top of page

Almindelig vedligehold af din mountainbike

Jeg hører mange, der siger, at de ikke orker mountainbike fordi cyklen skal vaskes og ordnes hver gang, og at det er vildt besværligt. Det synes jeg ikke er rigtig, og ærgerligt, hvis det er dét, der afholder nogle fra at begive sig ind i mtb-universet.


Der er selvfølgelig forskel på sommer og vinter, og hvor meget pleje der skal til. En time i mudder kræver lidt mere end en time på tørt underlag. Men herunder lidt råd til, hvordan du laver en quick-and-(not)dirty efter træning:




Jeg gør altid min cykel ren SÅ SNART jeg kommer hjem fra tur. Det vil sige inden jeg vasker mig selv og inden jeg overhovedet tager cykeltøjet af. Har du først været under den varme bruser, fået deodorant og eau de cologne på, og tilført voks til hårlokkerne, så er sandsynligheden for, at du herefter går ud i kulden og rengør din beskidte cykel lig nul. Så gør dig selv den tjeneste at gå i gang med rengøringen af cyklen umiddelbart efter at du har stoppet for cykelcomputeren og inden pulsen er kommet i hvileleje.

Start med at spule al løs jord og mudder af cyklen. Har du en højtryksspuler, så vær forsigtig og pas på ikke at spule al fedtet ud af lejer og samlinger. Jeg har oplevet en fyr til et cykelløb, som kom til at spule alle klistermærkerne af sin cykel. En haveslange med almindeligt tryk på er fint.

Fyld en spand med vand og lidt sulfo (du kan sagtens bruge de dyre cykelplejemidler fra cykelhandleren, men sulfo rækker også – vær dog opmærksom på, at sulfo er fedtopløsende, hvilket ikke er ideelt alle steder på cyklen). Om vinteren fylder jeg spanden med varmt vand. Hav gerne to børster til vask – én til stel og øvrige dele, og én til de dele der er påført olie (kæde, klinge og kassette). Så slipper du for at fordele den beskidte olie ud over hele cyklen.

Vask cyklen grundigt. Det vigtigste er drivlinjen, bremser og gear. Spul igen og tør af. Hav også gerne to klude – en til stel mv og én til oliedelene. Sørg for at tørre kæden grundigt af og påfør allerede nu olie på kædens inderside. Så slipper du får at kæden ruster og bliver stiv i leddene. En enkelt dråbe olie til hvert led er rigeligt. Tør overskydende olie af.

Så er din cykel faktisk klar til næste træningstur.



En gang hver måned plejer jeg at tage hjulene af og vaske dem grundigt. Kører du på saltede, våde veje om vinteren, er det vigtigt at få vasket hjulene grundigt hver gang, så der ikke sætter sig salt ved niplerne, der spænder egerne fast til hjulet. De er nemlig typisk af aluminium og bliver ødelagt at salten.


Når hjulene er af, kan du komme ind i alle kroge af stellet og samtidig tjekke om bremseklodserne er slidt og skal skiftes. Rengør også gear og pullyhjul. Ved månedsvasken plejer jeg også at tjekke luft i for- og bagdæmper og tjekker at alt er ordenligt fastspændt overalt på cyklen.


Mountainbike er desværre (vil nogen sige) en udstyrssport, så regn med et vist budget på vedligeholdelseskontoen hvert år. Jeg bruger typisk en anelse mere på service og vedligehold på min cykel end på min bil! En velholdt cykel er så meget sjovere at cykle på, hvorimod en cykel der er misligeholdt har det med at forblive i skuret eller kælderen og blot tabe i værdi – og så er pengene for jo alvor spildt.


——


Praktisk:

Til pleje af min cykel har jeg følgende med mig:

  • Spand

  • Blød 'ren' børste til stel mv.

  • Let stiv 'beskidt' børste til kæde, kassette mv.

  • MucOff Bike Cleaner

  • MucOff Disc Brake Cleaner

  • MucOff olie

  • Fedt

  • 'Ren' klud til at tørre stel mv af med

  • 'Beskidt' klud til at tørre kæde mv af med


25 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

It's a wrap!

Læs også

bottom of page