Normandiet med co-pilot
Så må jeg hellere få gang i skriveriet igen. Årsagen til at bloggen har ligget stille er, at Jørgen, min gode ven fra Ålsgårde, søndag i sidste uge indtog rollen som co-pilot for en lille uge. Det har været skønt at få selskab i mit lille hjem, og dagene er gået med at opleve, være aktive på cyklerne, snakke en masse, og indtage god mad og naturligvis smage på de franske vinskatte.
Mandag fik Jørgen set Versailles-slottet mens jeg fik lidt arbejde fra hånden. Efter en sandwich kørte vi vestpå mod den lille by Honfleur, ikke så langt fra Le Havre. Ved havnen tjekkede vi ind på camperpladsen, hvor det også gik op for mig, at jeg slet ikke havde behøvet at sælge Aygo'en inden afrejse – jeg skulle blot have købt en lidt større autocamper, så kunne den have været med hele vejen.
Første aften sammen fejrede vi med en gåtur i den smukke by, og en omgang moule-frites i chorizo-flødesauce. Det kan stærkt anbefales, og det kan være svært at få en enkelt flaske hvidvin til at række. Mens vi spiste indtog mørket byen og den fantastiske indelukkede havn. På vejen tilbage til camperen beundrede vi lysene der spejlede sig i havnebassinet, og blev enige om, at her kunne man sagtens komme tilbage en dag med sin udkårne.
Selvom de seneste dage har budt på lidt mere varme, så kan kulden mærkes, og jeg tænder for gasvarmen. Jørgen bemærker, at der lugter lidt at gas, og inden længe har vi pandelampe og værktøjskasse i brug. Vi kan ikke få gastilslutningen helt tæt, og bliver enige om at lade gas være gas, pakke os godt ind og se på problemet næste morgen.
Jeg kan mærke, at jeg igen rammes af usikkerhed. Lige siden vi havde ødegård i Sverige for mange år siden, har jeg altid været usikker på gas, og jeg glæder mig til den dag, hvor også camperverdenen bliver fuldt elektrificeret. En spekulativ nat, men heldigvis tager Jørgen affære næste morgen og cykler ud til en trælasthandel i udkanten af byen, og køber at større udvalg af pakninger. Problemet er løst! ... en stor tak til Jørgen og hans fejlfinder-gen, som han selv siger kan være en hæmsko, men som i dette tilfælde gav mig ro i maven igen.
Vejret er ikke imponerende, og vi fortsætter østpå til Utah Beach, som var det kodenavn stranden fik tildelt under Anden Verdenskrig. Den 6. juni 1944 gik 21.000 soldater i land hér på D-dag, og var en vigtig brik i den imponerende plan, som var med til at afslutte krigen. Vi bruger et par timer på det flotte og detaljerede museum, og ingen af os kan undgå, at blive ramt af eftertænksomhed, specielt med tanke på alt det frygtelige der lige nu foregår i Ukraine. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de unge mænd må have haft det, da de klokken 6 om morgenen hopper i det lave vand ud for kysten og bevæger sig op mod klitterne. Hvad de har tænkt og frygtet at skulle møde, dér bag sandet og marehalmen. Det må have været med hjertet oppe i halsen.
Vi kører fra Utah Beach mod Mont-Saint-Michel, og får en god snak om historie, krig og hvordan det nu påvirker os alle igen. Mange af de små landsbyer vi kommer igennem, kunne være kulisser for gamle krigsfilm, og jeg kan næsten se Lee Marvin og Donald Sutherland fra Det Beskidte Dusin, sidde på deres tank på hvert et lille torv vi kører forbi. I udkanten af endnu en lille by, bliver vi lokket ind i et Calvados-distilleri, og bliver budt på en lille smagning af fire forskellige Calvados, to 6-årige, en 10-årig og endelig en 16-årig. Heldigvis ganske små doser, men det er tydeligt, at smagen bliver mere rund og behagelig jo flere år det ligger på fad.
Ingen af os er Calvados fans, og ender med at købe nogle hjemmebryggede øl, en rosé-cider og et par flasker rødvin. Efter ganske få kilometer kan vi pludselig se Mont-Saint-Michel ... et ganske betagende syn, og ligner mest af alt en gigantisk Disney-kulisse, der er blevet sat op ude i vandet et par kilometer fra kysten. Vi checker ind på en campingplads, og beslutter at åbne lidt af rødvinen, noget chorizo, ost og oliven, og så må Mont-Saint-Michel vente til det igen bliver lyst.
