Rejsen hen imod rejsen

Idéen til rejsen opstod i løbet af efteråret 2020 ... ganske givet på grund af corona-pandemien og alle de aflyste rejser og arrangementer året havde budt på. Men et eller andet sted har drømmen om det store roadtrip altid ligget og rumlet i min mave. Helt tilbage til afslutningen af min gymnasietid, var det eneste jeg med sikkerhed kunne svare, når jeg blev spurgt om, hvad jeg nu skulle, at jeg ville ud at rejse. Og arbejde en hel sæson i Alperne. Dén drøm brast i første omgang, da det rejsebureau jeg havde skrevet kontrakt med efter 3.G gik konkurs, men efter et års tid med forskellige fritidsjob, fik jeg tilbudt en læreplads på min onkels reklamebureau i Jylland og drog afsted. Kort tid efter jeg var færdigudlært opstod drømmen om, og muligheden for, at blive selvstændig. Så jeg ringede til Told & Skat, fik et SE-nummer, købte en regnskabsbog med gennemslag og Mus og Pen var grundlagt. Og rejseplanerne, de blev henlagt, men ikke skrinlagt.

Efter at have genset Kurs mod Fjerne Kyster på TV2, kunne jeg mærke en spirende udlængsel, og en anelse misundelse over måden Beha-familien har skruet deres arbejdsliv sammen på. Jeg er ikke ud af en sejlerfamilie, og har et reserveret forhold til vand, så det stod klart, at jeg ikke skulle begive mig ud på en jordomsejling. Derimod har jeg været på utallige kør-selv-ferier og altid elsket den frihed det giver at være på farten. Så det virkede meget naturligt at genoptage den gamle drøm om et større roadtrip gennem Europa. I efteråret 2020 blev drømmen og tankerne efterhånden stykket sammen til en mere konkret plan – ihverfald i mit hoved. Endnu var intet skrevet ned eller planlagt.

På en mountainbike tur til Tisvilde, hvor et par venner og jeg spiste en frokost, kunne jeg ikke længere holde drømmen i mig, og jeg fortalte om mine tanker med et let sug i maven. Det var første gang jeg italesatte drømmen og heldigvis blev den utroligt godt modtaget. Faktisk var beskeden, at nu havde jeg luftet det, så nu fangede bordet.

Jeg har flere steder læst, at for at komme tættere på at virkeliggøre sine drømme, er man nødt til at sige dem højt. Ikke for at forpligte sig overfor andre til at udleve dem, men fordi de, når de er nævnt og er ‘sluppet ud i det fri’ kommer til at leve på en helt anden måde, der gør det mere sandsynligt, at de rent faktisk går i opfyldelse. Og efter den frokost i Tisvilde ændrede drømmen også karakter og blev stille og roligt mere og mere til en plan.

Den næste ‘forhindring’ jeg skulle forbi, var at fortælle min kæreste og børn om drømmen, planen. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. Efter nogle dages tilløb, fortalte jeg Heidi om mine tanker da vi var ude at lufte hunden. Hun ramte det i virkeligheden spot on, da hun sagde, at man jo ikke behøver at have samtlige drømme til fælles, selvom man lever i et parforhold.

Når alt kommer til alt, er jeg faktisk kun blevet mødt med begejstring, når jeg har fortalt om turen. Og nu er drømmen gået fra at være en drøm, til at blive en plan. Der er sågar sat dato på, og den store plan er blevet delt op i en hulens masse delmål – så det er bare med at komme i sving.