top of page

En tjekket lykkepille


I dag lykkedes det endelig at komme på mountainbiken i Tjekkiet. Sådan rigtig mountainbike. Og efter regnskuffelsen i Nove Mesto na Morave, så levede sporene i Nove Mesto pod Smrkem til gengæld tifold op til mine forventninger. Jeg havde læst, at det skulle være noget af Europas bedste singletracks, og tjekken jeg mødte i går satte forventningerne yderligere i vejret. Og lad mig sige det med det samme – det er uden sidestykke det bedste mountainbike jeg har kørt i mit liv!


Camperpladsen Singletrek Centrum skjuler da heller ikke med deres navn, at hér handler det om én ting – mountainbike. Pladsen ligger smukt ud til en lille badesø i det aller nordligste af Tjekkiet, kun ca 20 km fra grænsen til Polen. Her er næsten alle de faciliteter man ville forvente af en camperplads – dvs bad og toilet. Køkkenfaciliteter og mulighed for at vaske op findes ikke. En nat i camper koster ca 80 DKK uden strøm. Et bad, som koster 15 kr. for tre minutter, kan derfor virke lidt dyrt. Der er to barer og restauranter/caféer på stedet, og en veludstyret bikeshop. Maden ser umiddelbart ikke spændende ud (jeg levede af egen pastasalat og müsli mens jeg var der), men afterbike-øllen er til gengæld til at betale – 9 kr for en halv liter velskænket tjekkisk fadøl er til at overkomme. Og det slår mig hvor meget øl tjekkerne drikker. Da jeg går forbi baren kl 8:45 i morges for at gå på toilettet, er flere allerede igang med dagens første øl.




Jeg har tilbragt fem nætter i Tjekkiet, og med vilje undgået Prag, for at se noget andet af Tjekkiet end det de fleste ser. Fra den ultratjekkede camperplads ved Radslavice til den vildt rodede og ucharmerende plads ved Nove Mesto na Morave, for at ende på denne vanvittig fede plads helt oppe i et lille stykke af Tjekkiet, som ligesom maser sig ind i Polen. Jeg kan ikke sige, at jeg har følt mig overvældende varmt velkommen i Tjekkiet. Jeg ved ikke om det kun er camper-folket, der er sådan, men de fleste tjekker er utrolig svære at få øjenkontakt med og hvis man gør, så er det endnu sværere at klemme en smil af deres læber. De virker reserverede, og til forskel fra den varme energi der her mødt mig i lande som Spanien, Portugal og Italien, ja sågar i Frankrig, hvis man sammenligner med hér, kan det føles svært at komme i snak med dem. Jeg havde lidt samme følelse i Slovakiet. Det er også muligt, at det er min egen totale mangel på slaviske strofer – det eneste jeg har fundet ud af ind til nu er, at ‘hej’ hedder ‘ahoj’ … og det er da til at huske, for det lyder næsten som ‘ohøj’. I Slovakiet virkede de umiddelbart bedre til engelsk end i Tjekkiet, men igen, det kan være tilfældigheder.


Men nu er jeg hér, på et af Europas bedste mountainbike-spots, og jeg er vild med stemningen. Det er fuldstændig som at være i en skiby, blot er skiene byttet ud med cykler, de tunge skistøvler med cykelsko og det varme skitøj med løstsiddende MTB-tøj. Baggy shorts og en cykel med 130-140 mm vandring er the shit lige her, så jeg er spændt på hvad min XC-cykel med 120 mm kan klare derude.




Morgenen byder da også på lidt af samme stemning, som morgener på skiferier. Folk drikker kaffe og vågner, mens de fikser små praktiske ting, tager cykeltøj på og gør cyklen klar til dagens tur. Jeg følger trop og drikker tre kopper kaffe – den første langsomt, den næste hurtigere, og den sidste mens jeg tager cykeltøj på og rigger til. Jeg skal være ude af pladsen kl. 11, så jeg kører camperen ud på en p-plads 100 meter derfra. Her sidder en ældre dame ved sin rustrøde Skoda på en plastikstol, og da jeg parkerer er hun hurtigt henne ved bilen og afkræve mig 6 € for en dags parkering. Jeg ved ikke om hun er der i et officelt embede, eller om hun bare har fundet en fed fidus til at spæde lidt til pensionisttilværelsen.


De første meter af sporet går lige forbi, hvor jeg holdt og sov. Herfra kører man en kilometer hvorefter man skal vælge blåt eller rødt spor. Sporene er inddelt i farver efter sværhedsgrad, nøjagtig som på skiferie. Jeg kører ad den røde, og de næste par kilometer går den jævnt opad på singletrack. Efter et par kilometer rammer man en asfaltvej, som stiger godt. Faktisk ret kraftigt flere steder. Jeg er imponeret over hvor mange forældre der har deres børn med på tur her på den røde, også børn ned til 8-10 år. På det stejleste sted, hvor jeg lige snitter min maks puls, bliver jeg overhalet af en knægt på 11-12 år, som tager stigningen på baghjul. Så føler man sig sgu alligevel lidt gammel. Møgunge!




Jeg når et plateau efter 5 kilometer, og er kommet 250 højdemeter op siden camperpladsen. Og nu begynder det sjove. Fra asfaltvejen slår det røde spor ind på singletrack, og her er der altså virkelig nogle sporbyggere der kan deres kram. De næste 3-4 kilometer er det eneste jeg bevæger mine pegefingre på bremsegrebene, og mine kindmuskler for at smile. Jeg har aldrig oplevet så fedt et flow, og selv når det ind i mellem går lidt opad, så har de formået at lave sporet, så man holder farten opad bakke. Sådan fortsætter det i 20 minutters tid, til jeg når ned til en frokostrestaurant. Skiltningen, som ellers har været eksemplarisk hele vejen, halter lidt, og jeg slår mig sammen med tre fyre på E-bikes, som også er i tvivl. Men vi skal selvfølgelig opad, for det sjove nedad kan jo ikke blive ved i en uendelighed. De tre vælger dog en anden vej, og jeg tager den sure vej op. De næste par kilometer stiger det godt, og et enkelt sted er det for stejlt at cykle. Mens jeg trækker, kan jeg se de tre E-bikere nærme sig nedefra. Så var de alligevel kørt forkert. Jeg når op og kan begynde næste nedkørsel, og tænker at det skal være løgn – de skal ikke få lov at indhente mig. Måske jeg har en fordel nedad, hvor min lette cykel trods alt er lidt mere adræt end deres tunge elcykler. Og ganske rigtigt – først ved næste stigning indhenter de mig, og jeg kan vinke farvel til støvet fra deres baghjul.



Den røde sløjfe er godt 25 km, og jeg er tilbage ved udfletningen fra tidligere. Vælger at køre af den blå, som jeg kan se slår over i endnu en rød senere. Den blå er letkørt, men stadig med et fantastisk flow. Og hvad der ikke er i stigning og sværhedsgrad kan man jo så tilføje i fart. Så det er de samme muskler der kommer i brug, som tidligere, også her på den blå. Sporet er super vedligeholdt, og jeg møder mange familier med børn på dette spor. Selv helt grønne nybegyndere vil få en fantastisk tur ud af det. Der er stort set ingen tekniske udfordringer, så det er bare om at nyde turen. På et tidspunkt kan man dreje til højre og slå ind på en rød, som forlænger turen med yderligere 5-6 kilometer. Denne røde er slet ikke at sammenligne med den første – også her er det letkørt og uden de vilde stigninger. Det sjove består i at holde farten (og pulsen) oppe. De sidste kilometer er man tilbage på det blå spor, som fører retur til camperpladsen.


Jeg kan på det varmeste anbefale sporene ved Nove Mesto pod Smrkem. Det hele er utrolig professionelt anlagt, og selvom der er mange mennesker føler man flere steder på sporene at man er helt alene. En enestående fed dag i en usædvanlig smuk del af fantastiske Tjekkiet. Det er bare om at smide cyklen på bilen og komme afsted – fra Helsingør er der knap 600 km i bil. God tur!


---


Info:




35 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Comments


Læs også

bottom of page