A domani ...

Efter at have opdraget tre børn gennem næsten tre årtier, levet i to længerevarende forhold, som selvstændig have betjent utallige kunder i 34 år (og holdt snor i leverandører), have rejst Europa tynd i en autocamper i fem måneder … så opfattede jeg egentlig mig selv som et ganske tålmodigt væsen.

Men på ikke en gang tre uger er min tålmodighed blevet sat på en hidtil uset stor prøve. Det er som om jeg bliver tryktestet i øjeblikket. Og jeg vil ikke en gang sige, at det er fordi man løber panden mod en mur … man bliver faktisk alle steder mødt af en ufattelig imødekommenhed og venlighed. Men al snakken bliver bare ikke rigtig til noget. Særlig hurtigt.

Siden jeg landede den 21. januar har jeg endnu ikke formået at sætte flueben ved de to vigtigste ting på to-do-listen … at få en italiensk bankkonto og en internetforbindelse i mit hus. Internetforbindelsen er vigtig af indlysende årsager, og netop i dag har jeg brugt to timer på at snakke med Telenor i Danmark 5-6 gange. Jeg havde nemlig pludselig ikke noget mobilnetværk, og da jeg endnu ikke har netforbindelse i huset, er dette ret afgørende. Jeg har hævet mit data, og i den forbindelse er jeg blevet smidt af alle italienske mobilmaster. Men nu er jeg på igen! … med hjælpende hænder fra Danmark. Tak Telenor.

Bankkontoen er yderst vigtig, da den er nøglen til at blive skrevet ind på kommunen - og få et ID-kort, som jeg skal bruge i alle andre henseender, såsom forsikringer, køb af bil, opstart af virksomhed og så videre. Men nu har jeg ikke hørt fra banken i en uges tid, og tager derfor i morgen til en anden by, Ribera, hvor der også ligger en bank, og som skulle have mere erfaring med tilflyttere fra andre lande. Vi må se … a domani!

I fredags bestilte jeg et skrivebord hos Ikea. Det skulle ankomme sidst på måneden. Hos H&M har jeg bestilt et gulvtæppe … det har forladt lageret i går morges, men er endnu ikke dukket op. Min cykelhjelm, som jeg bestilte da jeg var i Canada henover nytåret, er nu efter flere mails, sat til at ankomme i slutningen af februar. Og sådan kan man blive ved.

For 8 minutter siden bestilte jeg noget på et dansk website til levering hos min søn, så han kan tage det med herned i marts … og jeg har netop modtaget besked om at varen er på vej med GLS. Hvor svært kan det være? Selv Postnord syner som en velsmurt og yderst effektiv maskine, når man ser det hernede fra.

Det er bare for at fortælle, at der er stor forskel på ting hér i verden!

Men som skrevet tidligere, så øver jeg mig det bedste jeg kan. I den dér tålmodighed. Og forsøger at overbevise mig selv om, at det langsomme tempo jo var derfor jeg kom. Jeg ville jo netop prøve at se hvordan det er at leve en arbejdsdag i et andet tempo … synes bare kun det er alle andre end mig der er nede i tempo hernede. Jeg vil formentlig leve længere og have et liv uden skadelig stres - på længere sigt. Og EFTER at jeg har fået min bankkonto og min internetforbindelse. Det er ihvertfald ikke en øvelse man bliver hundredemetermester i på kun få uger.

Efter de første to ugers sygdom kunne jeg endelig invitere på et glas vin i lørdags. Fire fastboende kom forbi - to canadiere, en englænder og en amerikaner, medbringende hjemmebagt kage og vino. Det var superdejligt endelig at kunne socialisere igen, og høre om andres erfaringer (og frustationer). Jeg er så taknemmelig for det netværk jeg er blevet givet af Shelly, allerede inden jeg flyttede herned. Og heldigvis er her så mange, at man kan fordele sine spørgmål, så ikke én bliver træt af at høre på mig hele tiden.

Søndag var tid for min første cykeltur siden jeg fik sendt mine to paller gods herned. Det gik overraskende godt med vejrtrækningen efter Covid-19, men til gengæld kunne det hurtigt mærkes i benene, at jeg ikke havde siddet på cyklen i mere end to måneder. Fra Cianciana kørte jeg østpå ned i dalen, og herfra op, op, op. På toppen ramte jeg en grusvej, jeg havde udset mig på Komoot (genial app til planlægning af cykel- og vandreture), som ledte mig langs bjergryggen, og ned på den anden side. Gennem olivenlunde med nypløjet jord, og vinmarker hvor vinrankerne pænt venter på mere varme, forbi stejle klipper, fyrreskove og utallige forladte huse og ruiner. Grusvejen blev til to smalle hjulspor, som senere blev til singletrack, og af og til måtte jeg trække cyklen forbi jordskred. Helt i bunden af dalen ramte jeg hovedvejen og drejede til højre. Herfra syv kilometer opad til jeg atter var tilbage i Cianciana. De godt 20 km tog to-en-halv time, og da jeg trillede forbi byskiltet ændrede jeg min plan om at drikke en afterbike-øl på Clocktower Cafe, velvidende at hvis jeg først satte mig ned dér, ville jeg aldrig komme op ad bakken og hjem bagefter. Så jeg tog den direkte hjem … de sidste 100-150 meter stiger med 20-23%, og jeg måtte kapitulere og trække cyklen en gade før jeg var hjemme i Via Scavuzzo.

Fantastisk weekend, og ingen tvivl om, at der fremadrettet skal socialiseres og cykles meget mere.

Og nu venter jeg så bare på nyt fra banken og min internetmand … men mon ikke det bliver i morgen. A domani!