika.

Men ud over vandet i køkkenet har jeg ingen problemer haft med camperen. Og jeg er glad for, at jeg valgte ikke at gøre turen i en VW California, for pladsen kan føles trang når man bor to i camperen. Specielt når det er sammen med en, man ikke lever i et tæt forhold med til hverdag. Da jeg fik bilen, syntes jeg den var stor, men jeg kan godt se fordelen i de lidt større campere, hvor der er lidt mere albuerum, og hvor brusekabinen er reel og rent faktisk kan bruges. Men til én person er min Sunlight 600 Cliff fin. Jeg er imponeret over de unge familier med tre børn jeg har mødt, som kører rundt i en California. Det må ende om den mest sammentømrede familie man kan forestille sig.

Det bliver spændende at få børnene med om bord, og prøve at være fire personer om pladsen. Heldigvis er det ikke planen, at vi skal sove alle fire i camperen. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har telt og soveposer med, hvis vi skal fricampe eller er ude i en egentlig nødovernatning, og ellers er det tanken at vi finder airbnb og B&B undervejs.

Kapitel 6, som har været ‘tomrummet’, er ved at lakke mod enden, og turen tager en ny drejning, når jeg mandag aften kører på færgen til Korsika, og skal bruge to en halv uge på at udforske både Korsika og Sardinien. Det bliver (også) et eventyr! Lige nu sidder jeg på en camperplads ved søen Lac de Lauzas. Jeg holder på første parket og ser vandspejlet farves orange og lyserødt af solen, der er ved at gå ned over bjergene. Eneste lyde er et par fugle, cikaderne og tv’et i nabocamperen – sjovt at folk kører helt herud i naturen for at sidde inde i deres camper og se tv. På den anden side sidder jeg jo også bare her, og kigger ned i den bærbare for at skrive.

Tak for i dag – jeg håber I alle har haft en god dag.