Jomfrutur i Bjergene

De første par uger af januar har været ret hektiske. Selvom jeg er godt med i forhold til mine mange to-do-lister, så gør årsskiftet et eller andet ved mig. Jeg bliver ramt af en blanding af uro, stress, forventninger, spænding, udlængsel og utålmodighed. Det er som om, at dét at tage hul på januar og 2022 pludselig sætter tingene i perspektiv, og tiden til afgang den 21. marts føles med et kortere. Men det er primært inde i mit hoved, og der er efterhånden få store ting, som skal gøres.

En af de store ting er, at få testet bilen af for første gang, og se om det hele virker. Få det prøvet af, så jeg også kan få ro i maven på dén front.

Lørdag morgen, den 8. januar, kører vi fem gutter i to campere mod vest. Vi har Bjergene i Odsherred som mål. Den ene camper er erfaren med mange kilometer på tælleren – for den anden er det hele første gang. Vi kører i snevejr ad Holbækmotorvejen, og jeg er lidt bekymret for om årets første cykeltur skal blive en våd og mudret en af slagsen. Men lige som vi kan se Bjergene og Veddinge Bakker, holder det op med at sne, og man kan sågar ane lidt blå himmel hist og her.

Vi får gjort cykler og kroppe klar, og sætter ud mod toppen af Vejrhøj, som ligger i, for Danmark, imponerende 121 meter over havets overflade. Faktisk er det en af de sjældne dage, hvor man på så kort afstand kan se snegrænsen i vores ellers så flade land. Ved havet, hvor vi startede er der ingen sne, men halvvejs oppe er der pludselig hvidt overalt. Vejrhøj er en gammel gravhøj, og må ikke betrædes med noprede MTB-dæk, så vi kører så langt vi kan på asfalt, og tager turen ned igen, samme vej som vi kom op.

Vi har fået varmen i kroppen, de fleste har været en tur i det røde felt, og nu sætter vi kursen mod MTB-sporet i Kårup Skov. Et par toppe skal krydses før vi når til starten af sporet, men inden da har vi nydt en sjælden lang nedkørsel fra Bjergene og ind i skoven. Vi beslutter af køre det blå spor, som er det ubetinget letteste af skovens tre spor. De to øvrige, et rødt og et sort, lægger yderligere 8 km til de 6 vi kører, men også yderligere 400 højdemeter. Dem gemmer vi til en anden gang, da vi også skal en tur ud til Ordrup Næs. Mens vi giver den gas i det yderst velanlagte spor, bryder solen igennem og sender varmende stråler ned gennem træerne til os. Det giver yderligere energi, og med vinden i ryggen suser vi ud mod spidsen af Ordrup Næs.

Efter et par timer i sadlen er vi tilbage ved camperne, og får skiftet det svedige tøj ud. Vi kører til Havnsø, få kilometer væk, og tjekker ind på autocamperpladsen på havnen. Der er ingen andre end os da vi ankommer, og indcheckningen foregår let via en automat ved havnekontoret. Yderst på den ene mole er der et lille rødt hus med sauna og badebro. Desværre når vi kun at nyde varmen et kvarters tid, hvorefter vi må vige pladsen for andre, der har været så smarte at reservere plads i forvejen. Så vinterbadningen bliver sløjfet – sørens osse!

Tilbage i camperne bliver der derimod hurtigt tændt op under gullaschsuppen, og der bliver også knappet et par øl op. Resten af aftenen går med mandehørm og røverhistorier, og da vi endelig er så fornuftige at beslutte at gå til køjs, kan jeg glæde mig over, at varmen i Sunlight'en fungerer til UG – varmefordelingen er rar og både Jørgen og jeg snorker lystigt hele natten.

Næste morgen får vi prøvet begge gasblus af for første gang, og jeg får indviet min julegave – en Aeropress kaffebrygger, som er en yderst simpel, letvægts kaffebrygger efter stempelkandeprincippet. Det smager forrygende med udsigt til havnen og med Bjergene som baggrund, der endda har fået et pænt lag nysne som pynt i løbet af natten.

En alt igennem vellykket jomfrutur, hvor jeg fik prøvet en del ting af. Nu mangler jeg vandsystemet og toilettet, men venter med at hælde vand på herligheden til vi skal på tur igen, og vi måske er fri for nattefrost.