Sierra de Ayllón

Jeg har nu boet to døgn på den lille campingplads Los Bonales, som ligger på kanten af nationalparken Sierra Norte de Guadalajara. Ifølge campingmutter (jeg har endnu ikke fanget hendes navn), så er jeg den første dansker hun har haft på pladsen. Det er jo alligevel noget. Så jeg har også forsøgt at foregå med et godt eksempel, så andre danskere trygt kan komme hertil. For det er en af de mest ro-i-sindet-skabende steder jeg har været på turen ind til nu. Her sker nemlig ikke ret meget. For at sige ingenting. Med mindre man lige vælter et glas, eller klapser en flue.

Da Danmark er ramt af helligdage i disse dage, har jeg haft lidt fri fra arbejde. I går cyklede jeg ind i nationalparken og fulgte et mountainbike spor. Det var mere en mountainbike rute end et spor, for det foregik for 90 % vedkommende på grusvej. Men det er der heller ikke noget i vejen med, når bare det stiger mellem 10 og 25 %, så har man rigeligt at se til med, at holde pulsen nede i et fornuftigt leje. Selve turen startede med 300 højdemeter opad, og derefter lidt op og ned. Jeg kom ned i en lille idyllisk dal, med køer der græssede, rådyr der sprang (fra mig) og en rislende flod, som jeg fulgte et godt stykke gennem dalen.

Ruten lovede 22 km, og det holdt, så efter en hurtig Nutella-mad, forlængede jeg turen op ad en kridhvid grusvej, som blev ved med at stige og stige. På toppen cyklede jeg til venstre og ud på en klippeafsats, hvor der var en fantastisk udsigt ned gennem en smal kløft. Cykelmæssigt var det ikke det mest spændende, men det gav godt med kilometer og højdemeter i benene.

Tilbage på min skønne campingplads kunne jeg nyde en kold øl ved min flotte 'hjemme'-udsigt. I to dage har jeg siddet og kigget over på en helt speciel klippeformation, som virker ret dragende på mig. Så da mailboksen står gabende tom for dagen, snørrer jeg vandrerstøvlerne, pakker rygsækken med lidt energi, vand og dronen og begynder at gå over mod klipperne. Min første tanke er 30-45 minutter op, og 30-45 minutter ned. Jeg kan hurtigt se, at det nok ikke holder stik. Men det er eftermiddag og solen står ikke så højt på himlen, at det er ulideligt, så det er bare om at klø på.

Jeg går gennem nogle hegn, der holder kvæget inde eller ude, og så begynder det ellers at gå opad. Det er tydeligt, at her går får ind i mellem, for skrænten er næsten som en trappe af små stier, der går på tværs, hvilket gør det lidt nemmere at gå direkte opad. Og helt oppe bliver jeg mødt af en fantastisk udsigt over hele dalen.

Klippeformationen danner en spids, og kigger jeg lige ud over den, kan jeg se den lille landsby Cantalojas, med sine orange og gule huse, og det lille kirketårn. Til højre kan ses campingpladsen, og rundt omkring nogle få gårde, men ellers er det bare skov, slette og bjerge. Her er umådeligt øde, og det er tankevækkende, at jeg stadig kun er en lille times kørsel fra det pulserende storbyliv i Madrid.

Jeg bruger en halv time på at sætte dronen i vejret – jeg håber billederne viser lidt at storheden i dette landskab, for det er virkelig betagende. Storslåede landskaber har samme effekt på mig som bølger og bål. Jeg kan sidde og stirre på det i timevis, uden der egentlig sker det store. Men det sjove er jo, at der kan ske store ting inden i ens hoved, mens man gør det. Og det er dét, der gør det så fascinerende.

Droner har en vis batterilevetid, og jeg pakker sammen og går tilbage nedad gennem bushen, og finder vejen til campingpladsen. En lille vandretur på 9 kilometer, som fik sat lidt perspektiv på omfanget af dalen jeg befinder mig i.

Er du så heldig at lægge vejen forbi en dag, så vil jeg anbefale campingpladsen Los Bonales på det varmeste. Du kan jo så højest blive dansker nr. 2. Pladsen er lille, men yderst veldrevet. Ikke luksus, men her er pænt og rent, og alting fungerer. Jeg fik vasket en maskine med tøj, fik tømt toilet og fyldt vand på. Hvad mere kan man ønske sig. Og hvis du ikke vil spendere de 13€ for en overnatning her, så kan du køre yderligere to kilometer ind i dalen. Lige før den egentlige grænse går til nationalparken, er der en fricamperplads, hvor det er tilladt at holde i 48 timer. Og lur mig, om der er nogen der tjekker hvor længe du holder der. Herfra har du adgang til vandre- og cykelruter i nationalparken, og al stilheden er også ganske gratis.