Endelig!

… jeg har i dag fået bopæl i Cianciana!

Da jeg ankom til Sicilien søndag den 21. januar, havde jeg en klar plan i mit hoved. Jeg lejede en bil i to uger, og var overbevist om, at det var rigelig tid til at få mig en bankkonto og købe en bil. Det er nu næsten tre måneder siden, og jeg har i den grad lært, og fået bekræftet mere end én gang, at ikke alt her i livet går som man planlægger det.

Som beskrevet tidligere gik den første måneds tid med at få en bankkonto, et italiensk mobilnummer og en internetforbindelse. Da bankkontoen var på plads mødte jeg forventningsfuld op på rådhuset for at påbegynde min ansøgning om bopæl i Cianciana. Bopæl, eller residenza, er nemlig nødvendig for at få et italiensk ID-kort. Og ID-kortet åbner en masse døre til at kunne købe en bil, få forsikringer og så videre.

Jeg havde fået at vide, at der, fordi jeg er EU-borger, skulle stå 4.000 euro på min italienske bankkonto. Dette blev dog afvist på rådhuset – beløbet er 8.000 euro. Så et par dage senere vender jeg tilbage, og kan glad fremvise bevis for mit indestående. Der går dog ikke længe før Mariana (den kontorfuldmægtige, som jeg efterhånden er på fornavn med) danner en bekymrende V-form i hendes øjenbryn. ‘Un grosso problema!’, siger hun. Selvom hun kun taler italiensk, så forstår jeg alt af det næste hun fortæller mig. Jeg kan ikke få bopæl i Cianciana, for Johnny og Mette, som jeg har købt huset af, har ikke flyttet deres adresse derfra endnu.

Ude på parkeringspladsen skriver jeg straks til Johnny, og beder ham om at få flyttet sin adresse. Hvor svært kan det være? Og hvor lang tid kan det lige tage? Det var den 28. februar kl. 9:49.

I den mellemlæggende tid er jeg stødt på en del udfordringer. Jeg har modtaget forskellige forklaringer fra Johnny, på hvorfor de ikke er fraflyttet adressen. Det sicilianske system. Det italienske bureakrati. At han regnede med at det foregik automatisk. Og at den kommune de er flyttet til, er ved at blive adskilt fra en anden kommune, så det vil forlænge processen. Hele tiden har jeg presset på, og til sidst så meget at kommunikationen mellem os stoppede. Vanvittigt frustrerende, og fra lokale personer fik jeg at vide, at der, hvis ikke der blev gjort noget aktivt, kunne gå op til 12 måneder fra købsdatoen til de automatisk blev slettet på adressen. Samtidig kunne jeg se prisen for billeje stige stille og roligt – fra 300 euro pr. måned i januar, til 600 euro for min seneste bil. Og herfra mod højsæsonen går prisen kun én vej.

Det fik mig i sidste ende til at sende en ‘trusselsmail’. Jeg er bestemt ikke flyttet til Sicilien for at rode mig ind i sagsanlæg, advokatregninger og lignende. Jeg har haft nok af den slags tidligere i mit liv, og blot tanken om det, gør mig utilpas. Men den manglende respons og kommunikation gjorde, at jeg den 1. april sendte en mail, hvori jeg endnu engang forklarede min situation til Johnny. At jeg ikke kunne få bopæl, og derfor ikke få et ID-kort. At dét gjorde mig ude af stand til at købe en bil, og at det i sidste ende ville påvirke Shellys og min planlagte biltur ned gennem Europa til Sicilien i slutningen af maj. 

Så jeg truede med at søge juridisk bistand for at få dem sat ud fra adressen, og at jeg ville pålægge dem alle udgifter til dette og en evt. fremtidig retssag. Dét satte gudskelov gang i processen, og dagen efter blev jeg ringet op af Johnny, som befandt sig på rådhuset i Cianciana. Han havde medbragt en translatør, og havde en plan for hvordan jeg hurtigt kunne få bopæl i mit hus. Vi skulle bare sige, at jeg flyttede ind hos ham og Mette. Planen blev dog hurtigt skudt i sænk af Mariana. Problemet var, at huset er mit, og at jeg således ikke kunne flytte ind hos en person, som boede i mit eget hus. Catch 22.

Vi måtte tænke kreativt, og jeg foreslog, at Johnny lejede Shellys hus proforma, og flyttede sin adresse dertil. Vi gik med det samme over til ejendomsmæglerens kontor, for at få ham til at hjælpe med at udfærdige en lejekontrakt. Translatøren forklarede vores ide til ejendomsmægleren Carmelo, som hurtigt tog affære. Han mente ikke, at alt det var nødvendigt, og ringede til en højerestående person på kommunen. Tit bliver der talt med store bogstaver hernede, og det betyder langt fra altid at folk er vrede eller uvenner, men denne gang blev der brugt MEGET store bogstaver.

Røret blev lagt på, og i løbet af en halv time havde han udfærdiget et dokument, hvor både Johnny, Mette og jeg skrev under på, at de var fraflyttet adressen i oktober, og at jeg var flyttet ind. Dokumentet blev øjeblikkeligt til fods bragt til rådhuset af Carmelos sekretær. Nu kunne vi give hinanden hånden, og takke Carmelo for hans store indsats. Og så ellers vente på henvendelse fra kommunen.

For halvanden uge siden fik jeg så besked om, at adressen var ledig, og jeg kunne møde op hos Mariana og påbegynde min ansøgning om residenza i Via Scavuzzo 26-28. Og derefter vente. Igen.

I dag får jeg så et opkald, som fortæller, at jeg skal skynde mig til Clock Tower, og møde op på det lille kontor under uret. Her ligger min residenza og venter på min underskrift. 

Så nu har jeg officielt adresse og bopæl i Cianciana, og mandag kan jeg gå på rådhuset for at ansøge om det famøse ID-kort. Og derefter vente. Det bliver snert, hvis jeg skal nå at få kortet inden 1. maj. Min plan er at finde en bil i Norditalien og køre den til Danmark inden den 8. maj, hvor jeg flyver til Toronto fra København. 

Kan det ikke nås, må vi iværksætte Plan B … eller C. Jeg har efterhånden lært, at man hernede, så snart man starter på en Plan A, ligeså godt kan begynde at tænke på B og C med det samme.

---

Jeg arbejder på et oplæg her til siden, hvor jeg vil lave tjeklister, så du, hvis du drømmer om at erhverve dig et hus i Italien, kan få en komplet køreplan med alt hvad der skal gøres, og i den rigtige rækkefølge. Både hvis du ønsker et feriehus, eller vil bosætte dig permanent i landet. Forhåbenligt kan det gøre din proces lidt smidigere, og kortere. Måske.