top of page

Santa Lucia




I dag fejres, mindes og hædres Lucia, og især på Sicilien. Lucia blev født i år 283 i Siracusa på Sicilien, som da var en del af romerriget. 


At være kristen på den tid var ikke yndet af kejseren, og straffen for at tilbede andre end kejseren var en pinefuld død. 


Da Lucia var kristen og af en velhavende familie, valgte hun at hjælpe de mange der søgte tilflugt i Siracusas katakomber. Hun bragte dem mad, men da hun havde hænderne fulde med mad, kom hun på idéen med at bære lys på hovedet. 




Lucias mor bliver alvorligt syg, og Lucia lover i bønner for sin mors liv, at hun vil vie resten af sit liv til Kristus og leve i kyskhed, hvis hendes mor bliver rask. Moren helbredes og Lucia må således afslå den ægtemand hun er blevet tilvalgt siden barndommen. 


Den afviste ægtemand ønsker inderligt hævn, og melder hende til de romerske myndigheder. Hun dømmes til at leve resten af sine dage som glædespige på et bordel. Hun er kun 21 år gammel og smuk, så for at gøre sig selv mindre attraktiv, river hun sine egne øjne ud. Men hver gang hun forsøger vokser et ny sæt lige så smukke øjne ud. 




Man prøver at flytte hende til bordellet, men det er forgæves. Hendes krop kan ikke flyttes. Til sidst dømmes hun til at blive brændt, men flammerne vil ikke tage fat i hende. Den frustrerede dommer trækker i sidste ende sit sværd og dræber hende. 


Den 13. december år 304 dør Lucia, og bliver efterfølgende begravet i sin hjemby Siracusa på Sicilien. 


-


Her til aften hørte jeg sang og trommer i nærheden, og da jeg var blevet informeret om, at der ville ske noget i byen, skyndte jeg mig ud på gaden. Et par hundrede mennesker gik i procession gennem byens gader og sang for Santa Lucia. Byen var indhyllet i tåge, som skabte en fantastisk stemning i de smalle oplyste gader, mens optoget vandrede videre for at hylde Santa Lucia. En magisk oplevelse, lige uden for min dør.






97 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Læs også

bottom of page