top of page

Første flyvetur

Endelig forsvandt det tunge tæppe af skyer, som har dækket Danmark de seneste to-tre uger. Og endelig lagde vinden sig, fra stiv kuling til noget der bare minder om en frisk brise. Så langt om længe blev det endelig tid til at prøve min nyerhvervede drone ordentlig af.



Dronen er købt specifikt til Out Of Office turen, i håb om at få et andet perspektiv på billeder og videooptagelser. Det er jo ikke noget helt billigt legetøj, og de roterende blade ser også en kende farlige ud og ikke nogen man vil komme alt for tæt på – man vil jo gerne beholde alle ti tommelfingre.


Vi kører til Flynderupgård ved Espergærde, kun 5 min kørsel hjemmefra. Oppe fra toppen ved udsigtbænken er der masser af åbent landskab og ganske få mennesker. I terorien kan jeg godt flyve – jeg har nemlig bestået de to teoriprøver på Trafikstyrelsens hjemmeside, som gør at jeg har certifikat til at flyve drone i EU. Prøven er ikke svær, men indeholder alligevel en del trick-spørgsmål, som gør, at man efter et par forsøg er kommet godt rundt om reglerne og forstår det basale ifht at flyve en skarpladt kantklipper rundt over hovedet på folk. Det ene certifikat bestod jeg i første forsøg, det andet i tredje, og udgiften til de to certifikater beløb sig til 145 kr.


Nu står vi hér på toppen af Espergærde med udsigt til Øresundsbroen, Hven og en stor del af Skåne. Bladene på dronen sætter i gang og efter et tryk på lift-off, stiger den lille maskine hurtigt til vejrs. Jeg får prøvet en del af de utallige funktioner af, og bliver hurtigere tryg ved manøvrerne end forventet. I bund og grund flyver den selv, og man skal virkelig ville det, hvis man skal flyve galt.



Mest imponerende hér første gang, er vi begge over den præcision den lander med. Et tryk på knappen RTH (Return To Home), og dronen finder tilbage til udgangspunktet fra hvor den lettede. Først finder den positionen og den forudindstillede sikkerhedshøjde, som vi havde sat til 65 meter. Herefter begynder den langsomt at lande, og alle fire landinger vi lavede var inden for samme kvadratmeter. Meget imponerende.


Jeg glæder mig til at blive mere rutineret og lære alle funktionerne at kende. Ingen tvivl om, at der er lagt op til nye perspektiver i billeder, og jeg er allerede begyndt at tænke i billeder taget fra luften. Jeg er glad for, at jeg investerede i DIJs Combo-pakke, hvor der følger en del udstyr med, blandt andet to sæt ekstra vinger, filtre, taske og – absolut vigtigst – to ekstra batterier, som med en smart ladestation kan oplades på samme tid. På vores lille første testflyvning brugte vi to batterier. Tiden går hurtigt, når man har det sjovt, og de 30-35 minutters flyvning hvert batteri indeholder, er hurtigt brugt.


Ingen tvivl om, at der kommer masser af billeder og videoer fra oven i fremtiden ... vi ses i luften!

57 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Læs også

bottom of page