Seværdige Segovia

De seneste to nætter har jeg tilbragt på Pacos farm 7 km udenfor Segovia. Farmen er en blanding af landbrug og lejrskolested for børn fra de omkringliggende byer, der en gang om året har en uge de tilbringer på en gård. På farmen var der de gængse dyr, som køer, heste, geder og får, og så nogle af de mere højtlydte som æsler og påfugle. Jeg var ikke klar over, at påfugle larmede så meget, men efter at have sovet to nætter under de træer de bor i, kan jeg bekræfte, at det gør de.

Efter nogle timers arbejde, kører jeg her til morgen ind til Segovia for primært at se den kendte Acueducto – akvædukten, som pryder den gamle bymidte. Og Segovia starter med, at overraske mig på bedste vis. Hvor alle andre byer jeg har besøgt ind til nu, skilter med forbud mod autocampere, parkering forbudt for køretøjer over 2 meter osv, så byder Segovia velkommen og jeg får en parkeringplads kun 100 meter fra akvædukten. Endda til 1,40€ for to timers parkering – og jeg kan sågar bruge min EasyPark app. Og resten af dagen finder jeg p-plads lige dér, hvor jeg gerne vil, og uden at betale for det.

Den gamle akvædukt er bygget af romerne i det første århundrede efter Kristi fødsel, og er skabt for at fragte vand fra bjergene 15 km væk, via en sindrigt system af akvædukter og underjordiske kanaler. Jeg har læst mig til, at de mere end 20.000 granitblokke, der er brugt til at skabe det 894 meter lange bygningsværk, er sat sammen helt uden brug af mørtel. Der kan man tale om Klodsmajor for viderekomne!

Jeg er heldigvis tidligt på den, både på dagen og på sæsonen, så det er tåleligt hvad der er af besøgende. Kan godt forestille mig, at det lidt af et tilløbsstykke i højsæsonen. Men i dag nyder jeg at gå rundt blandt de få og skyde billeder. Segovia, og akvædukten i særdeleshed, er aldeles fotogen, og jeg er glad for ikke at have besøgt stedet den gang man brugte filmruller. Det kunne hurtigt være blevet dyrt.

Jeg går gennem den gamle bydel til katedralen, og alle steder skal kameraet frem. Til sidst opgiver jeg at svinge det om på ryggen, og lader det hænge og dingle på maven, så der ikke er tvivl om, at jeg er turist. Jeg bemærker de utroligt dekorative facader, der er mange steder på husene. I Portugal var mange af husene beklædt med smukke fliser, men her er det murerarbejde af flotteste karat, der gør sig gældende. Det ene kunstværk efter det andet ligger på rad og række gennem byen.

Fra min parkeringsplads ved akvædukten kører jeg rundt om den gamle bydel, og op til Alcázar de Segovia (alcácar betyder fæstning). Den brostensbelagte vej snor sig langs med den gamle bymur, og pludselig tårner fæstningen eller slottet frem, som taget ud af et Disney eventyr. Det siges, at gode gamle Walt Disney har brugt Alcázar de Segovia som inspiration, da han skabte Torneroseslottet til bla Disneyland. Og det ser da også ganske eventyrligt ud, og i virkeligheden er det jo så Disneys skyld, at man lidt står og synes, at det ser helt kunstigt ud.

Fra Segovia kører jeg mod nordøst langs med bjergkæden Sierra de Guadarrama. En vanvittig flot køretur med den spanske højslette på venstre hånd og bjergene, hvor der endnu ligger små sneklatter, på højre. Hvis det ikke havde blæst så meget, og hvis min drone kunne flyve i halvanden time med 90 kilometer i timen, så havde I fået hele filmen hér på bloggen. Den ene bjergkæde afløses af den anden, og jeg ender med at køre ind i Sierra de Ayllón, hvor jorden ændrer sig til næsten mørkerød.

Fra hovedvejen drejer jeg ind ad en smal vej. Der står et skilt med camping 12 km, og dét er mit mål. Vejen slynger sig op og ned, ind og ud. Jeg kommer igennem en lille by med kun en enkelt beværtning og ingen mennesker i gaden. På den anden side fortsætter jeg et par kilometer og når til et Y-kryds. Jeg drejer til højre, og mellem nogle træer gemmer campingpladsen sig. Den er næsten ikke til at se. Jeg tror der er plads til maks 20 campere, og der er fire nybyggede bungalows, som er opført i lækker træ- og granitfacader. Jeg får tjekket ind af den venlige unge kvinde, som har overtaget pladsen sammen med sin mand. De prøver at skabe et lille unikt sted, og jeg er ikke i tvivl om at de nok skal komme i mål.

For mig er målet for i dag nået. Jeg vælger en plads med udsigt til bjergene, slår markise og stol ud og efter et par mails, er det tid til at kalde det fyraften og Kristi Himmelfartsferie. Og jeg nåede lige at få nogle gode fif af campermutter med hensyn til mountainbike, så i morgen skal der cykles! Godnat her fra Sierra de Ayllón.