Oversvømmet landsby dukker op til overfladen

Mark – min gamle ven, cykelbuddy og grafikerkollega – landede i Santiago de Compostela i onsdags, og vi har tilbragt nogle skønne dage i den fantastiske by. Santiago de Compostela (man bliver nødt til at sige hele navnet, ellers misforstår folk med vilje en, og tror man er i Chile) har virkelig overrasket mig på den mest positive måde – de smukke gamle bygninger, smalle gader, tapasbarerne, og det store opbud af rygsækfolk, som lægger sig på ryggen med armene bag hovedet og kigger op på katedralen. Den lille stund på ryggen er dem velundt, med tanke på, at de har gået caminoen – uanset hvilken en af dem – og er endt i målbyen med masser af kilometer i benene og forhåbentlig en masse prioriteter på plads i hovedet. Byen har en ganske særlig stemning, som jeg gerne vender tilbage til – måske i vandrestøvler og med rygsæk, så jeg også med god samvittighed kan lægge mig på ryggen foran katedralen.

Fredag får vi begge nogle gode arbejdstimer fra hånden fra tidlig morgen, og ved 10.30 tiden har vi pakket og takker Marce for et suverænt ophold. Han er dødelig misundelig på mit roadtrip, og har selv været på mindre ture i camper i Portugal. Han lovpriser landet som det bedste camper-land, og forsikrer mig allerede ved vores første møde om, at han en dag kommer til at gøre en tilsvarende tur. Jeg kan kun ønske ham god rejse!

Vi finder plads til Marks bagage og er hurtigt ude af byen … lidt for hurtigt, for efter et kvarters kørsel bliver vi enige om, at solen står på den helt forkerte side af bilen. Vi har sat gps’en efter Vigo, hvor vi vil spise frokost, men det viser sig, at der er adskillige Vigo’er i Spanien. Vi spytter lidt ekstra i bøssen med motorvejsafgift, og er hurtigt på rette vej. Vigo er ikke umiddelbart spændende, og vi nøjes med at dele en frokost med en insisterende havmåge, og er efter kort tid på vej op i bjergene. Vi krydser grænsen til Portugal, og mit første rigtige indtryk af landet er ganske godt. Snoede bjergveje og små charmerende landsbyer præger landskabet, men ligesom jeg finder mig tilpas, kører vi ind i Spanien igen.

Vi er nemlig på vej mod en ganske særlig seværdighed, som for ganske nylig (november 2021), er kommet til syne her i Galicien, ganske tæt på den portugisiske grænse. Det er langt fra den gængse turistseværdighed, og byen vi kører imod findes da heller ikke længere på gps’en. Den lille landsby Aceredo blev nemlig med fuldt overlæg oversvømmet i 1989, i forbindelse med bygningen af en dæmning og deraf et kæmpe vandreservoir, som skulle forsyne en stor del af Spanien med vand og energi. Landsbyen har ligget på cirka 25 meter vand i mere end 30 år, og byens indbyggere blev dengang eksproprieret.

Vi parkerer ved det, der for få år siden var en restaurant, iskiosk og badested højt oppe over bunden af dalen. Badebroen er stadig hæftet til den tidligere søbred, men ligger nu som en lang slange ned af skråningen. De seneste 10 års fortsatte tørke har tømt den opdæmmede sø for 85 % af dens vand, og i slutningen af 2021 resulterede det i, at byen igen kom til syne. Vi nærmer os byen og rammes begge af en besynderlig stemning. Det er fantastisk fascinerende at gå gennem de tidligere gader, kigge ind ad vinduerne, røre ved vinstokkene, som stadig står i jorden, og forestille sig de liv, der er blevet levet her. Folk der er blevet født her, er opvokset her, har stiftet familie og de, der har endt deres liv her. På den anden side, er der en uhyggelig spøgelsesagtig stemning, og bevidstheden om, at det er klimaforandringer der i sidste ende har gjort, at byen er kommet til syne igen, er lidt skræmmende.

Ved det vi beslutter må have være byens hotel eller kro, helt nede ved den tidligere søbred, står der stadig 5-6 kasser med tomme ølflasker. De står der, som om de stadig venter på, at næste dags ølleverancer kommer og henter dem. Et andet sted flyder det med sko, og vi forestiller os det må have været den lokale skobutik. En rusten Citroën stationcar holder stadig i carporten. Byens vandpost, på det der må have været torvet, er begyndt at levere frisk drikkevand igen fra vandløbene, der nu igen løber til fra bjergene. Der har været produceret vin, og mange af vinstokkene står stadig i jorden, dér hvor de tidligere har givet druer til ejeren. Ingen af dem er rådne efter 30 år under vand.

Vi bruger et par timer i spøgelsesbyen, og møder kun ganske få mennesker. En familie med børn, en ældre mand og to venner. Jeg kunne have brugt flere dage hér, men ville nok have endt op med hundredevis af ens billeder. Men det ene motiv afløser det andet, og jeg nyder hvert et sekund. Ved bilen bytter vi kameraet ud med dronen og bruger en halv times tid på at lave luftvideoer og -billeder af byen. Jeg håber man kan få lidt af stemningen med i billederne, men selv på skrift er det svært at sætte ord på oplevelsen.

Er du i området, så gør dig selv den tjeneste at køre en tur op i bjergene og opleve byen. Det kan lyde underligt, men jeg håber ikke, at der går så længe, før det ikke længere kan lade sig gøre. Det vil nemlig være tegn på, at der påny falder regn nok i området til at fylde reservoiret, og at dét så igen, vil få byen til at vende tilbage til bunden af søen, på 25 meters vand.