… og derfor er jeg ude!
Jeg har de seneste par år været meget fokuseret på min komfortzone. Og at den har en tendens til stille og roligt, og næsten uden at man bemærker det, at blive mindre og mindre med årene. Derfor har jeg meget bevidst provokeret mig selv, og forsøgt at skubbe mig ud i situationer hvor jeg ved, at jeg havner udenfor min komfortzone. Det bilder jeg mig ind får mig til at vokse. Jeg bliver mere opmærksom på livet og de ufattelige muligheder det indeholder. Jeg bliver mere rummelig og forstående. Jeg mærker mig selv, andre og livet mere intenst. Så af dén grund er jeg ude - af min komfortzone.
Og selvom det ikke har føltes som en overvældende svær beslutning - at købe et hus i bjergene på Sicilien og efterfølgende sælge alle møbler og vælge at blive fastboende i den lille by Cianciana - så er jeg i den grad ude af min komfortzone i disse måneder.
Som sædvanlig sidder den lille djævel på min højre skulder og hvisker mig i øret. Hvad nu hvis det ikke går? Hvad nu hvis du bliver ulykkelig? Hvad hvis savnet bliver for stort? Hvad hvis du bliver ensom?
Men lykkeligvis har jeg også en engel siddende på min venstre skulder, tættest på hjertet, som med rolig stemme fortæller mig at det nok skal gå. At der er en mening med det hele. At alle de tilfældigheder der er faldet i hak og har bragt den store canadiske kærlighed ind i mit liv, netop ikke er en tilfældighed. Og at jeg skal tro på det og klø på. For når jeg mærker, at min komfortzone bliver større og mere rummelig, da er det netop at jeg føler mig allermest nærværende og lykkelig.
Men udover begejstringen, spændingen og forelskelsen, så er det også en tid præget af en masse modsatrettede følelser. Bekymringer, dårlig samvittighed, tvivl, tristhed, usikkerhed, angst, savn, stress. Som i løbet af minutter kan afløses af energi, spænding, forventning, lykke, håb, drømme.
Ying og yang er tydeligt tilstedeværende i livet i denne tid. Lykke følges med savn. Bekymringer følges med forventninger. Beslutsomhed med usikkerhed.
På 12 måneder er livet vendt fuldstændig på hovedet. Jeg har oplevet at vende livet cirka 745 grader. En 180 graders vending betyder jo reelt at du går tilbage ad den vej du kom. En 360 graders vending betyder at du fortsætter i samme retning som tidligere. Så med to fulde rotationer det seneste år, og en ny kurs, så ender jeg på 745 grader, plus/minus.
Det er spændende, ja. Men også nervepirrende til tider. Jeg er sikker på den nye kurs er den rette for mig - også med de afsavn den medfører. Alle valg her i livet medfører et utal af fravalg.
Kan du se dig selv i noget af dette? Er du ramt af overvejelser omkring livet og den kurs du har sat?
Mange nævner ordet ‘midtvejskrise’. Jeg ser det som et ‘midtvejsvalg’, og er blevet bekræftet i, at man sagtens kan skabe gode omvæltninger i sit liv selv i en fremskreden alder. Den vej du valgte for år tilbage behøver ikke være den, du skal følge resten af livet. Det er ikke slut endnu!
Flytteplan
Jeg har lagt en flytteplan for den næste periode. I den kommende weekend skal alt pakkes ned, og det eneste jeg reelt skal have tilbage er hvad jeg kan have i en kabinekuffert og en rygsæk. Mus og Pen kan jeg have i rygsækken, og det øvrige må så presses ned på 55 x 40 x 25 cm. Mandag afleverer jeg min cykel til Bike & Co i Helsingør, som giver den et sidste dansk service og derefter pakker den forsvarligt ned. Tirsdag henter jeg trailer og rykker alt gods til Hillerød, hvor mine gode venner Andrea og Martin har pakkefaciliteter. Onsdag pakkes alt forsvarligt på to paller, og torsdag kommer fragtmand og henter. Fredag morgen flyver jeg til Palermo, og kører til Cianciana. Den følgende uge skal jeg mødes med ejendomsmægler, og jeg skal på rådhuset og skrives ind. Mit gods skulle gerne ankomme onsdag eller torsdag, og lørdag flyver jeg retur til Danmark. Dét er ihvertfald planen!
Så nu bliver alt det jeg har sat i værk de seneste måneder pludselig til håndgribelig virkelighed, og dét vækker i den grad sommerfuglene i maven til live. Som om de ikke har været aktiveret nok siden i sommers.
På min Out of Office hjemmeside skrev jeg sidste år, som afslutning på beskrivelsen af min fem måneders rejse i campervan rundt i Europa, en epilog. Herunder et lille citat fra denne epilog, og et link hvis du får lyst til at læse denne fulde beskrivelse. God læselyst:
Jeg læser og hører mange steder om 'Det gode liv', som det vi søger. Som det evigt saliggørende, og det vi bevidst eller ubevidst higer efter. Den store samlede pakke med 'Det gode liv' – med huset, bilen, friværdien, de rigtige venner, succesfulde børn og et meningsfyldt arbejde, der ikke fylder for meget i forhold til vores work-life-balance. Det gode liv. Nirvana.
Undervejs er jeg blevet klar over, at der i 'Det gode liv' ligger frygtelig mange forventninger, og et næsten uopnåeligt mål forude. 'Det gode liv', som om alt i ens liv så er godt. Men det er jo en illusion, og det kan næsten kun gå galt, og dermed bliver livet en endeløs stribe af skuffelser.
Så jeg tror det er vigtigt, at vi i stedet bruger vores energi på 'Det gode i livet'. Det gode i livet er nemlig ikke et endegyldigt mål og et sted man skal nå hen. Det er alle de små oplevelser, samtaler, udfordringer og læringer vi får undervejs i livet, og som gør det værd at stå op hver dag. Hvis du hver dag, når du går i seng, kan sige til dig selv, at du fyldte noget godt i livet i dag, så har dagen haft sit værd.
Vejen er målet, ikke omvendt.
Comments