top of page

Aktiv weekend i de Kantabriske bjerge

Fra Ribadesella ved Biscayabugten kører jeg fredag lidt over middag mod syd, op i de Kantabriske bjerge, som strækker sig 300 km fra Pyrenæerne til Galicien. Jeg glæder mig til at komme op i bjergene igen, og det viser sig at være en utrolig smuk vej, der går opad stort set alle 98 km, gennem smalle kløfter og ad snoede veje, og jeg har lyst til at stoppe i hvert et sving for at tage billeder.



Jeg har udset mig to campingpladser som mulige mål. Den ene ligger 7 km uden for Riaño, i en lille flække, som mest af alt ligner noget fra en spaghetti-western. Øde støvede gader, og tre firskårne indbyggere ved byens eneste bar, og alle kigger de skummelt efter min sorte diligence som kører ned ad hovedgaden. Efter lidt søgen finder jeg i første omgang et skilt mod campingpladsen, selvom det er svært at se grafikken, da vind og vejr har slidt det meste væk. En stenmur og en aflåst gitterlåge signalerer, at pladsen er lukket, og den ser i øvrigt ikke ud til at have været i brug de seneste sæsoner.


Kører forbi de tre sheriffer igen på vejen ud af byen, og lader alle mine 140 heste strække ben. Tilbage til Riaño, og følger skiltene, hvor man rent faktisk kan se camping-symbolet. Men også her bliver jeg skuffet – pladsen er lukket, og ser ikke ud til at skulle slå dørene op i den nærmeste fremtid. I stedet finder jeg ned til en p-plads nedenfor byen, lige ud til søen. Der holder tre andre campere, og de nikker, da jeg spørger om det er ok at overnatte på pladsen. Så det bliver min første fricamper-aften, men bestemt ikke den sidste. I løbet af eftermiddagen dukker der flere og flere campere op, og da jeg går til køjs er vi vel 8-10 på pladsen. Inden jeg falder helt i søvn kan jeg høre flere biler ankomme i mørket, og da jeg slår øjnene op næste morgen ligner det mest af alt en decideret camper-plads med omkring 25 campere langs med søbredden.



Det er koldt og tågen ligger tæt over søen, og selvom jeg kun har 25 meter til vandkanten, kan jeg ikke se den. Jeg lader lørdag være lørdag, og giver mig god tid til tre kopper kaffe og en solid morgenmad, mens jeg finder cykeltøj frem og gør klar til dagens tur på mountain biken. Jeg har kigget stier, og vil cykle op gennem et pas og se om jeg kan finde en vej rundt om den ene halvdel af søen. Fra byen går det ud over en lang bro. Tågen er lettet, og vandet er fuldstændig spejlblankt. De omkringliggende bjergtoppe spejler sig i vandet, solen begynder at varme en smule og det tegner til at blive en fantastisk cykeltur.


Fra grusvejen der følger søen, slår jeg skarpt til venstre og det går med det samme opad. Den første halve kilometer kan cykles, men først må jeg af nogle gange for at krydse mudder og vandløb, og inden længe bliver det for stejlt, og jeg må af cyklen. Man skal jo være positivt indstillet, når man forsøger sig med nye spor, så jeg tænker at det må flade ud længere oppe. Det gør det sådan set også, men først da jeg er helt oppe i passet, og det så går nedad på den anden side. Men stædighed belønner sig som bekendt, og det bliver til en nogenlunde nedkørsel ad mudrede spor. Møder et par vilde heste, og efter en halv time når jeg en lille landsby. Herfra kommer jeg ud til hovedvejen og beslutter at cykle ad asfalt ind til en lille by i en blind dal. Lille idyllisk by, og en vandpost midt på torvet, så man kan fylde drikkedunken.



På tilbagevejen rammer jeg endnu en lille flække, og hér kan man søreme få en kold øl og et stykke tapas. Jeg snakker lidt engelsk, forsøger med spansk, og ejeren plaprer løs og er meget interesseret i, hvor i Danmark jeg bor. Snakken bliver ikke så meget længere, men der var masser af vilje fra begge parter. Tilbage på landevejen mod Riaño, bliver jeg overhalet af en VW camper på portugisiske nummerplader, og som over bagdørene har en stor streamer med ‘Portugal’ stående. Jeg tænker straks på Portugal, og glæder mig til at køre gennem landet de næste par uger. To hårnålesving længere fremme, er camperen holdt ind på en p-plads og føreren er stået ud. Jeg hilser med Hola, og han svarer tilbage på hvad der lyder som spansk eller portugisisk. Jeg forsøger mig med et ‘Do you speak english’, hvortil han svarer ‘I am danish’ … og så er det jo alt andet lige nemmere at fortsætte dialogen på dansk.


Føreren hedder Kim, bor i Portugal, hvor han er ved at bygge et hus. Han har forladt byggeprojektet for at bruge tre måneder på at køre til Danmark gennem Belgien og Holland, hvor hans børn bor, og ende med at besøge hans søster i Danmark. Byggeriet i Portugal er han blevet lovet står færdigt i december, så han har ikke så travlt med at komme tilbage lige nu. Jeg fortæller hvor jeg overnatter, og da jeg tre kvarter senere triller ind på pladsen, kan jeg se at han har valgt at gøre mig selskab. Ved spisetid dukker han op med to øl i hånden, og inden længe har vi delt dem og en flaske rødvin, det er blevet mørkt og over normal sengetid. Hyggelige timer med røverhistorier og udveksling af livserfaringer. Og så fik jeg nogle gode staldtips til at rejse og campe i Portugal, som nok skal vise sig at være guld værd.




Søndag morgen er luften frisk og skarp, solen skinner fra en skyfri himmel, og man skal være et skarn hvis man putter for længe under dynen. 8:15 ønsker Kim og jeg hinanden fortsat god rejse, og jeg triller ud af byen og mod nordvest. Udenfor bygrænsen stopper jeg og sender dronen i luften. Hverken billeder eller video kan gengive denne morgen – det er fuldstændig magisk. Blikstille vand, ingen vind og solen, der sender sine gyldne stråler ned over hele sceneriet.


Køreturen videre er endnu engang smuk bjergkørsel, og jeg krydser passet Puerto de Tarna i 1.488 meters højde, hvorfra det går nedad. Hvor træerne knap er sprunget ud oppe i højderne, så er det som at køre fra tidligt forår til tidlig sommer jo længere jeg kommer ned, og helt nede i dalen er alle træer og buske sprunget ud. Jeg følger floden Rio Nalón og kører mod byen Tolivia. Mit mål er, at komme op og se bjerget Peña Mea, som skulle være ganske spektakulært med en klippe med hul igennem på toppen. Da jeg kører ind i Tolivia er tågen tyk, og et lille uanseeligt skilt viser vej mod Peña Mea. Vejen bliver smallere og smallere, og stiger ganske kraftigt. I udkanten af byen, hvor jeg må tjekke om sidespejlene skal slås ind for at komme gennem et par af gaderne, spørger jeg en ung fyr om jeg er på rette vej. Det er jeg. Jeg spørger også om det er muligt at køre op ad bjergvejen i min camper, hvortil han trækker lidt på skuldrene og siger “Si si”.



Ikke helt beroliget fortsætter jeg. Tågen gør at jeg kun kan se 30-40 meter frem, og da jeg er nået en lille kilometer udenfor byen, finder jeg et sted hvor jeg kan holde ind til siden uden at spærre for andre. Jeg er simpelthen for usikker på hvordan vejen vil udvikle sig længere oppe, og kan slet ikke se hvordan det skal foregå hvis jeg møder en modkørende – der er ingen mulighed for, at jeg og en almindelig personbil kan komme forbi hinanden. I stedet binder jeg vandrestøvlerne og begiver mig op ad vejen til fods. De første 2-3 km har jeg ingen fornemmelse af omgivelserne, da tågen stjæler al udsigt til bjergene omkring mig. Undervejs har 6-7 biler passeret mig – alle Landrovere, Jeeps og firhjulstrækkere. Jeg glæder mig over min beslutning, også selvom det gør, at jeg skal gå et godt stykke vej for at nå til stien, som fører til toppen.


Ved et hus står to mænd og pusler med en motorsav. Jeg prøver på spansk, at spørge om det er den rigtige vej til Peña Mea, og dét er det. Men de fortæller også med tegnsprog og fagter, at turen herfra, til toppen og ned igen vil tage 4-5 timer. Jeg havde måske regnet med to, så er lidt slukøret da jeg vender om for at gå ned igen. Mens vi har snakket og gestikuleret, er tåget så godt som forsvundet, og jeg kan pludselig se, hvilket umådeligt smukt område jeg befinder mig i. 400 meter fra de to mænd, deler vejen sig, og jeg får et lille glimt af 3G netværk – nok til at se, at jeg kan fortsætte op til et pas, hvor der må være udsigt ned på den anden side, og hvor jeg kan se mod toppen og måske få en fornemmelse af hvor langt der er. En halv time senere er jeg i passet. Utroligt smukt, og jeg kan også se, at de to mænd ikke overdrev. Fra passet er der minimum to timer til toppen, og to ned. Så jeg dropper det, og tænker, at det må være den perfekte undskyldning for, at skulle tilbage til dette fascinerende område en anden gang.



På vejen ned er tågen væk og jeg nyder udsigten og omgivelserne i fulde drag. En tussegammel mand kommer trillende oppefra i en bedaget Berlingo. Han ruller vinduet ned og siger en masse på spansk. Jeg fatter intet, og forsøger mig med dét, der efterhånden er blevet min standardbemærkning her i Spanien – “Do you speak english?”. Han svarer hurtigt “No!” og snakker så ellers videre. Jeg vælger at nikke de rigtige steder og sige “Si” og den slags. Han får spurgt om jeg vil køre med ham ned, og jeg kan forstå, at han synes der er langt, men jeg takker nej til den venlige gestus. Har lige et par hundrede billeder jeg mangler at få taget undervejs. Han triller videre med et stort smil og et “Buenos dias”, og jeg kan ikke lade være med at blive smittet af smilet.


Ved camperen vælger jeg at køre 500 meter længere op, hvor jeg har spottet en lille plads at vende på, da jeg ikke er i humør til en 20-punkts vending på den smalle vej. Sidespejlene holder til turen ned gennem byen igen, og inden længe er jeg tilbage på landevej, som bliver til motorvej og GPS’en er sat til Ribadeo, som ligger ud til Biscayabugten. De 150 km er ganske kedelige gennem et trist industriområde, og først nede ved kysten er der af og til kig ned til små strande og klippebugter.



Lige uden for Ribadeo finder jeg en lille hyggelig campingplads … her kan jeg få mit første bad siden fredag morgen, cyklen kan ligeledes blive vasket og her er wifi, toilet, pool og en pladsbestyrer, som giver den med spansk guitar og skønsang, så snart solen går ned. Han er lige holdt op, og jeg tænker det er tegn på, at vi skal gå i seng.


En fabelagtig, aktiv weekend i bjergene er slut – i morgen er det arbejdsdag, og med lidt held er det lavvande ved 13-tiden så jeg kan komme ned og se Playa de las Cathedrale, som ligger kun 6 kilometer herfra. Dét er da noget at stå op til … godnat her fra Galicien.




92 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Endelig!

Comentários


Læs også

bottom of page