Har du set en nuraghe?

Jeg har! ... først lidt ved en tilfældighed, og nu har jeg så også fået læst lidt op på, hvad det egentlig er.

I morges forlod jeg en af de bedste campingpladser jeg har været på ind til videre. Ikke så meget for pladsen og beliggenheden, men for de mennesker som driver den. Fra det første skridt jeg tog ind i baren, som også fungerer som reception, følte jeg mig velkommen som var jeg kommet hjem til en gammel velkendt familie. Og det fortsatte under hele opholdet, og jeg blev af samme årsag i to døgn. Den første morgen kommer jeg ned for at spørge til koden til wifi, og ender med en gratis kop cappucino og en croissant. Da jeg spiser i restauranten anden aften får jeg en gratis dessert og en kaffe, og da jeg i morges spurgte om jeg kunne låne deres printer, fulgte der en kop espresso med de gratis print jeg fik lavet. En helt igennem fantastisk oplevelse, og er du på campingferie på Sardinien bør pladsen være på din liste.

Jeg forlader pladsen ved 9.30-tiden. Det er ubønhørligt varmt allerede, og de har lovet op til omkring 39 grader, så jeg vil ud til havet igen, hvor der er mere vind. Efter fem kilometer på motortrafikvejen ser jeg et stort skilt med en arkæologisk seværdighed og navnet Nuraghe Losa. Min inbox er overskuelig, så jeg følger min nysgerrighed og drejer fra. Der er et lille billethus, hvor man også kan købe bøger og en masse souvenir. Jeg køber billet og begiver mig over mod seværdigheden.

En nuraghe (i flertal nuraghi) er et bygningsværk, som stammer helt tilbage fra bronzealderen. Der findes godt 7.000 af dem på Sardinien, og de findes ikke andre steder i verden. Man mener at der har været op mod 10.000 af dem på øen, og de er bygget i perioden fra 1.900 og 700 før kristi fødsel. Så det er altså nogle gamle stabler sten vi har med at gøre. De er bygget af den såkaldte Nuragiske civilisation, som levede på Sardinien fra bronzealderen og frem til den romerske kolonisering. Der er stadig tvivl og uenighed omkring bygningernes funktion. Man mener, at nogle har fungeret som vagttårne, andre til opbevaring af fødevarer, nogle som paladser og nogle som templer og mødesteder.

Jeg nærmer mig indgangen, og udefra er det ikke fordi jeg er synderligt imponeret. Men det bliver jeg så snart jeg træder indenfor. For det første er der behageligt køligt i forhold til udenfor, og det jeg bare troede var en tom skal, viser sig at være udstyret med flere rum, som alle har en konisk form, hvor de store sten forneden i konstruktionen bliver mindre og mindre opefter. Lige inden for ydermuren går der en trappe bygget af kæmpesten, cirka en meter brede. Trappen går rundt og op langs hele ydermuren og fører op til toppen af bygningsværket, som formentlig oprindeligt har været i endnu flere etager end hvad der er tilbage i dag. Fra toppen, 13 meter oppe, er der en flot udsigt over området med pinje- og oliventræer, og det allerede gule græs som bunddække til det hele.

Det er tankevækkende at alle stenene er placeret for mere end 3.000 år siden, og at de mange bygninger som ligger spredt ud over hele Sardinien, er bygget på samme tid, hvor vi i Danmark mest gjorde det i gravhøje. Når man først kigger efter det, så dukker der hele tiden skilte op med 'Nuraghe' og der er naturligvis nogle som er mere seværdige end andre. Neders kan du se nogle af dem, som efter sigende skulle have størt wauw-faktor.

Jeg kører videre og kommer ud til vestkysten igen. Målet er nogle strande og camperpladser som ligger ganske øde, og sender mine tanker hen på Portugals kyst. Da der er øde, sørger jeg for at købe ind på vejen, så jeg har alle fornødenheder, og det viser sig klogt. Efter nogle kilometer af en grusvej, der er i så dårlig stand at alt i køkken- og køleskab er rokeret rundt flere gange, ender jeg ved tre camperpladser som ligger klods op af hinanden. Ingen af dem ser charmerende ud – det er blot en sveden græsplæne med markeringer af hvor man må holde. Der er trods alt toiletter og kolde bade, men standarden er ikke høj.

Jeg er tidligt på den, og vælger en plads i første række til vandet. Stranden nedenfor er ikke spændende og fyldt med tang, men da arbejdsdagen er slut går jeg en længere aftentur, som bringer mig et par kilometer sydpå. Jeg er ude på halvøen Sinin, og det mest kendte strand er Is Aruttas. Her er sandet kridhvidt, og en anelse groft, men det giver dejlig bløde fødder efter at have travet i vandkanten. Sandet består af quartz-sand, som tidligere blev eksporteret til brug som bund i alverdens akvarier. Sandet er også blevet brugt til at opgradere nogle af strandene på den eksklusive Costa Smeralda på Sardiniens nordkyst. Men al eksport af sand er nu forbudt. Efter en naturlig peeling vender jeg snuden tilbage til camperpladsen, og får lavet lidt aftensmad. Jeg har endelig udsigt til havet mod vest, men solen vælger at forsvinde i skyer og dis inden den rammer horisonten.

Nu er her mørkt, og som de fleste andre steder på denne tid på Sardinien, så er jeg omringet af tyskere i campere. Min nabo har taget guitaren frem og der lyder stille toner over stranden, kun akkompagneret af havets brusen – det ellers evige baggrundskor af cikader er helt væk her på stranden. Jeg tror det bliver en god nats søvn ... og jeg fik set min første nuraghe i dag!

---

Info:

De tre mest seværdige nuraghis skulle være følgende:

Su Nuraxi di Barumini

Dette er et helt kompleks, og har været beboet helt frem til 3. århundrede efter kristi fødsel. 18.5 meter højt. Er på Unescos verdensarvsliste, og er bygget af vulkansk sten.

Nuraghe Santu Antine

Ligger på den nordvestlige del af Sardinien, tæt på byen Torralba. Godt 16 meter høj, men menes at have været 23-24 meter høj. Omkring bygningen er der også rester fra den oprindelige nuragiske landsby.

Nuraghe Losa

Den jeg besøgte i dag, og er en af de mest velbevarede. Ligger ikke langt fra Abbasanta, kun få hundrede meter fra motortrafikvejen, så den er nem at nå frem til.