top of page

Sludder for en sladder

Når der falder regn, siger man at det ‘regner’. Når der falder sne, siger man at det ‘sner’. Men hvad siger man, når der falder slud?



Mens I ‘sludrer’ lidt om det, så kan jeg fortælle at jeg er kommet til Paris, helt præcist Versailles. Køreturen blev forlænget et par timer af tung regn, som gik over i slud og regulær sne. Så det blev til 6,5 timer bag rattet gennem Champagne-området (uden stop). En usandsynlig kedelig køretur, da det hele gik op i tåge, regn og slud. Trafikken rundt om Paris tog alene et to timer.


Men nu sidder jeg her på et værelse i den flotteste herskabslejlighed med høje paneler, stuk og tre meter høje døre. De fleste gange jeg har benyttet Airbnb, har det været en hel lejlighed, eller en decideret feriebolig. Men her er de tro mod det oprindelige koncept - nemlig at udlejer stiller en luftmadras og mulighed for overnatning til rådighed. Og man bor sammen med udlejer. Jeg har et værelse - eller en stue - og deler køkken og bad. Natascha, hendes mand og hunden Coco tog varmt imod mig, og spurgte hvad jeg spiser til morgenmad, viste mig kaffemaskinen og hvor jeg kunne tage bad. Og så drejede vores første snak over på emnet P-pladser.



For endnu engang må jeg sande, at kombinationen autocamper og storbyferie ikke går helt i spænd. Inden jeg ringer på dørtelefonen, har jeg cirklet rundt i 15 minutter for at finde en parkeringsplads. Jeg ender med at holde på en plads, hvor der meget tydeligt står at autocampere er forbudt mellem kl 20 og 07. Og nu er den 20:05.


De to værter diskuterer lidt på fransk, hvor de mener man bedst stiller en camper, og jeg ender med to muligheder - enten lige uden for Versailles slottet (koster 20-30 € i døgnet), eller langs vejen lige uden for byskiltet (gratis, men et kvarters gang væk).



Der er faktisk to kæmpe p-pladser udenfor slottet - den ene har en max højde på 2,5 m (min camper er 2,8) og på den anden er campere forbudt. Så jeg er forvist til lige at passere bygrænsen, men sparer så lidt euro de næste tre døgn. Og er pludselig rigtig glad for at jeg investerede i de fire ekstra Thule låse.


Men nu er jeg hér - på fransk visit om man så må sige. Glæder mig til at se nærmere på Versailles i morgen.


Bon nuit




99 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Læs også

bottom of page