top of page

Østers og hvidvin i Cancale


Hvis du besøger Mont-Saint-Michel, så snyd ikke dig selv for også at lægge vejen forbi den lille østersby Cancale. Byen ligger en times kørsel fra Mont-Saint-Michel. Allerede der hvor hovedvejen slår et sving og man med ét har udsigt ned over byen, fornemmer man en helt særlig stemning.


Vi får snoet camperen gennem de små gader, og er heldige at finde en parkeringsplads. Er lidt tvivlsomme mht betydningen af p-skiltet ... der er to timers gratis parkering med p-skive, men kun gældende fra kl. 8 til 12.30, og igen fra 14.00 til 21.00. Vi er super heldige at ramme pladsen præcis kl 12.30, så jeg tolker skiltet sådan, at vi kan holde der gratis helt frem til kl. 16.00. Jørgen tvivler lidt, men vi bliver enige om, at vi nok har retten på vores side.




En kort gåtur ad stejle gader leder os ned til havnen, og her mødes vi med det samme af dét, det handler om. På kanten af havnen sidder folk med østers og hvidvin og svinger benene ud over kanten, og på en lille plads er der 8-10 boder, som alle har et yderst begrænset udvalg – østers med citron. Intet andet. En gammel Citroën varevogn holder ved fyrtårnet, og leder naturligt folk på vej til et stort udvalg i hvidvine.


Det er lavvande, og vi kan se ud over hele bugten, som er oversået med østersfarme. Både og traktorer er i gang med dagens høst og yngelpleje, og når man løfter blikket opdager man Mont-Saint-Michel som en silhouet på den modsatte side af bugten. Hele havnekajen summer af afslappet sludren, og konstant kan man høre de tomme østersskaller der bliver smidt ned på den tørlagte havbund. Der ligger i hundredetusindvis af tomme skaller, som vidner om adskillige timers hygge gennem tiderne på kanten af molen.



Vi har i forvejen besluttet, at vi ikke vil lade os nøje – vi skal gå all-in og nyde en Fruit de Mer med alt hvad dertil hører. Hvidvinen må Jørgen klare det meste af, da jeg er chauffør, men ellers deler vi alt på det imponerende fad. Der er tre slags østers, to slags snegle, små rejer, store rejer og en halv krabbe til os hver. Mens vi arbejder os igennem det hele, begynder folk så småt at forlade restauranten, og det bliver en smule mindre hektisk omkring os. Det kræver lidt arbejde at spise os igennem frokosten, og måske fordi vi lader de fleste af sneglene gå ud igen, er der også plads til en dessert – heldigvis!



Kouign-amann er en lokal specialitet i Bretagne, som angiveligt blev til ved en fejl i et bageri. Men man skal jo ikke være bange for at begå fejl, heldigvis. Det er karamelliseret smørdej med riiigeligt sukker og en enkelt kugle vaniljeis. Uden sammenligning den bedste dessert jeg har smagt i umindelige tider, og det perfekte punktum på en velvalgt frokost. Om jeg nogensinde bliver østers-elsker tror jeg ikke. Det går ikke rent ind hos mig, og som oftest er det også alt det, der skal ovenpå, som folk fremhæver, i stedet for selve østers'en. Men i dag, på dette sted, var det nu et helt perfekt valg.


Vi lufter maverne på molen, og samler skaller på bunden af havnen, som endnu er tørlagt. Men vi kan se tidevandet kommer ind, og alle både og traktorer har forladt området og er kørt på land. På et minut flytter vandet sig 3-4 meter, så vi skynder os tilbage til trappen. Inden vi når op ad den stejle sti, som fører os tilbage til bilen, dækker vandet alle østersfarmene, og snart vil der også være vand at sejle på til de både der før lå på siden på havbunden.


Tilbage i bilen sætter vi kurs mod Brest, da jeg har sat mig for, at jeg vil opleve suset ved at stå på Frankrigs vestligste punkt og spejde ud over Atlanterhavet. Det bliver en lang køretur, og en kort fornøjelse helt uden sus. Men vi var der! – og vi fik i øvrigt ingen p-bøde!


Tak til Henrik fra Hamelin for tippet :)





85 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

Læs også