top of page
Forfatters billedeBo Funder

Stickers konkurrence


Med Frederik og Melanies hjemrejse fra Bratislava i Slovakiet i dag, er det tid til at gøre regnskabet op i Den Store Stickers Konkurrence. Selve konkurrencen har jo ikke været slået op, og den er da også opstået undervejs og er således ganske uofficiel.


Men ikke desto mindre har interessen for erhvervelse af stickers været stor, og jeg sætter stor pris på den entusiasme, der er blevet udvist fra deltagernes side. Uden dem er jeg sikker på, at jeg ville have misset en sticker eller to undervejs. Konkurrencen går i al sin enkelthed ud på, at have været med om bord i camperen i den periode, hvor der er blevet kørt flest stickers ind. Udover dét er der ingen regler, ej heller retfærdighed, forbundet med konkurrencen.


Præmien har hele tiden været et luksusophold i camperen, sammen med camperens kaptajn, i en forlænget weekend med valgfri destination. Præmien inkluderer 100% chaufførservice, fyldt køleskab med bla bobler og tapas, kolde øl, vand og lignende fornødenheder, friskbrygget morgenkaffe, fodmassage, bade- og toiletfaciliteter mv. Præmien tilfalder den person blandt de forskellige medrejsende cabincrews, der på turen har været med til at indhente flest stickers. Præmien kan ikke ombyttes til kontanter, og der er i øjeblikket ingen mulige klageinstanser, hvorfor en strejke blandt cabincrew, i stil med hvad man har set hos SAS, ikke vil udløse nogen form for bonus eller ændring i afgørelsen.


Blandt de medrejsende er der oparbejdet følgende erhvervelse af stickers:


Co-pilot, navigatør og mekaniker Jørgen (10.-16. april) - 5 stickers.

Navigatør og steward Mark - (4.-16. maj) - 8 stickers.

Co-pilot og stewardesse Heidi - (15.-21. maj + 27. juni - 13. juli) - 17 stickers.

Stewards Nikolaj og Loke - (27. juni - 5. juli) - 8 stickers.

Navigatører og stewards Sebastian og Line - (5.-13. juli) - 7 stickers.

Navigatører og stewards Frederik og Melanie - (22.-29. juli) - 10 stickers.


Heidi ønskes et stort tillykke med sejren!

... og så vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle cabincrew-medlemmer, der har deltaget på denne helt usædvanlige 'flyvning' gennem Europa. Det har været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med jer allesammen, og jeg ønsker jer alle fortsat godt eventyr. Tak!




52 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

1 år

500 øjeblikke

Kommentarer


Læs også

bottom of page