top of page

Canyoing ad smukke Rio Verde i Sierra Nevada

Opdateret: 9. aug. 2021

Det var et stort ønske, der blev opfyldt, og et længe ventet flueben, der blev sat på vores ferie til Cómpeta denne sommer. Siden mine børn var små og vi stiftede bekendtskab med begrebet 'canyoing', har jeg drømt om at prøve det. Dengang, i bjergene på Korsika, så vi andre udøve sporten, men desværre var det ikke muligt at medbringe tre børn på 2, 5 og 7 år. I stedet plaskede vi lidt i vandkanten og sprang i fra en sten ... det var også sjovt!



Nu, 17 år senere, har børnene vokset sig store og passer perfekt ned i en våddragt. Så da vores airbnb-udlejer nævnte, at nogle af hans venner arrangerede canyoing-ture i Sierra Nevada, blev jeg fyr og flamme, og håbede blot at alle rejsedeltagere var med på idéen. Vi er otte voksne afsted, så risikoen for at nogle ikke har lyst er naturligvis til stede. Men efter et par dages eftertænksomhed og smørearbejde fra min side, lykkes det at få alle med. Nu kan den gamles drøm endelig blive virkeliggjort.


Klokken er 5:45 da telefonen begynder på sin inerverende vækketone, og alligevel er det en af de morgener, hvor jeg springer ud af sengen. Inden længe er hele huset stået op, og vi får en solid morgenmad og noget kaffe, inden vi kører ned til mødestedet i centrum af Cómpeta. Klokken 7 er vi på vej ud af byen i en minivan med vores guide Avel ved rattet. Det går raskt afsted gennem hårnålesvingene, som kun en med lokalkendskab kan køre, og inden længe er vi på motorvejen med retning mod Sierra Nevada.


Jeg sidder på bagerste af de tre sæderækker, og kigger søvnigt ud over Middelhavet, hvor solen farver himlen morgenorange. Der er en søvnig stemning i bilen og en stilhed i luften, da vi alle ved at der er halvanden times kørsel til der sker noget. Med ét kan jeg mærke kølig luft i ansigtet, og når lige at tænke at det var betænksomt af vedkommende, som har åbnet vinduet oppe foran. Men med det samme begynder der at løbe striber af en kaffefarvet væske på ydersiden af sideruderne, og der går endnu nogle sekunder, før det går op for mig, at det er Heidi som hænger med hovedet ud af vinduet og er blevet gevaldigt køresyg. Al den vigtige morgenmad går til spilde, og jeg tænker bekymret om hun mon bliver frisk til at springe rundt i floden om ikke så længe.


Heldigvis er vi forskånet for flere episoder på resten af køreturen, som ender med at blive en bumpet affære, de sidste tre-fire kilometer af en slidt grusvej, som visse steder sætter fantasien igang. Ved 9-tiden er vi fremme ved floden, og Avel instruerer os i at pakke våddragten, så den bliver til en rygsæk, hvori vi hver især bærer vores klatreseler. Frederik bliver hurtigt udnævnt til den stærkeste på holdet, og får besked på, at danne bagtrop og bære en rygsæk med vand og tøj. Efter nogle få instruktioner – sorte/mørkebrune klipper er glatte – tager vi hjelme på og begiver os op langs floden, som vi senere skal klatre ned igennem.


Turen op er utrolig flot, og flere gange går tankerne på Paradisets Have. Avel kalder det da også for sit paradis, og ingen taler ham imod. Men lige så smuk turen op er, ligeså hårdt er det at gå i de ukomfortable canyoing-støvler, slæbende på våddragt og klatresele – og visse ting ændrer sig tilsyneladende ikke selvom ens børn er nået voksenalderen, for flere gange bliver der spurgt til hvornår vi er der. Vores guide er ikke uden humor, og gentager hver gang der bliver spurgt - "Only one hour!" ... så vi ved, at vi snart er der.



Endelig, efter halvanden times hiking ad stejle stier og hængebroer, smider han rygsækken og beder os om at tage våddragter på. Det er lettere sagt end gjort, men ved fælles hjælp lykkes det at få alle trukket i dragterne. Klatreselerne kommer på og bliver efterspændt, og én efter én får vi lov til at kaste os ud i et lille bassin med et vandfald i den fjerne ende. Vi forsøger at vænne os til dragterne, og prøver at finde en måde at svømme elegant i dem – det er ikke let.


Der bliver taget fællesbillede og så går det løs med første udfordring – en lille glidetur på 4-5 meter ad glatte klipper ned i et større bassin. Hvis ikke man allerede havde fået brudt nogle grænser, så bliver der brudt flere nu ... men alle hjælper og hujer på hinanden, så det er svært ikke at føle en stigende teamspirit i vores lille familie. Efter de første spring på 2, 4 og 6 meter tænker ingen længere over det kolde vand – fokus er på at gå på den ujævne flodbund, klatre på klipperne, mave sig frem, kravle, møve, springe, hoppe og smyge sig vej gennem det fantastiske landskab, som det rindende vand har skabt gennem årtusinder.

Det er en kæmpe naturlegeplads, og selvom vi er klar over at intet er skabt af menneskehånd, så har man ind imellem alligevel følelsen af, at det næsten er for perfekt anlagt ... sværhedsgraden og højden på springene stiger nemlig efterhånden som vi kommer ned ad floden og bliver vant med udfordringerne.



Hver gang guiden stopper og retter kameraet mod os, ved vi at nu venter en ny udfordring. Det er spændende, fysisk hårdt og utroligt livsbekræftende. Ved et stop beder Avel os om at kravle ned i et sort hul. Man kan intet se, og må føle sig frem med de klodsede støvler. Frederik og jeg er første nede, og får hjulpet de andre ned. Og hér sidder vi så, hele familien samlet i en underjordisk spapool med rindende vand gennem hulen. Eneste udgang er via et 5-6 meters vandfald, som vi én for én bliver firet ned ad.


Og sådan bliver det ellers ved de næste tre timer. Næsten i mål, skal vi rappelle ud over en kant, og lade os falde ind under et vandfald. Det er mange år siden jeg har rappellet, og det er med et vist sug i maven, at jeg, med ryggen til, lader mig glide ud over kanten, slipper grebet med fødderne og svinger ind under det brusende vandfald. 6 meter længere nede kan jeg frigøre mig og næste person bliver sendt ned.


Vi når til turens afslutning – et stort bassin, hvor vi får at vide, at vi skal springe 'the rosmary jump'. Klippesiden er begroet med rosmarinbuske, så man kan ikke se hvor man lander. Man skal tage tilløb for at kunne springe langt nok udover busken ... alternativet er at man ruller rundt i busken og dufter afslørende af rosmarin resten af dagen. Foden skal sættes rigtigt og tilløbet skal afmåles, men det lykkes alle at komme ud over og ned i vandet uden at dufte af krydderurter.


Avel spørger hvem der er friske på dagens sidste, og største, udfordring – et 12-13 meter spring fra klippesiden overfor. Kun Loke tager imod udfordringen, og efter at guiden har sprunget og vist ham hvor han skal lande, tager han uden tøven det store spring. Han dukker med god grund op til vandoverfladen kun med et enkelt, velvalgt ord – "FUUCK!".


Efter samlet seks timers aktivitet smager de medbragte sandwiches, sodavand og øl himmelsk. Vi sludrer i skyggen mens vi forsøger at tørre vores tøj, da de vandtætte beholdere vi havde med på turen ikke levede op til formålet. Men temperaturen er nu omkring de 30 grader og der er ikke en vind der rører sig i den smalle slugt.


Ingen beklager sig over at skulle sidde stille i halvanden time i bil, og der bliver hurtigt ro på rækkerne. Avel når at sige, at den der først falder i søvn på hjemturen skal give paella om aftenen ... men jeg ved ikke hvor mange der når at høre det.


——


Praktisk:

Vi medbragte selv sandwiches og drikkevarer til efter turen, hvor man er godt sulten.

Medbring evt. nogle energibarer eller lign., som du kan spise efter hikingturen og lige inden selve turen ned ad floden går i gang.

Under våddragten har du badetøj. Behold strømper på – de støvler vi fik var slidte og ikke gode at have bare tæer i.

Medbring håndklæde og tørt tøj (som du lader ligge i bilen).


Turen var arrangeret af:

Nimo Aventura

Tel.: 0034 601631833




45 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Comentários


Læs også

bottom of page