top of page

Smukke Sverige-agtige Slovakiet


Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Slovakiet, og landet har overrasket på flere måder. Det første der rammer mig, er den tydelige forskel i levestandard og velstand, da vi kommer kørende direkte fra velfriserede og lækre Wien. Det er som at tage et hop fra Norditaliens Como til Napoli i syd på en tre kvarters køretur. Vi ankommer til Bratislava op ad formiddagen, og temperaturen er allerede over 35 grader. Som med utallige andre byer, så er indkørslen til byen gennem forstæderne ikke særlig charmerende. Og selv Wiens grimme forstæder virker pæne i forhold til de grå og ensformige boligblokke der præger billedet her.



Vi krydser Donau, og snakker om, at vi faktisk kunne have sejlet hertil fra Wien. Parkerer og går gennem en flot og velholdt park – Grasalkovicova ved præsidentpaladset. Slentrer lidt rundt og finder ned ad nogle små gader, og pludselig er vi i centrum, hvor butikker, souvenirforretninger og restauranter byder sig til. Vi finder en fortorvscafe og bestiller morgenmad/frokost. Det er tydeligt, at vi er i turistområde – to danske piger drikker kaffe i et hjørne, og forbi os passerer guider med mikrofoner og døsige turister på slæb. Kigger lidt på butikker og småsludrer. Jeg har en trang til at ville trække tiden, for jeg ved, at inden længe sidder vi i lufthavnen og skal sige farvel. Frederik og Melanie virker heller ikke som om de har travlt med at flyve hjem – det er jo også afslutningen på deres ferie for denne gang.


Bratislava er lille af en hovedstad at være, og overskuelig at finde rundt i. Der er et hav af restauranter, caféer og barer, og skiltningen tyder også på et livligt natteliv. Men desværre kan vi læse os til, at slovakkerne er ret vilde med indkøbscentre, så hvis du kommer til byen for at daske rundt i små gader og finde sjove butikker, så bliver du en anelse skuffet. Der er ikke synderligt mange butikker, men vi finder da nogle få med kunsthåndværk og lignende.



Da afskeden er taget, de unge er på vej hjem i fly og jeg kører nordpå, har jeg ét mål. I Bratislava så jeg nogle skilte mod Nove Mesto, og jeg tænkte straks på mountainbike worldcup, som bliver kørt i Nove Mesto hvert år. Uden at tænke mig om, taster jeg den ind på gps'en – der er ca. 100 km, så det er overskueligt. Tænker det kunne være fedt, at komme op og prøve worldcup terræn af og få cyklet lidt i weekenden. Først på motorvejen slår det mig, at der vist er noget med, at det plejer at være i Tjekkiet de kører det dér worldcup-løb. På en tank tjekker jeg efter, og ganske rigtigt – der ligger et Nove Mesto i både Slovakiet og Tjekkiet.


Tjekkiet skal jeg først til senere, så jeg retter målet for dagen til Piestany, hvor der ser ud til at ligge en hyggelig campingplads lige ud til en sø. Turen ad motorvej er ikke spændende, og landskabet heller ikke nævneværdigt. Kører i en bred dal med mindre bjerge på begge sider, og byerne jeg passerer trækker heller ikke på interessen. Campingpladsen er til gengæld overraskende fin, og det viser sig, at deres restaurant serverer supergod mad. Og øl ... som de er ivrige efter at få solgt. Efter en cykeltur rundt om søen og ind til byens hyggelige centrum, hvor folk holder søndag i parkerne med livemusik, grafittimalerne dekorerer plankeværker og mænd og koner mødes hver for sig, så sætter jeg mig på campingpladsens restaurant for at få en øl. Imens jeg drikker den, får jeg opdateret mig på sociale medier, og hvad en mobiltelefon ellers kan underholde en med, når man sidder alene. Da øllen er tom, går der ikke mere end tre minutter, så står tjeneren med en ny øl til mig. Jeg bliver lidt overrasket, og siger at dét har jeg ikke bestilt. Hun undskylder, og spørger om jeg da ikke vil have den ... hun ser helt forlegen ud, så hvad kan man gøre andet end at tage imod den. Og regningen lød på 4.20 € for begge øl, så man når langt her i Slovakiet i forhold til Wien eller Venedig.



Det meste af weekenden regner det, og det passer mig strålende. Jeg er bagud med arbejde, og også administrativt og faktureringsmæssigt halter jeg efter. Så hele lørdagen og halvdelen af søndagen sidder jeg bag lukkede døre og arbejder i silende regn. Skønt at få gjort et stort indhug i bunkerne.


Mandag morgen må jeg videre – sådan et roadtrip kører jo ikke af sig selv. Så jeg plotter en campingplads ind på gps'en. Den ligger ud til en sø i det øverste nordvestlige hjørne af Slovakiet. Søen hedder Vodná Nádrz Orava, og ligger helt op til den polske grænse. Pladsen bestyres af en besynderlig dame, som virker lidt sky. Hun vifter mig ud på pladsen og siger at jeg skal tjekke om jeg vil bo der. Efter en runde, takker jeg ja, og hun er krøbet ind i sit hul i den sjoveste reception jeg endnu er stødt på, på en campingplads. Fra det lille hul styrer hun begivenhederne og tager imod nye gæster – jeg fik desværre kun et billede hvor hun ikke er med. Men derfra kan hun blandt andet åbne og lukke bommen med et simpelt system med et tov. Det virker meget intermistisk og lidt tilfældigt, men det hele virker nu som det skal. Og da jeg får bakket camperen ind på plads kan jeg bestemt heller ikke klage over udsigten til søen, og i det fjerne tårner toppen af bjerget Babia Góra sig op med sine 1.723 meter. Grænsen mellem Slovakiet og Polen går lige gennem bjergtoppen.




Det er tydeligt, at pladsen er et yndet mål for polakker. 2/3 af bilerne har polske nummerplader, og det er ligeledes tydeligt, at hvis man vil være kongen her på pladsen, så skal man have sin båd med. Og den skal være stor! Og gerne med en trailer der er lakeret i samme farve som båden, og med alufælge forstås. Der bliver pudset og plejet på bådene, og da en af dem begynder at bakke trailer og båd ud i vandet venter jeg spændt på om noget går galt. Nogen skal jo tage de der videoer til YouTube. Men de har styr på det, og det er kun båden der ender i vandet.



Jeg vågner tidligt og drikker kaffe med søudsigt, får lidt arbejde fra hånden og får tømt toilet. Ved 10-tiden er jeg på vej ud af Slovakiet, og køreturen bliver i første omgang en gentagelse af gårsdagens smukke landskaber. Det minder mig så meget om Småland og det sydlige Sverige. Selv husene ser ens ud – der er dog ingen rødmalede træhuse. Det bugter sig ind og ud, op og ned, og da jeg krydser grænsen til Polen bliver asfalten tilmed lækker at køre på. På den slovakiske side, blev minderne sendt tilbage til vejene på Siclilien. Efter en halv time i Polen, kører jeg atter ind i Slovakiet, men kun for en kort bemærkning, for næsten uden at jeg lægger mærke til det er jeg pludselig i Tjekkiet. Her ændrer vejene sig igen, og det er også tydeligt at levestandarden her er højere. Landskaberne er stadig lige smukke og Sverige-agtige – blot er alle Volvo'erne skiftet ud med en lind strøm af Skoda'er.


Jeg sidder nu på en af de lækreste camperpladser jeg har været på på hele min tur. Den er ubemandet, og man kører blot hen til porten og trykker på en knap. Et kreditkort kommer ud af maskinen, og efter at jeg har fundet en plads, betaler jeg for overnatningen – det kan enten ske med euro eller koruna, men kun kontanter. Så er kreditkortet aktiveret, og det giver adgang til en hovedbygning med stort køkken, tv-stue og toilet- og badefaciliteter. Superlækkert, rent og velfungerende. I bygningen faldt jeg over nogle brochurer for cykelferie i Tjekkiet, og det gav mig lidt inspiration, så jeg har ændret planer for de næste par dage. I stedet for Prag, kører jeg lidt nordpå op i bjergene til et mountainbike center for at prøve deres spor af. Derefter kører jeg sydpå til Nove Mesto (det rigtige af dem), for at cykle dér, og når det er gjort, så sættes kursen mod Tyskland, det sidste land jeg skal besøge på turen.



51 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Commentaires


Læs også

bottom of page