Sardiniens miner
I sidste uge besøgte jeg stranden Spiaggia di Piscinas på Sardiniens vestkyst. Det er et helt specielt område, som er kendt for sine kæmpeklitter, og ifølge guidebøgerne et must, hvis man er på vestkysten. Så fra den lidt triste camperplads ude på halvøen ved Oristano, sætter jeg kurs mod stranden. Jeg har tidligere nævnt, at Sardiniens rigdom på bjerge er kommet bagpå mig, og vejen fra Oristano er da heller ingen undtagelse. Første stykke er fladt som Lolland, og med de mest intetsigende stykker landevej, som knap nok slår et to-graders sving nogen steder. Men så begynder det et gå opad, og sno sig.
Jeg kommer op gennem et pas og på vej ned gennem den lille bjerglandsby Ingurtosu, hvor jeg skal klemme camperen gennem en smal og ikke særlig høj byport. Det sjove er, at på vejen ned siger skiltningen 'Max 3 meter', hvilket jeg ved er ok. Da jeg nogle timer senere kører den anden vej gennem porten, står der 'Max 2,8 meter' når man kommer den anden vej fra, og her bliver jeg alligevel i tvivl, selvom logikken jo siger at det nok skal gå.
De sidste 7-8 kilometer foregår ad grusvej, og her snakker vi ikke dejlig plan velplejet dansk grusvej, men grusvej på den italienske måde, tilsat lidt sardinsk accent. Jeg vil tro de sidste 5 kilometer tager en halv times tid, for det er som at køre i et minefelt af huller, klippestykker og partier med bekymrende løst sand. Vejen er heller ikke just bred, og jeg møder en schweizisk autocamper, som holder helt stille. Det viser sig, at årsagen er en slange, som ligger og vrider sig midt på vejen. Den er tydeligvis blevet kørt over tidligere, og ligger nu og lider. Føreren af den anden camper gør tegn til, at jeg skal gå ud og gøre en ende på dens lidelser, men jeg sætter selvfølgelig en mine op, som tydeligt viser, at han var der før mig, så det må være ham der skal ud. Inden vi når videre i den ordløse diskussion, kommer der en lille italiensk Fiat og gør kort proces – han kører uden om schweizeren og snor sig mellem os, og uden at han selv lægger mærke til det, får han i samme bevægelse aflivet slangen, som derefter ligger helt stille.
Jeg når ned til stranden, og der er varmt. Det er som om sandet holder på varmen, og mens jeg får lidt arbejde fra hånden i camperen stiger temperaturen inden for til ulidelige grader. Jeg går en kort tur ud til vandet, men har ikke i sinde at bade. Sender dronen i luften, og får på den måde et indtryk af de kæmpeklitter, og hvor stort et areal de dækker.
På tilbagevejen stopper jeg ved en ruin af noget der ligner en industribygning. Der er en informationstavle, og det viser sig at være resterne af Sardiniens største mine, som blev nedlagt og forladt i 70'erne. Nu er der bare de gamle faldefærdige bygninger tilbage, og man kan stadig se de rustne minevogne, der står klar til at tippe dagens høst af i det, der ligner et sorteringsrum. Minen hedder Ingurtosu, opkaldt efter den lille by jeg kørte igennem, og i sin storhedstid var den en af de største på øen og byen havde i den tid 5.000 indbyggere. I dag er der 9 fastboende med adresse i byen. Minen og de efterladte bygninger er listet på 'UNESCO Geological Mining Park of Sardinia', og det er tydeligt, at man kan bruge en stor del af sin ferie på Sardinien med at udforske miner. Se link nedenfor.
I Ingurtosu-minen blev der primært udvundet zink, cadmium, gallium og indium.
---
Info:
Se mere om minerne på Sardinien på bl.a. disse sider:
Comments