Bjergtaget

De der kender mig ved, hvor meget jeg holder af bjerge. Jeg har det i det hele taget ufatteligt godt, når jeg er omgivet af bjerge. Jeg ved ikke præcis hvad det er, men det gør noget godt ved mig.

De seneste dage har jeg befundet mig i, og kørt igennem, bjerge. Jeg havde egentlig en plan om at skulle besøge bade- og surferbyen Biarritz ved den franske atlanterhavskyst, men da jeg fredag morgen trak skydedøren til side og blev mødt af de sneklædte Pyrenæer i horisonten, så vidste jeg med det samme, at jeg ikke skulle ud til vandet – jeg skulle tættere på bjergene.

Fra det fantastiske vinslot Château Viella kørte jeg direkte mod bjergene og Pau, som ligger nærmest ved foden af Pyrenæerne. Byen har været vært for Tour de France utallige gange, og der er da heller ingen tvivl om, at området byder på masser af højdemeter for de cyklende. Det er en hyggelig by, som har lidt af denne her bjergstemning, som kan være svær at beskrive, men som jeg genkender så snart jeg bliver mødt af den. I udkanten af byen finder jeg den eneste campingplads i miles omkreds. Ganske ucharmerende plads, men den skal kun fungere for en enkelt overnatning.

Lørdag vågner jeg til silende regn og en mudret plads. Det var min tanke, at cykle en lang tur i det bakkede landskab på kanten af Pyrenæerne, men jeg laver dagen om til køredag – hellere bevæge mig i camperen mens det regner, og være på cyklen i tørvejr. Jeg er hurtigt på vejen, og den første times kørsel bliver med det største smil på læberne. Bjergene er ufattelige smukke, og jeg føler mig i den grad hjemme. Helt naturligt falder tankerne da også på min kæreste ... suk! Det hér må vi ned og opleve sammen en dag.

Jeg har sat GPS'en til Pamplona, og helt med vilje slået betalings- og motorveje fra. Så jeg bliver ledt gennem det flotteste landskab og gennem utallige små landsbyer. Op og ned, og ud og ind snor vejen sig, og fra den lille by St.-Étienne-de-Baïgorry går det pludselig gevaldigt opad, på smal vej og med hårnålesving. Turens første egentlige bjergvej er en realitet, og Sunlight'en klarer det usædvanligt godt, når bare man husker på den lidt længere akselafstand gennem svingene. Jeg kommer over trægrænsen, og flere steder priser jeg mig lykkelig for at jeg ikke møder modkørende – det bliver ihvertfald ikke mig, der trækker helt ud til kanten for at lade en anden komme forbi.

I 672 meters højde rammer jeg passet Col d'Ispéguy, som også er grænsen til Spanien. Kun et skilt om fartbegrænsninger i by, på lande- og motorvej afslører at jeg er kørt ind i et andet land. Ingen flag, bomme, skilte, streger eller andet. Nedkørslen er ligeså snæver og stejl som opkørslen og jeg nyder hvert et sekund. Elsker at køre på bjergveje, og tager mig selv i flere gange bare at sidde bag rattet og smile for mig selv.

Efter en times tid er jeg i Pamplona. Jeg er egentlig kun kørt hertil på grund af navnet, og historierne om de kontroversielle tyreløb, der foregår i byen hvert år i juli måned. Så her i april risikerer jeg ikke at blive trampet ihjel, og tyrefægtearenaen, som er på størrelse med Parken i København, er da også lukket for besøgene. Byen er større end jeg havde forventet (knap 200.000 indbyggere), og der er usædvanligt koldt heroppe i 420 meters højde. Men trods de 7 grader, støvregn og en vind, der er svær at ignorere, så insisterer folk på at sidde ude på tapasbarene i de smalle gader, og da jeg rammer centrum af byen ved 14-tiden, summer der af liv som var det en midsommeraften på et torv i København. Alle steder sidder folk ude – godt nok i vinterfrakker, med huer og halstørklæder, og de stamper med fødderne i jorden og gnider hænderne mod hinanden, men de er ude!

Henad aften tager regnen til, og jeg pakker mig inde i camperen på byens camperplads – et ikke hyggeligt sted, bag en bilvask, som kører døgnet rundt. Men den er tæt på centrum, og gør sit formål.

Søndag morgen er jeg igen tidligt afsted, i håb om at komme ud af bjergene og ned til kysten, væk fra regnen. Jeg er ved at være træt af sne, regn og kulde, som jeg synes har fulgt mig på størstedelen af turen ind til videre. Om lidt er vi i maj måned, jeg er i Spanien og alligevel går jeg rundt og småfryser hele tiden. Så jeg sætter kursen mod Gaztelugatxe (slås stadig med udtalen), som er en lille klippø i Biscayabugten. Den kunne minde lidt om Den Sorte Ø fra Tintin, men er forbundet med fastlandet af en menneskeskab smal bro. Øen er i den grad også kendt som Dragonstone fra 7. sæson af Game of Thrones, og stedet i sig selv er da også utroligt dramatisk og fotogent.

Hele besøget bliver lidt komisk, med spansk kommunikation som tema. Jeg forestillede mig lidt, at det var som at besøge Møns Klint, men 100 meter fra p-pladsen, hvor autocampere iøvrigt ikke må holde, bliver jeg mødt af to indgange – én for dem med online-bestilling, og én for alle os uden. Ved lugen spørger kvinden om jeg har bestilt tid online, hvilket jeg må afkræfte. Hun fortæller, at for at komme ind, skal jeg booke online, og viser mig en QR-kode jeg kan scanne. Halvvejs gennem den lidt snørklede booking, spørger hun mig pludselig om jeg er alene. Dét er jeg – og hun har fået fire aflysninger online, så jeg kan bare gå ind. Skønt. Jeg følger en stejl sti nedad, og flere steder er det oplagt, at tage billeder – som alle andre.

Næsten nede, tænker jeg, at nu må det snart være tid for, at gå ud ad den smalle bro, men hvor stien slår skarpt til venstre mødes jeg af et stort, aflåst stålhegn. Der står to slukørede englændere, som fortæller at man ikke kan komme ud på øen før til juli på grund af renoveringer. Vi må alle traske de halvanden kilometer tilbage, men nåede da at få en fornemmelse af stedets magi og historie. Så en masse ballade for at komme ind, til et sted som vi så ikke kunne komme ind til. Øen har i øvrigt en lang og spændende historie, som går helt tilbage til det 9. århundrede, men det kan du nemt finde alt om på nettet.

Min søndag er langt fra slut, og med lidt hovedregning kan jeg være i Bilbao på camperplads kl. 16 og nå at gå til Guggenheim muséet inden kl. 17. Det lykkes, og jeg bruger et par timer på det fascinerende museum, som i øjeblikket har en stor udstlling om bildesign, både fortid, nutid og fremtid. Meget interessant, og udover den stationære samling, så er bygningen og rummene en kæmpeoplevelse i sig selv. Tænk at slå de streger på et stykke papir, og så få det ført ud i livet. Det må være en vild følelse.

Solen er fremme og efter det kulturelle indslag, nyder jeg en kold øl i eftermiddagsvarmen på muséets cafe. Går til den gamle bydel og spiser lidt tapas, hvorefter mørket begynder at falde på, og jeg bevæger mig den lange vej tilbage til camperpladsen, som hører til byens hostel placeret højt over floden og byen. 28,5 kilometer til fods på sådan en søndag i det spanske, så der går ikke længe efter, at bilen er mørklagt, til jeg falder i søvn.

I skrivende stund sidder jeg på en skøn campingplads i Ribadesella på den spanske nordkyst, med udsigt til bjergene og nationalparkerne inde i landet. Det var usædvanligt svært at finde en campingplads der var åben – de første fem jeg var forbi langs kysten åbnede først til juni. I øvrigt er motorvejen fra Bilbao og hertil nok en af de smukkeste motorvejsstrækninger jeg endnu har kørt på turen. Igen er det bjergene, der gør det. Og når man samtidig konstant bliver beriget med kig ned til den klippefyldte kyst, så er det svært ikke at blive ramt af en lille smule lykke. De kan altså noget, de der bjerge!

Jeg bliver her en dag mere, og så er det planen at stikke op i bjergene og besøge nogle af nationalparkerne, og forhåbentlig bliver det vejr til at få lagt nogle højdemeter i cykeldækkene.