Lad eventyret begynde

Ethvert eventyr begynder som bekendt med ‘der var engang’. Men bag ethvert eventyr ligger der også en masse forberedelser. Først skal idéen fødes. Sidenhen skal den fodres og formes. Herefter kommer en lang periode med tanker og overvejelser. Når beslutningen om at virkeliggøre eventyret er taget, følger en tid med planlægning, lange to-do-lister og logistiske detaljer.

Det er dér, jeg er lige nu. Midt i udførelsen af alle forberedelserne. Fra da jeg sidst skrev et indlæg her på siden, hvor jeg sad i flyet på vej hjem fra mit første besøg på Sicilien, er min verden fuldstændig forandret. Igen! Og på næsten alle parametre, men på den gode måde.

Mine overvejelser omkring købet af huset i Cianciana eller ej, endte med et køb. Undervejs ændredes forstillingen om huset som et feriested og retreat, til at blive til en drøm om at bo og leve på Sicilien i et år eller to. Måske mere. Det ændrede også planlægningen og udførelsen af projektet betragteligt.

Og mødet med Shelly, min overrumplende canadiske kærlighed, skabte helt nye dimensioner til idéen. Men også en tryghed og sikkerhed i, at det rent faktisk er en god idé. Og at ‘hvad er det værste der kan ske’-tanken gør dét at tage skridtet fuldt ud, meget lettere.

For med drømmen om at bo permanent i Syditalien følger også tanker og bekymringer for alt det jeg efterlader i Danmark. ‘The Kids’ - mine tre fantastiske drenge og deres dejlige kærester. Min mor, og resten af min store familie. Alle vennerne. Kunder og leverandører i min forretning. Alle de mennesker der er med til at skabe min forestilling om ‘hjem’.

Det kræver mod at tro på, at selvfølgelig kan alle de relationer og forbindelser fortsat bestå. Måske endda gøres endnu stærkere netop pga den større fysiske afstand. For selvom jeg af og til vakler, så tror jeg fuldt og fast på det. Og Shellys fantastiske syn på livet generelt har givet mig yderligere tryghed i eventyret. Og jeg er i den grad blevet bekræftet i, at ‘hjem’ ikke nødvendigvis er fysiske rammer, men snarere en følelse, og sågar også en person.

Som da jeg tog afsted i autocamper for halvandet år siden, så rammes jeg lige nu af en del stress og sugen i maven. Over alle de ting jeg skal få til at falde på plads og lykkes inden eventyret for alvor kan begynde. Men i virkeligheden er alle forberedelserne jo en kæmpe del af eventyret.

Fra min hjemkomst i begyndelsen af juli, har jeg haft utallige skriverier med Johnny, der sælger huset, samt Joe, den lokale ejendomsmægler som står for salget af huset. Huset var på nippet til at blive solgt til en dame fra Dubai. Som sædvanlig havde jeg brugt en del tid på overvejelser, og da jeg endelig tager beslutningen og sender en mail til Johnny om, at jeg gerne vil købe hans hus, så var en anden tilsyneladende kommet mig i forkøbet. Damen fra Dubai havde tilkendegivet at hun gerne ville købe, og manglede kun at overføre depositum. Jeg bandede og svovlede over min egen ubeslutsomhed, men opdagede, at jeg havde sendt min email til Johnnys iCloud-konto, og ikke den mailadresse han normalt benytter. Så jeg måtte argumentere for, at dén person som havde afsendt den bekræftende email først, måtte være den der var berettiget til at købe huset. Det viste sig heldigvis, at jeg med få timers forskel var den, der havde skrevet først.

Sidenhen har jeg haft fat i den italienske ambassade i Danmark for at få en såkaldt ‘Codice Fiscale’, som er et slags personnummer, som bruges i alle kontakter med myndighederne i Italien. Herefter skulle finansieringen på plads, da jeg ikke har midler til at købe huset kontant. Det viste sig at være sværere end som så, selvom beløbet ikke er større end hvad folk låner til for at købe en ny elbil. Men som single, selvstændig og 56-årig passer jeg rigtig dårlig ned i pengeinstitutternes polerede kasser. Mine egne to banker afviste, tre realkreditinstitutter afviste, men jeg endte med at få et lån på plads hos Norwegian Bank. Ganske vist til en højere rente, men uden stiftelsesgebyrer, pantstillelse osv., og da jeg planlægger at afvikle lånet på to år, er omkostningerne til at leve med.

Selve købet var således på plads, og herefter har jeg opsagt og fraflyttet mit kontorfællesskab på Hellebæk Klædefabrik, vi har flyttet Nikolaj hjemmefra til et fantastisk roomie-fællesskab i Valby og jeg har opsagt mit lejemål i Snekkersten. Stort set samtlige møbler er sat til salg, og jeg er begyndt at smide ud af ubetydelige genstande med hård hånd. Jeg skal have sat min bil til salg, og en masse praktiske ting som flytning af adresse til Italien, forsikringer, læge, tandlæge, virksomhed, skat, flytning af ejendele og så videre, skal tænkes igennem.

Samtidig har jeg i en lang periode skrevet frem og tilbage med ejendomsmægleren Joe i Cianciana. I første udkast af kontrakten, som jeg valgte at bruge penge på at få oversat fra italiensk til dansk, stod Johnny som køber og jeg som sælger. Først efter nogle forsøg lykkedes det at få dét på plads, men ellers forløb processen ganske fint. Jeg havde i første omgang indbetalt 1.000 euro i depositum, senere 20.000 euro i 2. depositum, og en lille uges tid inden jeg skal afsted til Sicilien, overfører jeg de resterende 49.000 euro samt omkring 5.000 euro til min andel af mæglersalær og udgifter til notar og øvrige omkostninger (180 euro til tolke/vidner). Eneste kvitteringer jeg har, er transaktionerne fra min bank, og købekontrakten er stadig ikke underskrevet. Meget uvant som dansker, men Shelly, der selv har købt hus i byen for fire år siden, og også med Joe som den lokale mægler, forsikrer mig om, at alt er i skønneste orden.

Der er mange der spørger mig, og den samlede pris for huset inkl. alle omkostninger er således 75.180 euro. Heri indgår alt inventar i huset – møbler, service, gryder og stegepande, tv, radio, Apple TV, lamper, bøger og blade, køkkenudstyr osv. Mette, Johnnys kone har sågar købt nye håndklæder, dyner og sengetøj til mig. De samlede faste udgifter til vand, renovation, eltilslutning og tv-licens beløber sig til 540 euro om året. Hertil kommer internet-tilkobling på ca. 240 euro/år. Solcellen på taget overproducerer, og gav sidste år en tilbagebetaling fra elselskabet på 425 euro. Som fastboende skal jeg ikke betale by-skat, som ellers er 225 euro/år. Den eneste variable omkostning derudover er piller til pillefyret.

Tirsdag i sidste uge rejser jeg så til Sicilien for at møde op hos notar og modtage nøglerne til huset. Klokken kvart i tre om natten kører jeg fra Snekkersten ad øde veje til lufthavnen. Flyskift i Rom og ankomst til Catania på Sicilien næsten planmæssigt ved 11-tiden om formiddagen. Sixt sørger for et usædvanligt let forløb med at få udleveret lejebil, og inden middag er jeg på vej vestpå mod Agrigento. Da jeg kun skal tilbringe tre dage på øen, rejser jeg let med en lille rygsæk, hvilket jeg bliver glad for – Agrigentos gader er ganske stejle og de 32 grader får hurtigt sveden til at pible frem, mens jeg leder efter mit B&B. Jeg har booket i god tid, og ejeren har givet mig det bedste værelse … placeret på tagterassen på 6. sal. Godt gennemvarm får jeg arbejdet nogle timer på værelset, indtil det er tid til fyraften og en gåtur rundt i den hyggelige bymidte. Jeg har aldrig rejst særlig meget i efteråret – det har altid været en periode mellem sommer- og skiferie, som bare skulle overstås. Men varmen kombineret med den lavtstående sol er fantastisk, og temperaturen er til at holde ud sammenlignet med den stikkende varme her kan være midt på sommeren.

Efter et glas Grillo på en lille vinbar ender jeg på en hyggelig restaurant. Skønt at sidde ude på det lille torv og se på folk passere forbi, mens jeg spiser bruschetta og risotto – og så i oktober måned. Hopper forholdsvis tidligt i seng – det har været en lang rejsedag, og jeg har brug for at være udhvilet til næste dag. Og selvom jeg føler jeg er tidligt oppe, så har familien, der driver det hyggelige B&B været endnu tidligere oppe. Tagterrassen er omdannet til morgenmadsrestaurant, og hele den ene langside af bufféen er et kagebord, der ville få selv det største kagebord i Sønderjylland til at falme. Her er ihvertfald rig mulighed for at hæve blodsukkeret inden jeg pakker rygsækken og traver gennem den søvnige by.

Med dansk præcision sidder jeg klar i forkontoret hos notaren i den anden ende af byen allerede 9.20. Vi skal mødes 9.30. Klokken 9.40 tjekker jeg lige med receptionisten, at jeg er på den rigtige adresse, og nogle minutter senere dukker alle endelig op. Johnny og Mette, Joe, to tolke/vidner, en sekretær og en sidste person jeg ikke helt kan huske hvad er der for. Jeg har tilsyneladende ikke taget den lille tidsforskel der nu en gang er mellem Danmark og Sicilien i betragtning, og ingen bemærker noget til klokken. Jeg får snakket lidt med Mette og Johnny, og på et tidspunkt beder Joe os om at tage plads i sofaen. Der er tilsyneladende to dokumenter, der skal underskrives – ét hvor sælger afgiver ejendommen, og ét hvor jeg erhverver den. Den ene tolk læser dokumentet højt på engelsk for sælger, og efterfølgende bliver købers dokument læst op for mig på engelsk. Senere, da vi kommer ind til notaren, bliver begge dokumenter læst op igen på italiensk. Og så starter der et underskrift-cirkus af en anden verden. Sælgers dokument skal underskrives på hver enkel side (der er 8 sider) – to underskrifter pr. person pr. side, og både Mette, Johnny og de to tolke/vidner skal underskrive. Så i alt 8x8 underskrifter. Og bagefter gentages dette med købers dokument, hvor de to tolke og jeg skal underskrive hver enkelt side to gange.

Og så får jeg nøglerne!

Efter en snak i døråbningen svæver jeg tilbage til bilen, der er parkeret et par kilometer væk. Jeg er fast besluttet på at komme hurtigst muligt til Cianciana, og selvom Johnny har gjort mig opmærksom på, at bjergvejen dertil fra Agrigento er en af de smukkeste på Sicilien, så gør jeg ikke holdt undervejs. Mødet med byen og huset er lige så dejlig, som første gang jeg var her i juni. Jeg har faktisk kun tilbragt 18 timer i byen tidligere. Men 18 timer hvor det lykkes mig, at blive forelsket i en kvinde, et hus og en by. Da jeg med besvær får låst hoveddøren op til huset, har jeg kvinden i hånden via videochat fra Canada. Jeg viser rundt i huset, og er ramt af nøjagtig samme følelse som da jeg var her første gang. Der er en dejlig stemning i huset – det er totalt istandsat, men man kan sagtens stadig mærke de mange liv, der er levet bag de tykke mure. I køkkenet får jeg etableret midlertidigt kontor og får lidt arbejde fra hånden.

Hen på eftermiddagen når jeg en lille gåtur i byen. Skulle handle, men det nærmeste lille supermarked har tilsyndeladende lukket om onsdagen. Drikker en øl på Clocktower Cafe, chatter lidt, tager billeder og forsøger at få lidt ro på mig selv. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Gårsdagens rejse og formiddagens møde, nøgler, hus … og nu sidder jeg på torvet i dét, der snart bliver min faste bopæl for en tid. Det er vildt at tænke på. Men jeg har ikke tid til at dvæle ved tankerne. Jeg skal mødes med nogle af Shellys venner. Et par kilometer udenfor byen finder jeg Lynda og Germans hus. Det ligger smukt med udsigt til den tilhørende olivenlund og de sicilianske bjerge i baggrunden. Udover de to møder jeg også Diane & Nick, Nadine, Pat og Isobel … den lille forsamling er fra England, Skotland, Peru, USA, Canada og Danmark. Der er absolut ingen pauser i snakken, og efter flere er gået hjem spiser jeg pizza med Lynda og German. Gåturen hjem er udelukkende opad, og jeg kan tydeligt mærke hvidvinen og øllene, men er høj på en fantastisk aften og begyndelsen på et nyt netværk i en ny by.

Torsdag morgen er første morgen i huset. Jeg har ingen kaffe i huset, så er tvunget til at gå ned på torvet og få en cappuccino og en croissant. Kunne gå hen og blive en vane, og tydeligvis billigere at støtte den lokale café end selv at brygge kaffen. Resten af dagen går med at indhente forsømt arbejde, og jeg nyder at sidde i køkkenet med udsigt til byens tage og bjergene i det fjerne. Temperaturen inden for i huset er behagelig på denne årstid, men jeg er spændt på hvordan sommeren bliver, og om det bliver nødvendigt at få installeret aircondition. Heldigvis er der gjort forberedelser til dette, alle kabler er trukket, så det er bare at få sat et anlæg op, hvis det viser sig nødvendigt.

Ved fyraften går jeg op til byens højeste punkt med 360 graders udsigt over området. En fabelagtig eftermiddag – tilpas varm, vindstille og med efterårssolens lave stråler, der bader alt i et varmt orange lys. På torvet møder jeg Nadine, som drikker et glas vin med en lokal, Guy. Jeg bliver budt på en øl og vi snakker en times tid. Det viser sig, at jeg allerede er kendt som Shellys nye kæreste i byen, og jeg har lidt fornemmelsen af, at alle ved hvem jeg er, uden at jeg kender et øje. Det føles faktisk lidt rart. Dagen før hos notaren vidste både mægleren og de to tolke hvem jeg var, og da jeg tager afsked med Nadine og Guy på torvet, og går ned ad min egen gade, Via Scavuzzo, bliver jeg mødt af en mand, der møder mig med ‘Hej Bo!’. Det er Torben, som jeg endnu ikke kender, men som Shelly har bragt mig sammen med. Han og hans kone Pernille bor to gader fra mig, og vi kan vinke til hinanden fra vores tagterrasser. Når de er i Danmark bor de på Nørrebro.

Jeg når at få en frisk skjorte på, sætte vin og lys på havebordet, og så dukker Pernille og Torben op ved min hoveddør. De første gæster jeg byder velkommen. Det bliver til en lang og hyggelig snak på tagterrassen, og jeg bliver proppet med informationer, som jeg er sikker på jeg skal have genopfrisket når jeg vender tilbage i januar. Men skønt at have landsmænd boende så tæt på, og de har samtidig en garage i min gade. Næste morgen, da jeg har lukket huset af og pakket rygsækken, møder jeg Torben og hans cykelbuddy ved garagen. De er ved at gøre klar til en tur på landevejscyklen i bjergene, og vi får en lille cykelsnak. Jeg glæder mig til at udforske Sicilien på mountainbike, og det er fantastisk allerede at have cykelbekendtskab på øen.

Rejsen tilbage til Danmark starter uproblematisk, men ender med to timers forsinkelse i Beograd og et flot timet skybrud, som gennemvæder mig på vejen fra shuttlebussen til min parkerede bil i Københavns Lufthavn. Men selvom jeg er gennemblødt inde i bilen, og må skrue helt op for blæseren for at holde forruden dugfri, så har jeg det største smil malet i mit våde ansigt mens jeg kører hjem mod Snekkersten. De seneste dages indtryk har knap sat sig, og jeg kan mærke, at jeg skal bruge noget tid på at fordøje det hele. Men sikke dog et eventyr, der først lige er ved at begynde.